Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny bevilling til Aarhus Universitet skal gøre os klogere på leddegigt

Over de næste tre år skal læge og ph.d. Stinne Ravn Greisen fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet undersøge, hvorfor leddegigt udvikler sig til en kronisk sygdom. Forskningen er muliggjort af et postdoc-stipendiat fra Lundbeckfonden på 2,1 millioner kroner.

29.10.2018 | Simon Byrial Fischel

Med en bevilling på 2,1 millioner kroner fra Lundbeckfonden skal læge, ph.d. Stinne Ravn Greisen undersøge, hvorfor leddegigt bliver kronisk. Foto: An Van Nguyen, Nuance Foto.

Omkring 50.000 danskere lider af leddegigt, og hvert år kommer mere end 1.300 nye tilfælde til. Leddegigt er en såkaldt autoimmun sygdom, der skyldes, at kroppens immunsystem fejlagtigt angriber raske celler i leddene, som dermed bliver betændte og hæver. Sygdommen er næsten altid kronisk, men hvorfor, ved vi ikke.

Det vil Stinne Ravn Greisen dog forsøge at lave om på. Hun forsker i autoimmun sygdom ved Institut for Biomedicin, og med sit nye treårige postdoc-stipendiat vil hun bruge leddegigt som model for at opnå en større forståelse af autoimmunsygdomme generelt.

Håbet er at kunne finde nogle markører, der tidligt i sygdomsforløbet kan forudsige hvilke patienter, der får den sværeste grad af leddegigt. På længere sigt kan der blandt disse markører findes nye muligheder for skræddersyet behandling af både leddegigt og andre autoimmunsygdomme.


Kontakt
Læge og ph.d. Stinne Ravn Greisen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Telefon: 87 16 72 64
Mail: srg@biomed.au.dk

Navnenyt, Forskning, Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Bevillinger og priser, Sundhed og sygdom, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Biomedicin, Administration (Faglighed)