Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nye EDU-IT-projekter søsættes på AU

19 nye projekter på Aarhus Universitet har netop fået bevillinger fra EDU-IT-satsningens puljemidler for 2020. De kommende indsatser er endnu et skridt i den rigtige retning for den teknologiske udvikling af undervisningen på AU.

29.01.2020 | Camilla Schrøder

Foto: Anders Trærup

For AU blev året skudt i gang med udsigt til endnu flere eksperimenter med digitale læringsteknologier i undervisningen. I alt 19 projekter har fået del i de godt 2,5 millioner kroner, som Udvalget for Uddannelse har allokeret til EDU-IT-projekter i 2020.

Det er tredje gang, at midlerne uddeles som en del af universitetets samlede EDU-IT-satsning. Prorektor Berit Eika, som står i spidsen for satsningen, glæder sig over udviklingen.

”Det er en stor fornøjelse, at så mange griber muligheden for at udvikle potentialet i at understøtte undervisningen med nye læringsteknologier. Gennem de seneste tre år har vi set spændende og lærerige initiativer vokse frem over alt på universitetet. Det er vejen frem, og det kommer til at gøre os kloge på, hvad der virker og ikke virker,” siger Berit Eika.

De projekter, der har fået støtte fra puljemidlerne, er forskelligartede og fordeler sig på alle fire fakulteter. Det kan være digitale tests, virtual reality, online læringsforløb, multiple choice og andre teknologiske udviklingsforløb. Fælles for dem er, at de er kendetegnet ved at rumme både pædagogisk og teknologisk intervention.

Robotkirurgi i virtual reality

Professor Jørgen Bjerggaard Jensen fra Institut for Klinisk Medicin vil eksempelvis involvere medicinstuderende i robotkirurgiske operationer med virtual reality-briller. De studerende skal ved hjælp af 3D-oplevelsen og interaktiv lyd med en kirurg opleve at være en aktiv del af en operation.

”Idéen er, at de medicinstuderende skal kunne se konkrete eksempler på, hvordan man anvender teoretisk læring om patologi og anatomi i en kirurgisk behandling af en patient. Vi ved, at de studerende forbereder sig bedre, hvis de kan se et klart formål med undervisningen, og hvis det holdes op på en specifik patient frem for at være mere sporadisk og teoretisk over flere patientforløb,” fortæller Jørgen Bjerggaard Jensen.

Idéen til projektet tager udgangspunkt i feedback fra medicinstuderende fra tidligere klinikophold, som vurderede at man lærer mere fra åbne kirurgiske indgreb, hvor man kan være mere aktiv som studerende - modsat robotkirurgiske indgreb hvor man føler sig som en tilskuer.

Bedre formativ feedback

Et andet projekt, som har fået bevilliget puljemidler til EDU-IT, skal give mere end 600 studerende på 12 forskellige uddannelser mulighed for at modtage løbende formativ feedback mellem undervisningssessioner. I praksis skal de studerende have digital adgang til fagnære læringsressourcer, som giver feedback på, hvor deres faglige niveau ligger i forhold til standarder, som er defineret af underviseren. Ifølge projektleder Karen Louise Møller fra Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier er det helt centralt i forhold til det stigende fokus på studentercentreret læring.

”Projektet fokuserer på formativ og læringsorienteret feedback. Den formative feedback er fremadrettet og sigter mod at forbedre den studerendes læring gennem spørgsmål som: hvor er jeg nu? Hvor skal jeg hen? Og hvordan kommer jeg derhen? Det er utrolig relevant, fordi digital ekspert-feedback rummer et læringspotentiale for de studerende, der endnu ikke er realiseret,” fortæller Karen Louise Møller, der glæder sig til at udvikle relevante fagnære ressourcer sammen med undervisere fra de 12 forskellige uddannelser.

Berit Eika kalder indsatserne endnu et skridt i den rigtige retning.

”Endnu en gang har vi modtaget mange kreative og innovative forslag til, hvordan teknologi kan fremme de studerendes læring. Vi flytter os hele tiden – og det gør vi med eksemplets magt. Den indsats, der foregår i fagmiljøerne, er en stor gevinst for vores studerende,” siger hun.


FAKTA om puljemidler til EDU-IT

Bestyrelsen på Aarhus Universitet har afsat 60 mio. kr. i perioden 2018-2023 til arbejdet med EDU-IT. Siden 2018 er der blevet uddelt 5.564.309 kr. til 57 EDU-IT-projekter.

En væsentlig forudsætning for tildeling er, at projektet rummer en pædagogisk og teknologisk intervention. I selve vurderingsprocessen er der blevet fokuseret på projekternes kvalitet og mulige output ud fra fire parametre:

  • Outreach: Antallet af studerende, der direkte eller indirekte kan opleve en positiv effekt af projektet
  • Impact: Den forventede positive pædagogiske effekt ved projektet
  • Generaliserbarhed: I hvor høj grad projektet kan have positive spillover effekter på andre faglige miljøer
  • Innovation: I hvor høj grad projektet er nytænkende

Hertil er der også lagt vægt på, at der er en vis spredning i anvendelsen af midlerne i forhold til de strategiske pejlemærker for den samlede EDU-IT satsning.


OM EDU-IT Hub’en

EDU-IT Hub’en er den fælles koordinerende støtteenhed, som samarbejder med de universitetspædagogiske centre om anvendelsen af teknologi i undervisningen. EDU-IT Hub har blandt andet til opgave at:

  • sikre et stabilt, brugervenligt og fremtidssikret digitalt læringsmiljø på AU’s læringsplatform
  • foretage analyser og undersøge behovet for nye læringsteknologier
  • udvikle, teste, indkøbe og implementere forskellige typer af læringsteknologi
  • stille medieproduktionsfaciliteter til rådighed og understøtte undervisere i redesign af kurser med henblik på blended og flipped learning
  • understøtte muligheder for eksperimenterende undervisning i det eksperimentelle undervisningslokale
  • allokere projektmidler bl.a. til redesign af undervisningen i fagmiljøerne

Læs mere om AU’s EDU-IT Hub 

Uddannelse, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Universitetsledelsens Stab, Administrativt