Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny enhed skal styrke indsatsen overfor erhvervssamarbejde

Enheden Erhvervssamarbejde og Teknologioverførsel skal give en mere sammenhængende service til brugerne indenfor ex. samarbejde med virksomheder.

16.06.2015 | John Westensee

En udløber af forandringsprocessen har været, at Technology Transfer Office (TTO) og Center for Entreprenørskab og Innovation (CEI) er bragt sammen i den nye enhed Erhvervssamarbejde og Teknologioverførsel under det nye vicedirektørområde Forskning og Eksterne Relationer. Formålet har været at samle de erhvervsrettede services i fællesadministrationen for at kunne levere en endnu bedre service til de faglige miljøer på AU i forhold til indsatsen overfor erhvervssamarbejde. Samtidig kommer den nye enhed til at indgå i paletten af services fra det nye vicedirektør-område. Enheden skal give en sammenhængende service til brugerne, så f.eks. forskningsprojekter i samme ombæring kan få støtte til forskermobilitet, ansøgning, samarbejde med virksomheder og formidling.

Enheden består i første omgang af fire teams:

  • Erhvervsrelationer
  • Videniværksætteri (inkl. Studentervæksthus Aarhus)
  • Forretningsudvikling
  • Kontrakter

Lige nu bidrager enheden til indsatsen overfor samarbejde med både store virksomheder og små og mellemstore virksomheder. Derudover arbejdes der med facilitering af et internt netværk af erhvervsambassadører, erhvervsudvalg, alumner, EVU, nationale centre m.fl.

Enheden har nu fået sin funktionschef, og valget er faldet på Anette Poulsen Miltoft, som hidtil har været teamleder for juristerne i TTO. Anette har tiltrådt sin stilling den 1. juni 2015, og hun får et stort ansvar for at udvikle samarbejdet med brugerne på AU og med Region Midtjylland.

Administrativt, Teknisk/administrativ medarbejder, Enhedsadministration, Alle AU-enheder, Videnskabelig medarbejder, Ph.d.-studerende