Civilingeniør Jens G. Nørby døde den 30. juli 2017 i Knebel, 85 år gammel.

20.09.2017 | Zitta Glattrup Nygaard

Jens Gregersen Nørby

15.07.1932 - 30.07.2017

Civilingeniør Jens G. Nørby døde den 30. juli 2017 i Knebel, 85 år gammel. Han gik på pension fra sin stilling som lektor ved Biofysisk Institut, Aarhus Universitet, i 1998.

Jens voksede op i Aarhus og læste til kemiingeniør på Polyteknisk Læreanstalt (DTU). Han blev cand. polyt. i 1956, og blev umiddelbart herefter ansat ved Biokemisk Institut på Det Lægevidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, som forskningsassistent og fra 1958 som lektor.

Ved Biokemisk Institut var Jens frem til 1965 aktiv indenfor forskningsområdet åreforkalkning, herunder specielt de fler-umættede fedtsyrers rolle. Dette resulterede blandt andet i en videnskabelig rapport på ca. 200 sider, der siden fandt anvendelse inden for levnedsmiddelforskningen. Endvidere skrev Jens sammen med Fritz Schønheyder (den daværende professor i Biokemi) et standardværk for medicinstuderende i faget Biokemi.

Herefter skiftede Jens både forsknings- og undervisningsområde. Jens blev i 1965 lektor ved Fysiologisk Institut (Aarhus Universitet) og deltog nu i undervisningen af medicinstuderende i fysiologi, hvor hans pædagogiske evner vakte respekt blandt de studerende. Endvidere udarbejdede Jens sammen med det øvrige lærerkollegium "Målfortegnelsen i Fysiologi", en nyskabelse, der kom til at spille en væsentlig rolle for formidlingen af faget til medicinstuderende i såvel Danmark som udlandet - den blev blandt andet oversat til brug i The American Physiological Society i 1978.

Forskningsmæssigt blev Jens inddraget i Na,K-ATPase feltet, som var blevet opdyrket ved Fysiologisk Institut af den senere Nobelpristager Jens Christian Skou. Som en af de første udviklede Jens metoder til måling af binding af ATP til Na,K-ATPasen. Han bidrog også med følsomme metoder til bestemmelse af ATP hydrolyse. Disse resultater var af stor betydning i karakteriseringen af Na,K-ATPasens strukturelle og funktionelle egenskaber.

I 1977 flyttede Jens sammen med Jens C. Skou og nogle kolleger til Biofysisk Institut (Aarhus Universitet), og blev herefter inddraget i biofysik-undervisningen af medicinstuderende. Jens var en vigtig medforfatter til en ny lærebog i Medicinsk Biofysik.

Jens fortsatte med at studere Na,K-ATPasens struktur og funktion, og der fulgte grundige studier af det fosforylerede enzym. Hermed kunne Jens sammen med kollegerne Igor og Liselotte Plesner og Irena Klodos fremsætte nye modeller for enzymets reaktionsmekanisme. Det langsigtede mål var at kunne forklare, hvordan den kemiske energi i ATP omdannes til en retningsbestemt aktiv transport af ioner over cellemembraner. Jens blev erklæret for professorkvalificeret i 1989.

Frem til den selvvalgte pensionering i 1998 fortsatte Jens som ivrig forsker og underviser.

På det administrative og universitetspolitiske område var Jens medlem af fakultetets undervisningsudvalg (1969-1971, 1976-1977), fakultetsrådsmedlem (1967-69, 1977-1982) samt medlem af konsistorium 1966-1967, og han var i Institutleder på Biofysisk Institut 1988-1990.

Jens modtog Aarhus Universitets guldmedalje i 1957 og var senere selv medlem af adskillige bedømmelsesudvalg for prisopgaver og for adjunkt- og lektorstillinger. Han var også bedømmer ved adskillige internationale tidskrifter.

Tidligt i sin forskerkarriere søgte Jens inspiration i udlandet og var således i 1974-1975 på Duke University og 1982-1983 på Emory University i USA. Endvidere havde Jens et længerevarende samarbejde med forskningsgrupper i Sydamerika, hvilket resulterede i lange forskningsophold ved universiteter i Brasilien og Argentina. Det internationale samarbejde medførte også adskillige kortere forskningsophold og foredrag ved videnskabelige møder frem til pensioneringen. Jens var medarrangør af 2 internationale kongresser om Na,K-ATPasen (1977 og 1987, begge i Danmark) og med-redaktør af begge kongres-proceedings.

Kollegaer på Biofysisk Institut husker især formiddagens kaffepause som en berigelse, i høj grad takket være Jens. Han kom altid med noget nyt, som har mente krævede en nærmere vurdering, og disse sager blev diskuteret frem og tilbage med munterhed men også skarphed. Især var han optaget af undervisning i Biofysik, hvor han sikrede grundlaget for, hvad de studerende fik fortalt. Under Jens’ vejledning var der mange punkter, der måtte rettes op på. For nogle kunne tilgangen være pedantisk, men det var snarere Jens’ omhyggelige tilgang til alt, hvad der kunne sættes spørgsmålstegn ved. Altid fremsat med stor humoristisk sans, som kollegerne på Fysiologisk og Biofysisk Institut nød godt af ved de årlige skovture og julefrokoster.

En berømt problemstilling han så på i sit otium var betegnelsen pH eller rettere det lille p i pH. Hvorfor hedder det ”p”? Litteraturen peger på puissance (fransk), potenz (tysk) eller power (engelsk). Men var det nu rigtigt? En klassisk Jens problemstilling. Det viste sig, at betegnelsen pH blev opfundet af den berømte Søren Peter Lauritz Sørensen ved Carlsberg Laboratorium, og som tilfældet var, havde Jens’ far arbejdet under SPL Sørensen. Derfor fik Jens adgang til kildematerialet. Her fremgik det, at det lille p intet havde at gøre med hverken puissance, potenz eller power, men stammede fra Sørensens forsøgsopstilling, hvor han målte forskel i brintionindhold i to beholdere. Og de to beholdere betegnede han som ”p” og ”q”. Da brintionkoncentrationen i beholderen q var sat til 1 mol/L, var p´et altså et mål for brintionkoncentration i beholderen p. Det lille "p" var altså blot et bogstav uden videnskabelig mening. Jens var så glad for dette udfald, at han fik historien om det lille p i pH det publiceret i det ansete tidsskrift Trends in Biochemical Sciences (TIBS, 2000, vol. 25 pp. 36-7).

Jens var en habil bridgespiller, en interesse han delte med hustruen Grete, og hans sans for detaljen kom også til udtryk ved bridgebordet. Jens var medlem af og aktiv bidragyder til Dansk Ornitologisk Forening.

Jens var i mere end 40 år gift med Grete, der døde i 2008, og han efterlader sig 3 børn og 4 børnebørn.

Æret være hans minde.

Mikael Esmann og Michael J. Mulvany