Dale T. Mortensen, professor, nobelprismodtager og kær ven af Aarhus Universitet afgik ved døden den 9. januar. Læs Bent Jesper Christensens og Henning Bunzels mindeord.
10.01.2014 |
Dale T. Mortensen afgik ved døden d. 9. januar 2014 efter tre måneders alvorlig sygdom. Han tilbragte de sidste timer sammen med sin kone, Beverly, deres tre børn og flere familiemedlemmer.
I årtier har Dale været en vigtig inspirationskilde for forskere og studerende på Aarhus Universitet.
Dales far blev født i Danmark, men familien emigrerede til USA, da han var ti år gammel.
I 1982 tog Dale til Danmark på forskningsbesøg, og her etablerede han stærke professionelle og personlige bånd, som har varet ved lige siden. Flere år senere tog Dale sin far med til Danmark og genforenede ham med den danske del af familien.
I 1998 tilbragte Dale et forskningssemester på Aarhus Universitet, hvor han studerede de detaljerede registerbaserede danske data om virksomheds-medarbejder matching. Dales store bidrag var at skabe smukke økonomiske modeller, der kan forklare spredningen i disse data ved at tage højde for, at det er tidskrævende og risikofyldt for firmaer og medarbejdere at mødes og matche.
Dale har samarbejdet med forskere i Aarhus siden da. I 2006 blev han ansat på et fem-årigt Niels Bohr-professorat betalt af Danmarks Grundforskningsfond, og fra 2011 var han tilknyttet forskningsenheden Cycles, Adjustment, and Policy, støttet af Forskningsrådet for Samfund og Erhverv og Aarhus Universitet.
Dale T. Mortensen var Ida C. Cook-professor i økonomi ved Northwestern University og ligeledes professor på deltid ved Aarhus Universitet.
Gennem sin forskning var han tilknyttet the National Bureau of Economic Research (NBER), the Institute for the Study of Labor (IZA), tidligere formand for the Society of Economics Dynamics, medstifter og redaktør af tidsskriftet Review of Economic Dynamics, fellow ved både the Econometric Society, the American Academy of Arts and Sciences og the Society for Labor Economics - og i 2005 vinder af the IZA-prisen i arbejdsmarkedsøkonomi.
Mortensen var foregangsmand med sine teorier om jobsøgning og arbejdsløshed, som han brugte til at analysere udskiftning af arbejdskraft, forskning og udvikling, personlige relationer, ejendomshandel, offentlige finanser, reallokering af arbejdskraft og økonomisk vækst gennem innovation.
Hans centrale indsigt, at friktioner er lig med den vilkårlige tilkomst af handelspartnere, er i dag den førende teknik inden for arbejdsmarkedsanalyse og effektmåling, og har ført til forståelsen af, at det er omkostningsfyldt at søge efter job- og løntilbud, når medarbejdere og firmaer ikke har fyldestgørende information om priserne på arbejdsmarkedet.
Hans pionerarbejde bestod i at skabe et reelt paradigmeskift i tænkningen omkring arbejdsløshed, og Dale har været en af de førende forskere inden for feltet og i arbejdet med at benytte disse værktøjer til at skabe større forståelse for, hvordan arbejdsmarkedet fungerer.
I 2010 modtog Dale T. Mortensen Nobelprisen i økonomi sammen med Peter Diamond og Christopher Pissarides for deres forskning i markeder med søgefriktioner.
Dale og Beverly har lært os så meget, ikke bare om økonomi. De har lært os noget om livet, og hvordan man lever det, gennem deres store viden og passion for kunst, kultur, musik, litteratur, religion, filosofi og så meget andet.
De har ofte besøgt os og tilbragt tid med vores familier, sunget og spillet musik med vores børn, eller taget os med til frokost, kaffe- og ølpauser på Dale’s Café i Dale T. Mortensen-bygningen på universitetet. Vi har tilbragt mange grillaftener med familien Mortensen, og drukket mange glas vin og spist hele skåle med snacks, mens vi ventede på, at grillen blev varm nok – det endte altid med, at Dale måtte op og hjælpe til ved grillen, så arbejdet blev gjort ordentligt.
At kende Dale og Bev betød også, at man lærte hele deres familie at kende – deres børn Karl, Lia, Julie og deres otte børnebørn, Dales brødre Irving og Arnie og adskillige andre af Dales familiemedlemmer. Så sent som d. 17. december tog Bent Jesper til Wilmette, Chicago for at besøge Dale og Beverly i et par dage, og var imponeret over at det stadig var muligt for Dale og ham at arbejde hårdt på at færdiggøre deres fælles paper med Jesper Bagger, Royal Holloway, hvor de elegante modeller kommer i spil i forklaringen af spredningen i firmaers produktivitet og medarbejderlønninger i de danske data.
Vi har tillige redigeret en bog sammen med Dale, som udkommer snart, med flere artikler skrevet af hans studerende fra Northwestern University og Aarhus Universitet, og også her anvendes hans modeller til at forklare danske data. Sammen med Dale har vi desuden startet et nordisk samarbejde med årlige møder.
Dale T. Mortensen var en intellektuel kæmpe og en kær ven. Han vil blive savnet af os alle.
Bent Jesper Christensen og Henning Bunzel
På vegne af vores familier samt venner og kollegaer ved Institut for Økonomi og Aarhus Universitet.