Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nye erhvervsambassadører smøger ærmerne op

Ideerne føg over bordet, da fire nyudnævnte erhvervsambassadører på Health holdt deres første fælles netværksmøde. Nu gælder det konkrete indsatser for at knytte forretningsforbindelser – og for at skabe intern opmærksomhed om, at ambassadørerne kan hjælpe deres kolleger med råd og dåd.

26.02.2015 | Kirsten Olesen

Fire af de seks erhvervsambassadører på Health her til første arbejdsmøde: Fra venstre er det Christian Lindholst fra Institut for Retsmedicin, Rubens Spin-Neto fra Institut for Odontologi, Claus Olesen fra Institut for Biomedicin og Martin Vesterby fra Institut for Klinisk Medicin. De øvrige ambassadører er Carsten Obel fra Institut for Folkesundhed og Anne B. Christensen fra SKT.

Skal man som forsker overveje aftagerfokus og forretningspotentiale allerede i projektfasen?  Sælger man ”knowhow” eller service, når man samarbejder med myndigheder og virksomheder? Hvordan kan udvikling blive en fødekæde for forskning? 

Det var blot nogle få af de spørgsmål, der blev diskuteret, da fire af i alt seks nye erhvervsambassadører på Health mødtes til den første fælles sparring og idéudvikling på tværs af fakultetet.
Ambassadørerne er udpeget af Healths skole- og institutledere med henblik på dels at gør det nemmere for virksomheder at få adgang til forskningsbaseret viden, dels at hjælpe forskere fra fakultetet, der har lyst til at arbejde med forretningspotentialet i deres projekt, men måske mangler et skub i den rigtige retning.

”Vi har allerede mange fremragende eksempler på, at vores forskning bliver anvendt i samfundet”, siger dekan Allan Flyvbjerg, Health.
”Med de nye erhvervsambassadører understreger Aarhus Universitet nu, at vi både er stærke, når det gælder grundforskning, og når vi bidrager direkte og håndgribeligt til udviklingen i samfundet”.

Hvor trykker skoen?

Bl.a. derfor er nogle af ambassadørerne nu gået i gang med at kontakte deres kolleger for at høre, hvor skoen trykker i forhold til det uudnyttede potentiale for at bringe forskningsresultater i spil - at ”bruge dem til noget”, som det blev udtrykt på mødet.

”Og det handler i første omgang om at skabe opmærksomhed lokalt i miljøerne”, lød det rundt om bordet, hvor vigtigheden af at kende hinandens projekter og netværk på tværs af institutstrukturen også blev fremhævet som vejen frem. 

De seks erhvervsambassadører på Health er: Christian Lindholst fra Institut for Retsmedicin, Rubens Spin-Neto fra Institut for Odontologi, Claus Olesen fra Institut for Biomedicin, Martin Vesterby fra Institut for Klinisk Medicin, Carsten Obel fra Institut for Folkesundhed og Anne B. Christensen fra SKT.

 

 

Samarbejde, Sundhed og sygdom, Alle grupper, Institut for Folkesundhed, Health, Institut for Odontologi