Christina Lund Højfeldt er barselsvikar for Sabina Bjerre fra AU KOM, Health
22.12.2014 |
Mit navn er Christina Lund Højfeldt. Jeg er 37 år og bor i Højbjerg med min mand Anders og vores to børn, Frederik og Marie. Jeg er uddannet cand.ling.merc. i virksomhedskommunikation i 2006 fra det tidligere Aarhus School of Business. Fra den 8. december 2014 og frem til 31. december 2015 skal jeg være Sabina Bjerre Hansens barselsvikar i AU KOM, Health.
Jeg skal primært arbejde med intern kommunikation på Health, for eksempel i forbindelse med meddelelser/nyheder på Healths hjemmesider, nyhedsbrevet INside Health og forskellige interne projekter. Derudover bliver det min opgave at koordinere oversættelse, løse forskellige administrative opgaver i afdelingen og yde kommunikationsfaglig support og rådgivning til fakultetssekretariatet.
Inden jeg startede i Sabinas barselsvikariat har jeg været på barsel og efterfølgende nydt en periode hjemme med tid til børnene, frivilligt arbejde for Røde Kors og videreuddannelse som systemisk coach hos Rambøll. Som nyuddannet startede jeg som forretningsudvikler i Danske Bank, og efterfølgende arbejdede jeg 6 år for Vestas som kommunikationskonsulent med særligt fokus på forandringskommunikation i forbindelse med organisations- og kulturændringer.
Jeg har glædet mig meget til at starte på AU, da jeg synes universitetet er i gang med en spændende udvikling både organisatorisk og kommunikationsmæssigt. Samtidig er jeg blevet mødt af en masse skønne kollegaer og en kultur, som er både hjertelig og varm. Jeg er helt sikker på, at jeg får en lærerig tid i AU KOM, Health og glæder mig til i den kommende tid at hilse på alle mine nye kollegaer og samarbejdspartnere.