Det bliver tandlæge, ph.d. og lektor Siri Beier Jensen, der skal stå i spidsen for det netop fusionerede Institut for Odontologi og Oral Sundhed på Aarhus Universitet. Hun tiltræder som institutleder 1. august 2016 og kommer fra en lektorstilling på Københavns Universitet.
19.05.2016 |
44-årige Siri Beier Jensen er uddannet cand.odont. fra Københavns Universitet i 1998 og arbejdede de følgende 2½ år som tandlæge i privat praksis. Herefter vendte hun tilbage til Københavns Universitet og indledte en femten-årig forskerkarriere – først som ph.d. (2006), adjunkt og senest som lektor ved Sektion for Oral Medicin.
Frontfigur i fusionsproces
Når Siri Beier Jensen træder ind ad døren på Aarhus Universitet, bliver det ikke kun som ny institutleder, men også som chef for et helt nyt institut. Aarhus Universitets bestyrelse vedtog i december 2015 fusionen af Institut for Odontologi og Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere (SKT).
”Det bliver en stor og spændende opgave at få fusionen til at gå op i en højere enhed. Vi skal ikke kun have det logistiske og praktiske til at passe sammen, men også have forskellige kulturer til at mødes og samarbejdet til at fungere i synergi. Det bliver en fordringsfuld proces, men jeg er overbevist om, at det er den helt rigtige vej at gå”, fortæller Siri Beier Jensen.
Fusionen og det nye institut, der får navnet Institut for Odontologi og Oral Sundhed, træder formelt i kraft med Siri Beier Jensens tiltrædelse den 1. august 2016.
Tværfagligt samarbejde er et hjertebarn
Siri Beier Jensens faglige fokus omhandler forskning i tand- og mundhulekomplikationer som følge af kræftbehandling. En forskning, hun nu skruer ned for, for at hellige sig lederskabet i Aarhus:
”Det er et hjertebarn i min egen forskning at have et tæt samarbejde og videndeling på tværs af faggrupper. Min erfaring er, at alle kan bidrage, og det styrker forståelsen af de kliniske problemstillinger at indgå i tværfagligt samarbejde, som i sidste ende er til stor gavn for patienterne,” siger Siri Beier Jensen og fortsætter:
”Derfor er det for mig også både logisk og helt naturligt at samle hele mundplejeteamet allerede under uddannelsen, som det nu sker med Institut for Odontologi og Oral Sundhed. Dét vil jeg meget gerne være med til at fuldføre, og jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet sammen med ledere og medarbejdere på instituttet.”
Visionær og ambitiøs
I sin forskningskarriere har Siri Beier Jensen bl.a. været gruppeleder for det internationale, tværfaglige behandler- og forskernetværk, Oral Care Study Group, Multinational Association of Supportive Care in Cancer/International Society of Oral Oncology. Forskernetværket udfører systematiske litteraturgennemgange og udvikler på den baggrund evidensbaserede kliniske retningslinjer for forebyggelse og behandling af mundhulebivirkninger af kræftbehandling. Styrken i dette samarbejde har netop været de mange forskellige faglige vinkler bestående af eksempelvis specialister inden for mundpleje (tandlæger, tandplejere, oral medicin og patologi, tand-, mund-, og kæbekirurger), kræftlæger, kræftsygeplejersker, diætister, fysioterapeuter, ergoterapeuter, epidemiologer og biostatistikere.
Det er bl.a. erfaringerne fra det tværfaglige forskningssamarbejde kombineret med den forskningsmæssige tyngde, der er medvirkende årsager til, at et enigt ansættelsesudvalg har peget på Siri Beier Jensen som ny institutleder.
”Jeg er meget glad for og helt tryg ved, at det er Siri Beier Jensen, der skal stå i spidsen for det nye tandfaglige institut. Med fusionen er vi i gang med at betræde helt nye stier i Danmark, og det kræver en visionær, ambitiøs og faglig kompetent leder. Vi har fundet den helt rigtige kandidat til jobbet, og jeg glæder mig til samarbejdet,” siger sundhedsdekanen på Aarhus Universitet, Allan Flyvbjerg.
Siri Beier Jensen overtager institutlederskabet efter de to konstituerede ledere på hhv. Odontologi og SKT, Eva Karring og Anne B. Christensen.
Yderligere oplysninger
Dekan, Allan Flyvbjerg
Aarhus Universitet, Health
Mobil: 5177 9548
dean.health@au.dk