Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny rapport: Familielivets udfordringer – en undersøgelse af viden og indsatser på familieområdet

Center for Sundhedssamarbejde ved Aarhus Universitet lancerer med støtte fra Nordea-fonden en rapport, der undersøger udfordringer i forbindelse med familiedannelse og kortlægger indsatser på familieområdet.

16.01.2017 | Signe Herbers Poulsen

Rapportens formål

Rapporten ”En familie dannes” præsenterer en undersøgelse af familiedannelse i Danmark anno 2016. Formålet er at undersøge hvilke udfordringer nutidens familier står overfor når familien dannes og i årene med små børn. Rapporten bidrager med en række konkrete forslag til fremtidige indsatsområder, som kan understøtte det gode danske familieliv. Rapporten er udarbejdet af Center for Sundhedssamarbejde ved Aarhus Universitet med støtte fra Nordea-fonden.

Indsatser på familieområdet

Vi støtter gode liv, og vi ved, at familiedannelsen og barnets første leveår er særdeles afgørende for barnets videre liv. For os som fond er det vigtigt at afdække, hvilke indsatser der eksisterer på familieområdet samt hvor der er behov for at sætte ind med nye initiativer. Rapporten giver os, og de mange andre aktører på området, et nyttigt ”kort over landskabet”. Sådan siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden. 

Familier er udfordrede og opsøger hjælp for sent

Rapporten peger på, at det er en væsentlig livsændring at etablere familie. Kontrasterne mellem at være par og familie er på mange områder blevet større end nogensinde. Vi får børn senere i livet, og begge forældre er typisk på arbejdsmarkedet og har en stor grad af individuel frihed. Hensynet til et nyfødt barn skaber for mange en presset hverdag, hvor det kan være svært at finde balancen mellem familiemedlemmers behov og interesser, tid til ro og nærvær i familien samt leve op til samfundsmæssige og kulturelle krav om at bidrage til vækst og leve sundt mv. Herudover har mange forældre store forventninger til familielivet og de mange modsatrettede råd om forældreskabet bidrager til usikkerhed og frustrationer. Forestillingen om det perfekte familieliv holdes i live, især via de sociale medier og svarer for mange ikke til den virkelighed de oplever.

Undersøgelsen viser, at parforholdet – kernen i familien – er særligt udfordret. Problemer i parforholdet er tabubelagte, og hjælpen opsøges for sent.

Familiebrud og nye familieformer

For nogle familier bliver udfordringerne så store, at familien går i opløsning. Knap hver andet par bliver skilt, og hvert tredje barn vil i den tidlige opvækst opleve at deres forældre går fra hinanden. Mange forældre har svært ved at kommunikere med hinanden efter et brud, og forældrenes konflikter er den skilsmissefaktor, som er væsentligst for barnets mentale sundhed. De nye familieformer, der opstår som følge af at brudte familier danner nye familier, kan være særligt udfordrende på grund af de nye komplekse relationer i den sammensatte familie – og i mange tilfælde synes denne overgang sværere for børnene end selve skilsmissen.

Hvordan skaber vi robuste familier og håndterer familiebrud bedst muligt?

På baggrund af undersøgelsens resultater præsenterer rapporten 22 konkrete anbefalinger, der kan styrke familiedannelse og familielivets udfordringer. Professor Carsten Obel, direktør i Center for Sundhedssamarbejde, udtaler i den forbindelse:

”Med rapporten vil vi gerne bidrage med viden til, hvordan vi bedst kan understøtte sunde og robuste familier, der kan håndtere familielivets udfordringer. Der er et særligt behov for, at vi åbent italesætter familielivets udfordringer, styrker netværket omkring familien og arbejder forebyggende. Og der er behov for, at vi sikrer at de unge familier får del i den kollektive viden, vi har på området.”   

Temadag den 14. marts 2017 om ”Det moderne familieliv”

Den 14. marts 2017 afholder Center for Sundhedssamarbejde ved Aarhus Universitet en tema-dag om ”Det moderne familieliv” med udgangspunkt i rapportens resultater. Formålet med dagen er at dele viden og erfaringer om de udfordringer mange moderne børnefamilier oplever samt diskutere konkrete tiltag til at understøtte familielivet i en travl hverdag. Arrangementet finder sted i Aarhus på Dokk1.

Vi inviterer både familier, fagfolk og andre interesserede til en levende debat ud fra korte alment tilgængelige oplæg fra eksperter og fagfolk. Temadagen er gratis og alle er velkomne.

Programmet er under udvikling, læs mere om dagen her

Tilmelding: https://auws.au.dk/Det_moderne_familieliv

Hent rapporten: En familie danne - En undersøgelse af viden og indsatser på området


Kontakt

Carsten Obel, direktør Center for Sundhedssamarbejde ved Aarhus Universitet,
Telefon: 29 42 84 05
Mail: co@au.dk

Tine Wickers, kommunikationschef Nordea-fonden,
Telefon: 40 70 37 84
Mail: tw@nordeafonden.dk

Forskning, Susa, Susa, Alle grupper, Samarbejde