Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Netværk speeder op for forskning i personlig medicin

Personlig medicin er et hot topic i sundhedsvæsenet i disse år, og området udvikler sig i rekordfart. På Health arbejder Netværket om personlig medicin for at accelerere forskningen, så resultaterne hurtigst muligt kommer patienter og samfund til gavn. Netværkets årsmøde giver et indblik i, hvor feltet er på vej hen, og alle interesserede er velkomne.

03.11.2021 | Helle Horskjær Hansen

Netværket om personlig medicin er åbent for alle, og du er velkommen til at tilmelde dig, hvis du har faglig interesse i forskningsområdet og lyst til at holde dig informeret om netværkets arrangementer. Foto: Unsplash

Netværket om personlig medicin er åbent for alle, og du er velkommen til at tilmelde dig, hvis du har faglig interesse i forskningsområdet og lyst til at holde dig informeret om netværkets arrangementer. Foto: Unsplash

Når en patient tilbydes behandling med personlig medicin tilpasses behandling og forebyggelse den enkelte patients genetik, miljø og livsstil. Målet er at behandle en række forskellige sygdomme mere effektivt og med færrest mulige bivirkninger. Det gælder sygdomme som fx kræft, hjerte-kar- og immunsygdomme, diabetes og psykiske lidelser.

”Internationalt udvikler personlig medicin-området sig i højt tempo. I Danmark har vi unik adgang til sundhedsdata fra de danske registre, elektroniske patientjournaler, nationale biobanker og genetiske databaser, og det giver os mulighed for at bidrage betydeligt til den internationale udvikling. Derfor har vi på Health skabt et netværk, hvor vi inspirerer og understøtter banebrydende forskning og forskningsbaseret undervisning inden for det fagligt brede område, og hvor vi sammen arbejder for, at udviklingen hurtigst muligt kommer patienter og samfund til gavn,” fortæller Anders Børglum, som er ordførende professor og sidder for bordenden i netværkets styregruppe.

Skræddersyet behandling er det ultimative mål

Mange medlemmer af Netværk om personlig medicin har været dybt engageret i Nationalt Genom Center, som understøtter, at læger og forskere ved hjælp af viden om patienters gener og sygdommes årsager udvikler skræddersyet behandling.

For kort tid siden udvalgte centret 12 patientgrupper til at blive genomsekventeret. Det betyder, at 60.000 danske patienter med navngivne sygdomme i løbet af de næste fire år får tilbudt en omfattende genetisk analyse. Beslutningen om at tilbyde genomsekventering til så mange patienter er et stort skridt mod målet om at skræddersy personlig medicin til danskerne og styrke forskningen på området.

”Mange forskere og klinikere i hele Danmark er involveret i arbejdet med Nationalt Genom Center. Flere af vores medlemmer har bidraget til etableringen af centret i en del år, og det er meget glædeligt, at det konkrete tilbud til tusindvis af patienter nu rigtig tager fart,” fortæller Anders Børglum.

Netværket om personlig medicin blev etableret i 2019 og tæller i dag 200 medlemmer fra en række kliniske specialer og forskningsområder som blandt andet genetik, molekylær biologi, bioinformatik, supercomputing, epidemiologi, farmakologi, jura og etik. Netværket spænder fagligt bredt på tværs af universitetets fakulteter og Aarhus Universitetshospital, ligesom det favner flere regionale, nationale og internationale initiativer.

”Personlig medicin er et interdisciplinært felt, og det er helt afgørende, at vi arbejder tæt sammen på tværs af de faglige ekspertiser for at forløse det store potentiale. Vi glæder os til at fejre det første årsmøde i netværket, og jeg er overbevist om, at mødet kan være med til at fremme samarbejder og ideer på tværs af discipliner. At møde hinanden fysisk stimulerer interaktion og etablering af samarbejder, så vi har virkelig set frem til, at det nu igen er muligt,” sig han.

Læs mere på Netværket om personlig medicins hjemmeside og i artiklen ”Opsøg tilfældet i de nye faglige forskningsnetværk”, hvori prodekan for forskning og konstitueret dekan Hans Erik Bøtker opfordrer alle Health-forskere til at deltage aktivt i et eller to af Healths fem faglige netværk.    


Årsmøde i netværk om personlig medicin

På årsmødet kan deltagerne, ud over at sparre og erfaringsudveksle med hinanden, høre oplæg fra bl.a.: 

  • Mark Daly: Biobank research: From discovery to personalized medicine

  • Trine Mogensen: Personalised medicine for the study, diagnosis and treatment of patients with infectious, immunological and autoinflammatory diseases
  • Deirdre Cronin Fenton: Precision medicine in breast cancer when “an entire country is a cohort”
  • Christian Fynbo Christiansen: Center for Clinical and Genomic Data: Use of health data in personalised medicine
  • Eva Naur Jensen: Patient autonomy and self‐determination in research and collection of medical data
  • Signe Borgquist: Personalized treatment for overweight cancer patients

Årsmødet er åbent for alle ved tilmelding, og det finder sted den 25. november 2021 fra kl. 9-16.30 i auditoriet hos AIAS (Høegh-Guldbergs Gade 6B, 8000 Aarhus C). Sidste frist for tilmelding er den 12. november 2021.

Se programmet for årsmødet (pdf), og tilmeld dig via Conference Manager.


Healths faglige forskningsnetværk

Health har fem interdisciplinære forskningsnetværk, der samarbejder om forskning og uddannelse inden for følgende fagområder:

Emnerne, som netværkene diskuterer og samarbejder om, er af samfundsmæssig interesse, og netværkene er åbne for eksterne samarbejder med både internationalt førende miljøer og industrien.

De fem netværk afholder løbende faglige arrangementer med fokus på akademisk udvikling, videndeling, gensidig inspiration og netværksdannelse.

Kontakt

Ordførende professor Anders Børglum
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: 60 20 27 20
Mail: anders@biomed.au.dk

Netværkskoordinator Anja P. Einholm
Aarhus Universitet, Health - Fakultetssekretariatet
Mobil: 93 50 84 08
ape@au.dk



Arrangement, Forskningsårsstuderende, Health, Health, Ph.d.-studerende, Videnskabelig medarbejder, Udvekslingsstuderende, Studerende