Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny doktor forsker i bedre behandling til nyrepatienter

Lektor Rikke Nørregaard fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har forsvaret sin doktordisputats og kan nu kalde sig dr.med. Hun forsker i nyresygdomme og nyrernes funktion i håbet om at hjælpe nyrepatienter til bedre behandling.

14.04.2020 | Sabina Bjerre Hansen

Rikke Nørregaard

Rikke Nørregaard er ny dr.med. på Institut for Klinisk Medicin. Foto: AUH.

Kroniske nyresygdomme påvirker omkring ti procent af befolkningen og er en væsentlig dødsårsag verden over. Mange patienter med kroniske nyresygdomme rammes af betændelsestilstande, som forårsager, at det normale nyrevæv erstattes med arvæv, også kaldet fibrose. Når det sker, nedsættes nyrernes funktioner, og patienterne må i værste fald i behandling med dialyse eller nyretransplanteres.

I sin doktordisputats undersøger Rikke Nørregaard nyrernes funktioner hos patienter både ved medfødte og tilstødte nyresygdomme, hvor urinafløbet er forhindret. Det er det bl.a. hos patienter med nyresten, kræft i urinvejene eller forstørret prostata, og hos patienter med medfødte urinvejsmisdannelser, som er den hyppigste årsag til nyresvigt hos børn.

Rikke Nørregaard håber, at øget forståelse af specifikke cellulære mekanismer på længere sigt fører til nye behandlingsmuligheder for patienter med fremskredne kroniske nyresygdomme.

Kontakt

Lektor, dr.med. Rikke Nørregaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, De Kirurgiske Forskningslaboratorier
Mobil: 20 86 20 00
Mail: rn@clin.au.dk

Navnenyt, Sundhed og sygdom, Offentligheden/Pressen, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Videnskabelig medarbejder, Ekstern målgruppe