Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Min yndlingsunderviser: Benjamin Øllgaard

Han har undervist flere tusinde biologistuderende i faget ”Planter”. Han har lært dem at tænke som en botaniker, han har givet dem jord under neglene ude i naturen, men først og fremmest har han videreformidlet sin kærlighed til planter. Selv mener Benjamin Øllgaard, at han har lært mest om at undervise – ved at undervise.

20.04.2015 | Ida Hammerich Nielson

Benjamin Øllgaard sidder her med en tørret plante af arten "Ulvefod" fra Tropisk Amerika. Det er netop denne plantefamilie, Benjamin Øllgaard er specialist i, og han har rejst Ecuador tyndt for at samle arterne ind og beskrive deres slægtskab, kendetegn, geografiske udbredelse og økologiske forekomst. Foto: Maria Randima

”Det har betydet rigtig meget for mig at undervise. Man lærer meget af det, fremfor alt at det er nødvendigt at være klar i talen”, siger Benjamin Øllgaard. Foto: Maria Randima

Lektor emeritus Benjamin Øllgaard forsker stadig og har sin daglige gang på Herbariet. Foto: Maria Randima

”Man kan give ham en lille del af et krøllet blad, og så kan han straks fortælle, hvilken plante det er fra og knytte en anekdote til”

Benita Hyldgaard husker tydeligt Benjamin Øllgaard, der underviste hende i faget ”Planter” på biologistudiet for 12 år siden.

”Benjamin var én af de første undervisere, man stødte på som biologistuderende, og han var med til at give mig en rigtig god start på studiet. Der er ingen tvivl om, at han elsker at undervise. Han er hyggelig, stille og rolig og har en smittende entusiasme. Jeg troede, jeg skulle være zoolog, men efter bare nogle få timer i faget ”Planter” fik jeg øjnene op for, hvor fascinerende planter faktisk er”, siger Benita Hyldgaard, som i dag har en ph.d. i plantefysiologi og arbejder som videnskabelig assistent ved Institut for Fødevarer, AU Årslev.

Livsvigtige planter
Benjamin Øllgaard, som i dag er lektor emeritus, har sin daglige gang i Herbariet på Aarhus Universitet. Her findes en samling på over 800.000 pressede og tørrede planter. Benjamin Øllgaard fortæller stilfærdigt og medrivende om de arter, han har forsket særligt i, blandt andet tropisk ulvefod.

”Mennesket er som alle andre dyr afhængig af planter. Som biologer bør vi vide, hvordan de fungerer, og derfor er faget ”Planter” et helt basalt fag inden for biologien”, siger han.

Undervisningen i faget er en blanding af forelæsninger og laboratorieøvelser, hvor de studerende skal mikroskopere og dissekere planterne. Benjamin Øllgaard prøvede altid at få hverdagen ind i undervisningen.

”Jeg brugte ofte planter, frugter og andre brugsgenstande fra handelen, som de studerende kender, men som de næppe har tænkt på som en botaniker gør. Tag for eksempel en vinprop - hvordan har den fået sine specielle egenskaber og hvorfor er der brune tværstreger i”, spørger han.

På knæ i naturen
Som en del af undervisningen var de studerende på en uges botanisk feltkursus i Vestjylland, hvor de boede på Rydhave Slots Ungdomsskole og hver dag kørte ud i det grønne for at se på de planter, der vokser i området.  

”Mange mennesker ser naturen som en grøn, udifferentieret masse.  På feltkurset skal de studerende lære at se naturen på dens bestanddele - de skal ned på knæ og kigge tæt på planterne, samle dem ind og lægge mærke til deres voksesteder. På den måde får de en træning i at skelne arterne fra hinanden og sætte navn på”, siger han.

Benjamin Øllgaards begejstring for planter har inspireret mange generationer af biologer. Hemmeligheden bag god undervisning er ifølge lektoren ikke særlig avanceret.

"Jeg har egentlig ingen principper for min undervisning, men jeg har gode erfaringer med at møde de studerende der, hvor de er, og dele min interesse med dem", siger han.

”Jeg begyndte at undervise allerede i min studietid. Jeg opdagede ret hurtigt, hvad der virker, og på den måde blev jeg lige så stille mere sikker. Man kan hurtigt se, om man har de studerendes opmærksomhed.  Jeg har lært mest om at undervise ved at undervise og tage stilling til overraskende spørgsmål og kommentarer fra de studerende".

Samarbejde, Alumne, Ekstern målgruppe, Aarhus Universitet