Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny bevilling giver rygstød til skleroseforskningen i Aarhus

Lektor Ulrik Dalgas og ph.d.-studerende Morten Riemenschneider fra Aarhus Universitet står i spidsen for et nyt studie, som medfinansieres af en bevilling på 500.000 kr. fra Augustinusfonden. Studiet skal undersøge effekterne af fysisk træning som en tidlig behandlingsstrategi for patienter med multipel sklerose.

12.12.2017 | Simon Byrial Fischel

Et nyt ph.d.-projekt under ledelse af Ulrik Dalgas skal forske i fysisk træning som led i behandlingen af patienter med multipel sklerose.

På Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet forsker Ulrik Dalgas i anvendelsen af fysisk træning i behandlingen af forskellige patientgrupper. Her har han tidligere været med til at vise, at motion er gavnligt for personer med multipel sklerose.

Indtil nu har motion dog hovedsageligt været anvendt til behandling af funktionsnedsættelser og andre symptomer, som indtræder senere i sygdomsforløbet.

I det nye studie vil ph.d.-studerende Morten Riemenschneider gå skridtet videre og se på effekten ved at introducere motion, kort efter diagnosen er stillet. Håbet er, at en tidlig indsats vil hjælpe patienter til et bedre og mere fredeligt sygdomsforløb. Studiet skydes i gang allerede fra januar 2018.

 

Kontakt

Lektor Ulrik Dalgas
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed – Sektion for Idræt
Direkte telefon: 8716 81 76
Mobil: 40123039
Mail: dalgas@ph.au.dk

Bevillinger og priser, Sundhed og sygdom, Ph.d.-studerende, Alle AU-enheder, Health, Talentudvikling, Offentligheden/Pressen, Health, Videnskabelig medarbejder