Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny test kan redde mænd fra overbehandling for kræft i prostata

Forskere fra Aarhus Universitetshospital udvikler ny metode, der skal hindre, at op mod 90 procent af prostatakræft-patienterne overbehandles.

07.08.2013 | Lars Elgaard Pedersen, Aarhus Universitetshospital

Forskere fra Molekylær Medicinsk Afdeling (MOMA) ved Aarhus Universitetshospital og Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet har udviklet en ny test, der kan bruges til at skelne mellem aggressiv og godartet prostatakræft.

Prostatakræft er den hyppigste cancersygdom hos danske mænd med mere end 4000 nye tilfælde hvert år. Der findes i dag ingen sikre metoder til at skelne mellem aggressiv prostatakræft, som kræver hurtig behandling, og godartede former for prostatakræft, som en mand vil kunne leve med i resten af sit liv uden væsentlige symptomer.

9 ud af 10 kan undgå operation

Mange mænd opereres derfor for prostatakræft, selv om de reelt ikke har behov for eller gavn af behandlingen. De mest almindelige bivirkninger ved operationen er inkontinens (svært ved at kontrollere vandladning) og manglende evne til at få rejsning.

”Op imod 90 procent - eller 9 ud af 10 - kunne måske undgå operation, hvis vi havde bedre tests til at afgøre sygdommens aggressivitet,” siger professor Torben Ørntoft.

Forskerne har i mange år indsamlet væv fra prostatakræft-patienter til en biobank og har udnyttet de mange års opfølgning til at studere, hvilke mænd det går godt, og hvilke mænd det går dårligt. Derefter er en ny test blevet undersøgt for, om den kan skelne imellem de to former for prostatakræft.

Overbevisende resultater

Den nye test undersøger en række kemiske ændringer i arvemassen, som forekommer i særlig høj grad i kræftceller. Ved at måle niveauet af disse kemiske ændringer på bestemte steder i arvemassen er forskerne nu blevet i stand til at forudsige, hvor alvorlig sygdommen er.

”Testen har vist sig at være meget præcis, og resultaterne er så overbevisende, at de nu bliver præsenteret i verdens førende tidsskrift for kræftbehandling,” siger Torben Ørntoft.

Aarhus Universitet har søgt om patent på den nye test, som i fremtiden skal bruges til at vejlede læger bedre om, hvor aggressiv kræften er, og om operation er nødvendig, eller man blot kan følge patienten i nogle år. 


Fakta

Resultaterne offentliggøres i det førende internationale tidsskrift Journal of Clinical Oncology. Projektet er udført af post.doc. Christa Haldrup, lektor Karina Dalsgaard Sørensen og professor Torben F. Ørntoft fra Molekylær Medicinsk Afdeling (MOMA) ved Aarhus Universitetshospital i samarbejde med forskere fra Urinvejskirurgisk Afdeling og Patologisk Institut på Aarhus Universitetshospital, foruden samarbejdspartnere i Schweiz, Tyskland og Finland.

Arbejdet er finansieret af John og Birthe Meyers Fond, Kræftens Bekæmpelse, Det Strategiske Forskningsråd og Lundbeckfonden, der har støttet professor Ørntofts forskning igennem en årrække og dermed skabt fundamentet for dette gennembrud.

Reference: Haldrup C, Mundbjerg K, Vestergaard EM, Lamy P, Wild P, Schulz WA, Arsov C, Visakorpi T, Borre M, Høyer S, Ørntoft TF, and Sørensen KD. DNA methylation signatures for prediction of biochemical recurrence after radical prostatectomy of clinically localized prostate cancer. J Clin Oncol 2013 (in press).


Yderligere oplysninger

Professor Torben Ørntoft
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Molekylær Medicinsk Afdeling (MOMA)
Mobiltelefon: 2819 2680
Privat telefon: 8615 6201
orntoft@ki.au.dk

Forskning, Alle grupper, Health, Health, Sundhed og sygdom, Institut for Klinisk Medicin