Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny erkendelse medførte ændret estimat af kvælstofudledning kort efter udgivelse af NOVANA rapport

I sagen om ændret estimat af kvælstofudledning har institutleder Peter Henriksen fra Bioscience i flere medier forklaret, at der ikke tale om en regnefejl, men derimod om justering af den anvendte model, der betyder, at man kan forbedre beregningsgrundlaget for udledningsestimatet.

24.01.2020 | Sys Christina Vestergaard

Det bekræfter seniorrådgiver Hans Thodsen, forfatter på det notat (se nedenfor), som har ført til en ny debat om kvælstofudledning til havet.

”Vi fandt ud af, at beregningsgrundlaget kunne være bedre. Kort sagt var vores nye konklusion, at nogle af målestationerne, som vi brugte til at beregne det, vi kalder en bias-korrektion i vores beregningsmodel, ikke var velegnede til formålet. Derfor var der brug for at ændre  målestationsgrundlaget til den del af beregningen. Der er ikke tale om en decideret regnefejl,” forklarer Hans Thodsen og uddyber:

- Vi har i bund og grund fundet en bedre måde at estimere kvælstofudledningen på. Vi har justeret enkelte parametre for at forbedre metoden, og det giver forskydningerne i udledningsestimatet.

Erkendelsen af at der var behov for en revideret opgørelsesmetode kom lige efter udgivelse af rapporten ”Vandløb 2018” (som udgør en del af årets NOVANA-rapporter).

Det er en meget uheldig timing i forhold til, at vi lige har udgivet årets NOVANA-rapporter. Men vi fandt det rigtigst at udgive det nye notat med de ændrede estimater, så snart vi havde dem – fremfor at vente næsten et år, til vi igen skulle oplyse et estimat i de næste NOVANA-rapporter, siger Peter Henriksen.

Hans Thodsen og Henrik Tornbjerg fra Institut for Bioscience er i gang med at gennemgå estimaterne for udledning af fosfor på baggrund af den reviderede opgørelsesmetode.                               

Administrativt, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Forskning, Forskning