Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nobelprismodtager Jens Chr. Skou lægger navn til nyt Biomedicin-byggeri

Navngivningen af det nye byggeri på Institut for Biomedicin er nu faldet på plads. Bygningskomplekset bliver opkaldt efter Jens Christian Skou, som modtog Nobelprisen i 1997. Fredag var dekan Allan Flyvbjerg og institutleder Thomas G. Jensen forbi og overbringe den glade nyhed.

02.09.2014 | Mette Louise Ohana

Det var en veloplagt Jens Christian Skou, som modtog nyheden om, at en bygning bliver opkaldt efter ham. Foto: Maria Randima Brauer Sørensen, AU Kommunikation

Det var en veloplagt Jens Christian Skou, som modtog nyheden om, at en bygning bliver opkaldt efter ham. Foto: Maria Randima Brauer Sørensen, AU Kommunikation

”Det nye byggeri”, som det efterhånden hedder i folkemunde, bliver fremover til ”Skou-bygningen”- opkaldt efter professor emeritus Jens Christian Skou, der har haft sin gang på Institut for Biomedicin siden 1954. Og som trods sine 95 år stadig har kontor på instituttet.

Fredag fik han overbragt nyheden af dekan Allan Flyvbjerg:

”Da vi skulle finde på et navn til bygningen, kom dit op som det første. Det, vi håber, er, at man kommer til at tale om Skou-bygningen, så man husker dig og dine bedrifter igen og igen i fremtiden.”

Rørt Nobelprismodtager

Jens Christian Skou var da også glad for æren.

”Jeg er da rørt over, at de kan blive ved at huske mig. Jeg var altid så imponeret over, at Lauritz (tidligere rektor, red.) altid nævnte at der var en Nobelprismodtager til stede hver eneste gang, der var nogen på universitet. Når nu der kommer en afløser for mig der får en pris, så kan han få lov og overtage,” spøgte Jens Christian Skou.

Jens Christian Skou var desuden meget interesseret i placeringen af den nye bygning, og hvem der skal bo i den.

Forskning med stor betydning

Netop membran-forskningen, som han startede på Aarhus Universitet, vil blive placeret i Skou-bygningen.

”Skou opdagede jo natrium-kalium-pumpen, der er en membran-pumpe, som bl.a. er nødvendig for, at nerveceller kan fungere. Og sidenhen har forskere i Aarhus og mange andre steder i verden studeret, hvordan pumpen kan være involveret i en række forskellige sygdomme. Jens Christian Skou har haft uvurderlig betydning for den sundhedsvidenskabelige forskning ved Aarhus Universitet som helhed og på Institut for Biomedicin i særdeleshed. Det vil vi gerne sige tak for ved at opkalde den nye bygning efter ham,” siger Thomas G. Jensen, institutleder på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.

Der er første spadestik til Skou-bygningen fredag den 5. september, hvor Jens Christian Skou også vil deltage.

Det gamle anatomi-kompleks omdøbes ved samme lejlighed til Einarson-bygningen efter Lárus Einarson, den første professor på Anatomisk Institut, mens Bartholin-bygningen beholder sit navn. 

Administrativt, Ph.d.-studerende, Institut for Biomedicin, Health, Studerende, Teknisk/administrativ medarbejder, Udvekslingsstuderende, Videnskabelig medarbejder