Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Novo Nordisk Fonden udpeger to innovationsambassadører fra Health

Seniorforsker Claus Olesen og lektor Martin Roelsgaard Jakobsen, begge fra Institut for Biomedicin, er udnævnt til Novo Nordisk Foundation Distinguished Innovators. Forskerne skal skabe mere iværksætteri på universitetet og får hver seks mio. kr. til at udvikle deres egne innovationsprojekter.

05.08.2020 | Lise Wendel Eriksen

Claus Olesen (tv) og Martin Roelsgaard Jakobsen er blandt de første Novo Nordisk Foundation Distinguished Innovators. Foto: Lundbeckfonden

Det er første gang, at Novo Nordisk Fonden uddeler innovationsbevillingerne, der over de næste tre år skal give forskerne den fornødne tid til og mulighed for at udforske det kommercielle potentiale i deres forskning, mens de fortsætter deres forskningsaktiviteter på universitetet. Ud over det økonomiske bidrag får Martin Roelsgaard Jakobsen og Claus Olesen også hjælp af eksperter til at modne deres innovationsprojekter.

Samtidig skal de to bevillingsmodtagere agere innovationsambassadører og stimulere til yderligere innovation og iværksætteri på universitetet bl.a. ved at vejlede forskere, undervisere og studerende om innovationsprocesser.

Kommercielt potentiale i Parkinsons-behandling og STING-immunterapi

Claus Olesen bruger sin innovationsbevilling til at udvikle et lille molekyle, der skal føre til et nyt lægemiddel og fremme en paradigmeændrende sygdomsmodificerende behandling af Parkinsons sygdom.

Martin Roelsgaard Jakobsen vil med sit innovationsstipendium udforske forskellige tilgange til den såkaldte STING-baserede immunterapi, der endnu er en videnskabelig ’sort boks’, men har enormt potentiale til at forbedre kræftbehandlingen.

Novo Nordisk Fonden har givet i alt fem excellente forskere titlen ’Novo Nordisk Foundation Distinguished Innovator’.

Omtalen er basseret på Novo Nordisk Fondens pressemateriale.

 

Kontakt

Seniorforsker Claus Olesen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: 61 26 00 35
Mail: ceo@biomed.au.dk

Lektor Martin Roelsgaard Jakobsen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: 26 15 33 69
Mail: mrj@biomed.au.dk

Bevillinger og priser, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Institut for Biomedicin, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Health, Offentligheden/Pressen