Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Niels Katballe tog turen fra grisekælder til verdensmarked

’Kast jer ud i det – det er lærerigt og sjovt at arbejde med opfindelser,’ lyder rådet fra overlæge, ph.d. Niels Katballe. Som kirurg og klinisk forsker har han taget skridtet fra at publicere om drænindlæggelser til at udvikle et lungekirurgisk instrument, der nu skal markedsføres fra USA.

02.10.2018 | Nanna Jespersgård

Gå ikke vejen alene! Find en samarbejdspartner eller flere, så I kan dele opgaverne fornuftigt op, lyder et vigtigt kollegialt råd fra Niels Katballe. Foto: Aarhus Universitetshospital.

Sådan ser det ud, det lungekirurgiske instrument KatGuide, som overlæge Niels Katballe har udviklet og udlicenseret til et amerikansk firma i samarbejde med ingeniør Peter Heydorn. Foto: Aarhus Universitetshospital.

”Man bliver lidt tom i blikket, når man bliver bedt om at fremlægge sin forretningsplan og sit timesheet. Og når man begynder at få spørgsmål som, ’hvad siger jeres markedsanalyse’...”

Det er med lige dele hovedrysten og kluklatter, at hjerte-lunge-kirurg Niels Katballe mindes sine første møder med en verden meget langt fra den, han færdes i til daglig, som kredser om liv og død på operationsstuen og lejlighedsvise publiceringer af egen forskning. Men alligevel har det været meningsfuldt og velgørende at springe ud som opfinder, understreger Niels Katballe, til daglig overlæge på Aarhus Universitetshospital og i en årrække klinisk lektor på Institut for Klinisk Medicin:

”Det er så tilfredsstillende at være med til at kommercialisere et instrument, man selv har stået og manglet på operationsstuen,” siger han om sin opfindelse – et lungekirurgisk instrument, KatGuide, udviklet i samarbejde med ingeniør Peter Heydorn og udlicenseret for et tocifret millionbeløb til amerikanske Merit Medical Systems, der nu skal bringe det patenterede instrument på verdensmarkedet.

”Der er gået ni år, fra jeg fik ideen, og Peter Heydorn og jeg har lagt tusindvis af timer i arbejdet med KatGuide. Til gengæld har jeg som overlæge og forsker fået mulighed for at komme ind i en fuldstændig anderledes verden og tankegang, og det har jeg utrolig lært meget af,” siger Niels Katballe.

Anlæggelse af lungehuledræn er ingen let manøvre

Ideen til KatGuide blev undfanget i 2009, hvor Niels Katballe første gang bed mærke i, at mange kirurgiske dræn, på fagsprog pleuradræn, ikke var placeret optimalt i lungehulen hos de patienter, han skulle operere. Drænene lægges typisk på hospitalernes akutmodtagelser for at fjerne enten luft eller væske fra lungehulen, og det er ikke nogen let manøvre, forklarer Katballe.

”Drænet skal pege opad, hvis det skal lede luft væk fra lungerne, men nedad, hvis det er væske, der skal dræneres, og jeg begyndte derfor at spekulere på, om man kunne udvikle en ’guide’ i form af et plasticrør, der kan lede lungedrænet ind i pleurahulen og få det til at ligge præcist, hvor det skal,” fortæller Niels Katballe.

Med den idé i tankerne satte han sig til tegnebordet sammen med sin gamle ven, ingeniør Peter Heydorn, som på et tidspunkt havde luftet tanken om, at de måske en dag kunne lave noget sammen, og herfra gik det slag i slag.

Fra svingtud til prototype

Første lavpraktiske skridt blev at gå i byggemarkedet og købe en svingtud til en vandhane. Den blev savet og filet til den form, Katballe havde i tankerne, og siden afprøvet på en død gris i forskningskælderen på Institut for Klinisk Medicin. Den tilpassede svingtud var forløber for flere prototyper af forskellige materialer, som så blev testet i de efterfølgende år. I første omgang i et indledende pilotprojekt, hvor seks læger og medicinstuderendes lagde dræn med KatGuide version 2.0 (nu af elektrikerrør) på en afdød forsøgsperson, hvor KatGuide så ud til at virke efter hensigten.

Næste skridt var et egentligt randomiseret studie, hvor KatGuide blev afprøvet og sammenlignet med den gængse metode, hvor læger bruger holdetang til at føre drænet ind i lungehulen – på fagsprog kaldet pean-metoden. I lodtrækningsforsøget deltog 109 patienter fra de hjerte-lunge-kirurgiske afdelinger i Aarhus, Odense og Aalborg, og i 2015 konstaterede Niels Katballe i en peer reviewed forskningsartikel i det amerikanske tidsskrift Annals of Thoracic Surgery, at hele 84 procent af drænene blev anlagt korrekt med KatGuide-metoden mod kun 53 procent ved pean-metoden.

Stiftede eget firma

”Der er ingen tvivl om, at studiet vakte amerikanernes interesse, men det tager utrolig lang tid at komme ud med en opfindelse,” konstaterer Niels Katballe.

”Fra publiceringen i 2015 gik der to år med at udvikle KatGuide i selskabet Pleuratech, som Peter Heydorn og jeg stiftede til lejligheden - selvfølgelig med henblik på at kunne afhænde opgaven til nogen, der kan producere, markedsføre og distribuere KatGuide, for det har jo aldrig været planen, at vi skulle være fabrikanter på Djursland,” siger Niels Katballe.

Han forklarer, at udviklingen er foregået i samarbejde med Pleuratechs tre medejere, som er Aarhus Universitet, Region Midtjylland og det statslige innovationsmiljø CAPNOVA, der i en årrække har investeret risikovillig kapital i nye innovative virksomheder. I dag er CAPNOVA under afvikling, baseret på en regeringsbeslutning med støtte fra Dansk Folkeparti.

”Det er frygtelig ærgerligt, for CAPNOVA – eller Østjysk Innovation, som det hed, da vi gik i gang – har været en enestående mulighed for både at få kompetent rådgivning og låne nogle af de millioner, som et udviklingsarbejde alt andet lige koster. Vi har lånt til relativt høj rente, men med den ubetalelige sikkerhed, at pengene ikke skulle betales tilbage, hvis projektet faldt,” siger Niels Katballe, der også fremhæver Region Midtjyllands MedTech Innovation Consortium (MTIC) som bidrog med uvurderlig vejledning i, hvordan man kommer i gang og gennem jura-junglen.

Gå ikke vejen alene

”Det kan ikke siges tydeligt nok, hvor afgørende det er, at vi har kunnet trække på de rigtige fagfolk og få hjælp til fx patentregler og til at finde certificerede producenter af den plastic, vi har anvendt. Hvis jeg havde stået alene med det arbejde som læge, var jeg sprunget fra for flere år siden,” siger Niels Katballe, der ikke tøver med at udstikke et velment kollegialt råd til andre forskere, der går opfindervejen:

”Gå ikke vejen alene! Find en samarbejdspartner eller flere, så I kan dele opgaverne fornuftigt op. I Peters og mit tilfælde lå det lige for, at jeg tog mig af det lægefaglige, herunder det randomiserede forsøg og godkendelser, risikovurderinger, brugervejledning, præsentationer af projektet og den slags, mens Peter som ingeniør er gået med bl.a. tekniske udfordringer, forretningsforbindelser, regnskaber, patenter og indkaldelse til bestyrelsesmøder. Og set i bagklogskabens klare skær så har det bare fungeret,” siger Niels Katballe i dag.

I øjeblikket er status, at det amerikanske firma arbejder på den produktions- og markedsføringsstrategi, der skal bringe KatGuide ud på hylderne hos alverdens forhandlere af medico-udstyr. Hvad produktet kommer til at koste, har Niels Katballe og Peter Heydorn ingen indflydelse på, for det bestemmer Merit Medical Systems suverænt.

”Jeg er selvfølgelig spændt på, om KatGuide skal sælges billigt til de mange eller dyrt til de få,” siger Niels Katballe, som gætter på, at produktionsprisen ligger på cirka fem kroner pr guide.

”Omvendt er det en teoretisk løsrevet pris, for sagen er jo, at der er investeret både millioner, arbejdstid og en stor del af min og Peters vågne fritid – aftener, weekender og ferier – de sidste otte år, og hvis jeg har lært noget af at gå erhvervsvejen, så er det, at forretning ikke er at forveksle med filantropi,” siger han.

Nu og her glæder Niels Katballe sig over, at KatGuide anbefales frem for pean-metoden i tredje udgave af den toneangivende amerikanske lærebog Emergency Medicine Procedures, der udkommer i december. For lærebøger har, som han siger, større indflydelse på klinisk praksis end mange forskningspublikationer.

”Og så håber jeg selvfølgelig, at jeg snart kan købe min egen opfindelse og bruge den på operationsstuen. Jeg har selvfølgelig et eksemplar af prototypen på mit kontor, men ifl. reglerne må jeg ikke bruge instrumentet, før det er i handelen – så det glæder jeg mig til,” siger Niels Katballe.


Mere om økonomien:

  • Varen produceres, markedsføres og distribueres af Merit Medical Systems. Prisen for KatGuide er ikke fastsat og udmeldt endnu.
  • Køber får en KatGuide, som er et bøjet rør, der indføres i lungehulen, efter at lægen har lavet et hul igennem brystvæggen. Spidsen af guiden peges op eller ned i lungehulen, hvorefter drænet kan føres gennem plasticrøret, altså KatGuiden, og placeres, hvor det præcist ønskes. Se KatGuide userguide på Pleuratechs hjemmeside for mere information.
  • Fortjenesten – hvis det går som håbet et ’pænt to-cifret millionbeløb’ – deles mellem AU, Region Midtjylland, CAPNOVA (som har lånt firmaet penge) og de to idémænd.
  • Det to-cifrede millionbeløb forudsætter, at det går som beskrevet i en såkaldt ’milestone-aftale’, der udløser et beløb ved underskrivelse af kontrakten, et beløb ved salget af første KatGuide samt et beløb, når salget runder et antal millioner amerikanske dollars. De specifikke beløb må ifl. kontrakten ikke oplyses.

Kontakt:

Overlæge, klinisk lektor og ph.d. Niels Katballe
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Aarhus Universitetshospital, Hjerte-, lunge og karkirurgi
Mail: Niels.Katballe@skejby.rm.dk
Mobil: 6168 3931

Forskning, Sundhed og sygdom, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe, Health, Videnskabelig medarbejder, Alle AU-enheder, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Health