Aarhus Universitet har netop færdiggjort en dybdegående undersøgelse af kvaliteten i universitetets ph.d.-forløb. Undersøgelsen skal bruges til at udvikle ph.d.-uddannelsen.
04.02.2014 |
Får de studerende det optimale ud af ph.d.-forløbet? Får universitetet det optimale ud af den kort- som langsigtede investering, uddannelse af ph.d.er er?
“De spørgsmål ville vi have svar på, og derfor satte vi sidste år gang i en grundig undersøgelse. Vi har brug for svarene for at skabe de bedste vilkår og tilrettelægge forløbene optimalt. Ph.d.erne har afgørende betydning for universiteterne - de er en vigtig ressource som ph.d.-studerende, men som universitet er vores ansvar ikke mindst at tænke på den lange bane og sikre fødekæden af dygtige folk til at føre forskningen og udviklingen videre både på AU og andre steder”, siger dekan Svend Hylleberg, der også er ansvarlig for talentudviklingen på Aarhus Universitet.
Med mere end 2.000 indskrevne ph.d.-studernede har Aarhus Universitet fordoblet antallet af ph.d-studerende på 10 år, og i 2011 indførte universitetet en ny organisering og administration af ph.d-uddannelsen. På den baggrund satte Aarhus Universitet i 2013 en undersøgelse i gang for at få et detaljeret billede af, hvad der ifølge de ph.d.-studerende skal til for at gøre det højtspecialiserede uddannelsesforløb så godt som muligt.
Undersøgelsen dækker alle fire ph.d.-skoler, og med en svarprocent på 80 har dekaner, institutledere, ph.d.-skoleledere og ph.d.-ansvarlige fået et detaljeret billede af, hvordan de ph.d.-studerende oplever deres forløb.
”Jeg er meget tilfreds med den grundige undersøgelse. Vi har et virkeligt godt afsæt for at udvikle vores ph.d.-uddannelser på alle fire hovedområder på det her grundlag. Der er store forskelle på deres vilkår, og det afspejler undersøgelsen,” siger Svend Hylleberg.
Der er forhold, der fungerer, og der er forhold, der kan og skal forbedres. Han understreger, at undersøgelsen viser, at selvom ph.d. uddannelsen på Aarhus Universitet er god, er der også forhold der kan forbedres, og det vil blive gjort.
”Billedet, der tegnes, er nuanceret, og nu må hvert hovedområde og ph.d.-skole gå i gang med at drøfte, hvordan det kan bruge resultaterne til at optimere de lokale forløb,” forklarer han.
Processen med at lave handleplaner for udvikling af ph.d.-forløbene går i gang med det samme på alle fire hovedområder, deres ph.d.-skoler og på de 27 institutter.
Rapporten er udarbejdet som et forskningsprojekt af Center for Undervisning og Læring, Aarhus Universitet.
Hele undersøgelsen kan læses her
Spørgsmål:
Spørgsmål om undersøgelsen rettes til lektor Gitte Wichmann-Hansen, gwhansen@tdm.au.dk
Spørgsmål om ph.d.-uddannelsen og opfølgning på undersøgelsen rettes til Svend Hylleberg, sh@sam.au.dk