Et nyt talentprogram støttet af Trygfonden skal øge interessen for akutmedicin. Der er stort behov for talentudvikling på området, mener professor bag initiativet.
26.03.2015 |
Der har de senere år været stor politisk fokus på, hvordan akutte patienter modtages, og ikke mindst på hvem der modtager dem på hospitalet. Et nyt talentprogram støttet af Trygfonden skal sikre, at flere medicinstuderende senere vælger at specialisere sig i akutmedicin.
Talentprogrammet foregår i tæt samarbejde med Mayo Clinic i Minnesota, USA. Fremover vil to danske medicinstuderende hvert år få mulighed for et 10 måneder langt forskningsophold ved det anerkendte hospital, der for nylig blev kåret til det bedste i USA.
Professor Hans Kirkegaard håber, at programmet vil være med til at udvikle fremtidens talenter på akutområdet, og motivere flere medicinstuderende og yngre læger til at forske i akutmedicin:
”På Mayo Clinic skal de danske studerende forske sammen med og blive undervist i akutmedicin af akutafdelingens læger. Vi tror og håber, at et sådant intensivt forskningsophold med nogle af verdens førende specialister på området vil øge interessen for akutmedicin,” siger professor Hans Kirkegaard fra Center for Akutforskning ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.
Sammen med speciallæge i akutmedicin Bo E. Madsen, der i mange år har arbejdet ved akutafdelingen på Mayo Clinic, er han en af drivkræfterne bag det nye talentudviklingsprogram.
Trygfonden har netop bevilliget 1.349.000 kr. til formålet.
I modsætning til USA og mange andre lande defineres akutmedicin ikke som et selvstændigt medicinsk speciale i Danmark.
”Akutmedicin er et meget ungt forskningsområde i Danmark. Det vil uden tvivl være en stor gevinst for det akutmedicinske forskningsmiljø herhjemme, at medicinstuderende nu får mulighed for at opleve akutmedicin i USA og forhåbentlig går ad forskervejen, når de kommer tilbage til Danmark,” uddyber Hans Kirkegaard.
De første to danske studerende er netop valgt ud på baggrund af en ansøgnings- og samtalerunde i samarbejde med Mayo Clinic. Deres ophold ved Mayo Clinic starter efter sommerferien.
Der har dog allerede været én medicinstuderende afsted på et forskningsophold for at undersøge mulighederne for etablering af talentudviklingsprogrammet. Han har oplevet opholdet som en øjenåbner:
”Tilgangen til akutmedicin er anderledes på Mayo Clinic. For det første er der stort fokus på værdien af god forskning i akutmedicin, der er et prestigefyldt speciale i USA. Og så har undervisningen patienten i centrum på en anderledes måde end her i Danmark. Den viden, jeg har med derfra, er utrolig brugbar og bestemt relevant i en dansk sammenhæng,” siger medicinstuderende Larshan Perinpam.
Han er efterfølgende blevet koordinator for talentprogrammet. Også han forventer, at programmet på længere sigt vil styrke det danske forskningsmiljø:
”Et forskningsår på Mayo Clinic er en effektiv måde at kickstarte ens forskning på, fordi man ikke kun bliver involveret i ét, men derimod i flere forskellige forskningsprojekter. Det er intensivt, ekstremt lærerigt og for mit eget vedkommende har det uden tvivl motiveret mig til en forskerkarriere i akutmedicin og inden for akutmedicin i det hele taget, siger Larshan Perinpam.
Professor Hans Kirkegaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin, Center for Akutforskning og
Aarhus Universitetshospital
Telefon: 7846 1074 / 2814 9783
hanskirkegaard@dadlnet.dk
Medicinstuderende/forskningsstuderende Larshan Perinpam
Aarhus Universitet, Center for akutforskning
Aarhus Universitetshospital
Telefon: 4240 7440
larshan@clin.au.dk