Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny politik for underviseres kompetenceudvikling er på vej

En undersøgelse af undervisernes pædagogiske kompetencer på Health viser en positiv udvikling. Samtidig er der behov for at styrke undervisernes kompetencer inden for bl.a. digital undervisning samt kursus- og moduldesign. Næste skridt er en ny politik for kompetenceudvikling.

05.10.2021 | Eva Kristina Hindby Koszyczarek

957 undervisere på Health har besvaret et spørgeskema, hvor de vurderer deres pædagogiske kompetencer. Undersøgelsen viser - ud over positive tendenser - et behov for at styrke undervisernes kompetencer inden for en række områder. Foto: Lars Kruse, AU Foto

957 undervisere på Health har besvaret et spørgeskema, hvor de vurderer deres pædagogiske kompetencer. Undersøgelsen viser - ud over positive tendenser - et behov for at styrke undervisernes kompetencer inden for en række områder. Foto: Lars Kruse, AU Foto

Underviserne på Health rapporterer i en undersøgelse et stærkere kendskab til vigtige undervisningsaktiviteter som vejledning, forelæsning og undervisning af mindre grupper sammenlignet med samme undersøgelse fra 2016.

Undersøgelsen, der gennemføres hvert fjerde år, viser desuden flere positive tendenser i undervisernes vurderinger af egne pædagogiske kompetencer, f.eks. i forhold til kendskabet til læringsmål og nye undervisningstrends.

Der er potentiale for kompetenceløft

Den peger dog også på en række opmærksomhedspunkter. Knap 40 % af underviserne mener f.eks. ikke, at de har de rette værktøjer til at lave god digital undervisning, og de føler sig mere usikre, når de underviser digitalt.

Desuden angiver halvdelen, at de har et begrænset kendskab til kursus- og moduldesign, og det udgør en væsentlig udfordring i forhold til at skabe en rød tråd og ensartethed igennem undervisningsforløb.

Undersøgelsen viser også, at der er stor forskel i tid brugt på undervisningsaktiviteter og konfrontationstimer på tværs af stillingskategorier. I gennemsnit bruger en underviser knap ni timer om ugen på undervisningsaktiviteter, men junior-VIP bruger generelt færre timer.

”Pædagogiske kompetencer udvikles gennem egne erfaringer med undervisning. Derfor bør der være en øget opmærksomhed på sparring med og supervision af junior-VIP i forbindelse med undervisningsaktiviteter,” siger prodekan for uddannelse Lise Wogensen.

Kompetenceudvikling skal sikre en høj uddannelseskvalitet

Ifølge Lise Wogensen er undersøgelsen et vigtigt værktøj for det videre arbejde med undervisernes kompetenceudvikling.

”Vi skal sikre en høj uddannelseskvalitet på fakultetet ved at opretholde et højt niveau af undervisernes pædagogiske kompetencer. Generelt har vi et meget højt niveau, men undersøgelsen er vigtig, fordi den peger på, hvilke områder vi har behov for at løfte,” siger Lise Wogensen og fortsætter:

”Universitetet står over for at implementere en ny bekendtgørelse, der bl.a. omhandler underviseres kompetenceudvikling, og her kan vi bruge undersøgelsens resultater. Vi skal sikre et fortsat fokus på at udvikle undervisernes pædagogiske kompetencer til gavn for både undervisere og studerende.”

Den nye bekendtgørelse om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter trådte i kraft i januar 2020. I bekendtgørelsen fremgår det bl.a., at universitetet skal sikre, at videnskabeligt personale, der varetager undervisning, har de fornødne pædagogisk-didaktiske kompetencer til at løfte deres konkrete undervisningsopgaver.

En arbejdsgruppe på Aarhus Universitet har netop udarbejdet en rapport med anbefalinger til, hvordan universitetet kan indarbejde og indfri kravene i bekendtgørelsen.

Næste skridt er, at Uddannelsesudvalget skal læse rapportens anbefalinger og tage stilling til dens videre skæbne, hvorefter dette bliver forelagt Universitetsledelsen.

Fakta om undersøgelsen af underviseres pædagogiske kompetencer på Health:

  • Undersøgelsen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt alle undervisere på Health
  • Undersøgelsen blev foretaget i perioden oktober-december 2020
  • Undersøgelsen er baseret på 957 besvarelser, hvilket svarer til 47 % af de adspurgte
  • Undersøgelsens resultater er udgivet i 2021
  • Undersøgelsen gennemføres hvert fjerde år for at måle på udviklingen
  • Læs hele undersøgelsen

Læs også Bekendtgørelse om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter

Kontakt

Ph.d. og lektor Mette Krogh Christensen
Aarhus Universitet, Centre for Educational Development - CED - Undervisningsudvikling
Mail: mette.k.christensen@au.dk
Mobil: 9350 9038

Prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach
Aarhus Universitet, Health
Mail: lwb@au.dk  
Mobil: 2548 8522

Uddannelse, Offentligheden/Pressen, Health, Health, Ph.d.-studerende, Institut for Biomedicin, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Folkesundhed, Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin