Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny forskning øger chancer for brystkræftpatienter

Et nyt ph.d.-projekt fra Aarhus Universitet, Health, viser, at flere kvinder opereret for brystkræft overlever, hvis de får strålebehandling af lymfeknuderne langs brystbenet efter operationen.

18.03.2015 | Lotte Fisker Jørgensen

Læge og ph.d.-studerende LiseThorsen, Institut for KliniskMedicin på Aarhus Universitet, står bag undersøgelsen.

Læge og ph.d.-studerende LiseThorsen står bag undersøgelsen.

Flere kvinder kan overleve brystkræft, hvis også lymfeknuderne får strålebehandling. Det viser et nyt ph.d-projekt, der har fulgt 3071 kvinder opereret for brystkræft med spredning til armhulens lymfeknuder i årene 2002-2006. Patienter med kræft i højre bryst fik strålebehandling, der omfattede lymfeknuderne langs brystbenet, mens disse lymfeknuder blev udeladt i strålebehandlingen hos patienter med kræft i venstre bryst for at undgå bestråling af hjertet.

”Strålebehandling af lymfeknuderne medførte, at færre patienter fik tilbagefald og døde af brystkræft, så det er selvfølgelig et vigtigt fremskridt for denne patientgruppe,” siger læge og ph.d.-studerende Lise Bech Jellesmark Thorsen, der står bag projektet.

Efter otte år var 76,1% af patienter, der fik strålebehandling til lymfeknuderne langs brystbenet, stadig i live. Til sammenligning overlevede kun 72,6% af patienter, der ikke fik strålebehandling til disse lymfeknuder.

Forbedret behandling

Resultaterne af studiet har da også allerede medført, at alle danske patienter med brystkræft, der har spredt sig til armhulens lymfeknuder, nu får tilbudt hjerte-skånende strålebehandling af lymfeknuderne langs brystbenet, fortæller Lise Bech Jellesmark Thorsen.

Forsvaret af ph.d.-projektet er offentligt og finder sted den 25. marts kl. 14.00 i Patologisk Auditorium, Aarhus Universitetshospital. Titlen på projektet er: ”Internal mammary node irradiation in early node-positive breast cancer”.

 


 

 

Yderligere oplysninger

Ph.d.-studerende Lise Bech Jellesmark Thorsen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Eksperimentel Klinisk Onkologi
Telefon: 7846 2631
liseb@oncology.au.dk

Forskning, Sundhed og sygdom, Offentligheden/Pressen, Institut for Klinisk Medicin, Health, Videnskabelig medarbejder, Ekstern målgruppe, Ph.d.-studerende