Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nye ansigter hos INNO-X Healthcare

En stigende efterspørgsel på uddannelser i behovsdrevet innovation og et udviklingsprojekt om E-læringsmateriale, betyder at der er travlt hos INNO-X. Vi har derfor tilføjet to nye medarbejdere, Camilla Sti Andersen og Kathrine Arlander.

22.05.2017 | Niels Skjødt

De to nye medarbejdere hos INNO-X Healthcare, Camilla Sti Andersen (tv.) og Kathrine Arlander (th.).

De to nye medarbejdere skal bidrage til, at INNO-X kan følge med den stigende interesse for enhedens uddannelser i og oplæg samt workshops om behovsdrevet innovation og samtidig optimere og udvikle forløbene.

Fremtidens undervisning

På de forskellige kurser hos INNO-X er videobaseret online undervisning, såkaldt E-læring, en integreret del. For at denne del kan stå endnu stærkere, har vi kastet os over at skabe nyt E-læringsmateriale. Et projekt hvor Kathrine Arlander skal finde frem til den helt rigtige løsning for INNO-X.

“E-læring kommer til at spille en mere central rolle for læring og uddannelse i fremtiden end den allerede gør,” lyder det fra Kathrine Arlander, “så det er spændende at være med til at udvikle E-læringsmateriale fra bunden af med alt hvad det indebærer af behovsafdækning og pretotyping.”

Kathrine er ekspert i grafisk facilitering, uddannet i oplevelsesøkonomi fra Aarhus Universitet og har erfaring med at undervise alt fra folkeskoleelever til universitetsstuderende i innovation.

Øget efterspørgsel

Camilla Sti Andersen har praktisk erfaring med innovation fra en stilling som innovationskonsulent og har akademisk viden om feltet. I en rolle som udviklingskonsulent skal hun bidrage til optimering og udvikling af eksisterende og nye kursusforløb. Fremtidige kursister vil også møde hende som underviser.

"Det er yderst interessant at være med til at uddanne mennesker i innovation og på den måde være med til at påvirker de organisationer, de bevæger sig i," siger Camilla Sti Andersen om sin funktion ved INNO-X.

Et perfekt match

Med ansættelsen af Kathrine Arlander og Camilla Sti Andersen er INNO-X oppe på syv tilknyttede medarbejdere. Og spørger man daglig leder, Sys Zoffmann Glud, er hun meget tilfreds med de nyeste medlemmer.

“Camilla og Kathrine er med deres kompetencer og erfaringer som skræddersyede til at løfte INNO-X yderligere,” siger Sys Zoffmann Glud og afslutter: “Vi er glade for at vi kunne tilknytte to så kompetente individer til vores team.”

Navnenyt, Administration (Faglighed), Teknisk/administrativ medarbejder, Innox, Innox, Administrativt, Videnskabelig medarbejder