Direkte TV fra Tour de France og anden sport giver både seere og fjernsyn en anden status, siger medieforsker.

02.07.2013 | Helge Hollesen

”Det er altså nu, han skal køre, hvis han vil i gult.”

”Glem det! Han har ikke benene. Rodriguez tager det bjerg.”

Gode råd og kommentarer skorter det ikke på, når Tour de France-feltet glider gennem landskabet eller bestiger bjerge. Her er vi alle eksperter. Eller har i det mindste ambitioner om at være det.

Seernes erfaringer giver sport en særlig status

Netop muligheden for at give sit besyv med, når tv bringer store begivenheder som Tour de France direkte ind i stuerne, er noget af det fascinerende ved sport i fjernsynet, mener medieforskeren Kirsten Frandsen.

Hun er lektor i medievidenskab på Aarhus Universitet og udgav i foråret bogen Fascination og forretning i dansk tv-sport.

Her undersøger hun det fællesskab og den fascination, som tv-sport kan skabe.

“Sammenlignet med anden underholdning, har sport den fordel, at den foregår i virkeligheden. Og så kan seerne bringe deres egne erfaringer i spil. Mange har jo dyrket en sportsgren som for eksempel cykling, eller de er stadig aktive, og det giver sport i tv en særlig dimension,” siger Kirsten Frandsen.

Direkte TV skaber fællesskab

Den usikkerhed om forløbet, der følger med de direkte transmissioner, giver også fjernsynet en anden status. For heller ikke kommentatoren ved, hvad der vil ske det næste minut.

” Det skaber ikke bare et fællesskab mellem seerne, men også mellem seerne og kommentatorerne,” noterer Kirsten Frandsen

Som medieforsker skelner Kirsten Frandsen mellem forskellige typer af seere. Der er føljetonseerne, der følger med i mange sportsgrene og har nogle få, de går meget op i og følger på forskellige medier.  Omvendt følger en anden type seere store begivenheder for at være med i et fællesskab – især når en national triumf er under opsejling.

”Tour de France eller Wimbledon-turneringen i tennis er eksempler på begivenheder, der tiltrækker en tredje type af seere, nemlig dem, der nødigt vil gå glip af en stor oplevelse med en bestemt sport,” forklarer Kirsten Frandsen.

Tour de France har en særlig rolle i Danmark

Hun mener, at der er flere lag i interessen for Tour de France.

”Vi har behov for at kunne gøre noget kun til vores egen fornøjelse, og det behov dyrker vi i ferien. Her har Tour de France en særlig rolle i en dansk sammenhæng, fordi løbet afvikles i ferietiden og bliver en del af manges ferie,” siger Kirsten Frandsen.

De tre uger på de franske landeveje har også en særlig kvalitet.

”Det er et langstrakt forløb med en struktur, der dagligt gentager sig selv. At kunne følge det er udtryk for et overskud, som man netop kun kan og vil bruge tid på i ferien. Og så udvikler forløbet sig hele tiden. Den føljeton er i sig selv fascinerende,” fastslår Kirsten Frandsen.

Mit bedste Tour de France

var i 1995, hvor Bjarne Riis som første dansker kom på podiet i Paris. I de uger, hvor løbet fandt sted, oplevede jeg en optimal sammensmeltning mellem mit arbejde og fascinationen af sport, fordi jeg netop på det tidspunkt skrev på et teoretisk afsnit til min ph.d afhandling, der handlede om mediers fremstilling af helte.

Mit værste Tour de France

var i 2007, hvor Michael Rasmussen blev taget ud af løbet af sin arbejdsgiver, mens han var i gul trøje, og hvor rygter før og under løbet om, at han ikke talte sandt om sine træningsophold før Touren, gjorde oplevelsen af hans præstationer tvetydig og exit'en særdeles pinagtig.