Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny model for udpegning af eksterne bestyrelsesmedlemmer sendes i høring

Bestyrelsen har tilsluttet sig forslaget til den model, der fremadrettet skal ligge til grund for at udpege nye eksterne medlemmer til Aarhus Universitets bestyrelse. Forslaget sendes nu i høring internt.

02.03.2018 | Camilla Schrøder

Uddannelses- og Forskningsministeriet har med en ændring i universitetsloven pålagt alle landets universiteter at udvikle en ny model for, hvordan man udpeger eksterne medlemmer til bestyrelsen. Det er sket ud fra et politisk ønske om at give ”bedre rammer for god ledelse” på universiteterne.

AU’s bestyrelse har nu tilsluttet sig et forslag til en model, der tilgodeser de nye lovkrav om et fast udpegningsorgan og et indstillingsorgan.

Den nye model medfører en ændring af Aarhus Universitets vedtægt, og forslaget til ændret vedtægt er netop sendt til høring hos de akademiske råd, fakultetsledelserne, herunder også institutlederne, hovedsamarbejdsudvalget (HSU) samt de studenterpolitiske organisationer.  

Af den ændrede vedtægt fremgår det, at udpegningsorganet har til opgave at udpege bestyrelsesformanden og de øvrige eksterne bestyrelsesmedlemmer, mens indstillingsorganet efter åbne opslag indstiller kandidater til brug for udpegningen.

Med de ændrede lovkrav har universitetet hovedsageligt indflydelse på, hvordan man finder de 5-7 eksterne medlemmer, der ifølge den nye lov skal sidde i udpegningsorganet. Her foreslår Aarhus Universitet, at repræsentanterne udpeges af forskellige organer, der til sammen afspejler universitetets sammensætning og interesser.

Fristen for høringssvar er den 21. marts. Bestyrelsen tager i april endelig stilling til den ændrede vedtægt, som herefter skal godkendes af ministeriet. Det forventes, at såvel udpegnings- som indstillingsorgan kan nedsættes i juni.

Se mere på UFM’s temaside Lov om ændring af universitetsloven - Bedre rammer for ledelse

 

 

Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Universitetsledelsens Stab, Politik og strategi