Kære alle - Her er seneste nyt fra den første sommermåned og hektiske eksamenstid. Der er en del nyheder denne gang, men hæng på, da det jo er et udtryk for alle de mange spændende begivenheder på vores institut.
26.06.2019 |
INTERNT PÅ INSTITUTTET
Den Højtspecialiserede Behandlingsenhed (HSBE) og dimissionsfestligheder
Her er to vigtige datoer:
Torsdag d. 27. juni kl. 15-16 i Aud. A er der videndelingsmøde om Den Højtspecialiserede Behandlingsenhed med Dorthe Arenholt Bindslev & Team
Fredag d. 28. juni er der fælles dimission for alle vores uddannelser i Aulaen med festtale af Healths prodekan for uddannelse, Charlotte Ringsted, og ”God Sommer”-sammenkomst for alle medarbejdere bagefter (kl. 12-14) med smørrebrød og drikkelse. Der vil blive sendt en invitation med tilmelding til jer alle.
Health får prominent besøg af tidligere rektor på Karolinska Institutet Harriet Wallberg
Harriet Wallberg holder oplæg om ”Do’s and Dont’s when promoting gender balance in academia ”. Arrangementet er åbent for alle og afholdes mandag d. 24 juni, 2019 kl. 14.00 -15.30, Mogens Zielerstuen, Fredrik Nielsens Vej 2-4, 8000 Aarhus C.
Brug Aarhus Universitets indkøbsaftaler
Revisionen har foretaget en stikprøvekontrol på Aarhus Universitet, som viser at lovgivningen ift. indkøb ikke altid bliver overholdt. Jeg vil derfor bede jer huske, at vi er lovmæssigt forpligtede til at benytte os af universitetets indkøbsaftaler på alle de områder, hvor der findes indkøbsaftaler – aftaler som ofte også reducerer vores udgifter markant. I finder indkøbsaftalerne på AU’s medarbejderhjemmeside.
UNDERVISNING, UDDANNELSE OG FORSKNING
Forskning i verdensklasse – og forskningsformidling gør en forskel
Der bliver lavet forskning i verdensklasse på vores institut – men det er ikke altid at omverdenen får øje på det. Så når det lykkes at få delt Peter Svenssons bidrag til det nye WHO-sygdomsklassifikationssystem i blandt andet Dagens Medicin, Sundhedspolitisk Tidskrift og nyhedsudsendelserne i DR, er der grund til begejstring: Vi udbreder vigtig viden til borgere, andre sundhedsfaglige aktører og politikere. Vi viser universitetets og instituttets værdi og position som førende inden for vores felt. Vi gør os selv mere attraktive som arbejdsplads. Og fondene får øje på os og vores vigtige forskning – og det har vi i høj grad brug for. Derfor: Meld endelig jeres forskningsresultater til vores kommunikationspartner Ida Skytte Asmussen (skytte@au.dk), så vi kan få endnu flere vigtige bidrag fra IOOS i medierne. Potentialet er stort.
Entreprenørskab - pædagogisk udviklingsforløb afsluttet
Underviserne på tandklinikassistent- og tandteknikeruddannelserne afsluttede fredag den 24. maj et omfattende pædagogisk udviklingsforløb (10 ECTS point), der har varet siden august 2017. Forløbet har haft fokus på entreprenørskabsundervisning/-uddannelse, herunder entreprenøriel didaktik og tilhørende underviserroller og kompetencer, fælles pædagogisk didaktisk sprog i undervisergruppen, herunder arbejdet med didaktisk belægsanalyse og didaktisk refleksion, og så har alle skulle inddrage digitale værktøjer i deres undervisningsdesign. Det har været et spændende forløb planlagt i samarbejde med CUDIM (Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier) på Arts.
Jeg overværede afslutningsseminaret, hvor undervisningsdesignet, der er blevet udviklet som en del af forløbet, blev præsenteret. Det var superspændende og lidt af en øjenåbner for mig ift. hvordan vi kan udvikle vores studerende og elever ved entreprenant undervisning. Det skal vi arbejde videre med at få bredt ud på IOOS, og nu har vi nogle fantastisk dygtige underviserambassadører i entreprenørskabsundervisning/-uddannelse på tandklinikassistent- og tandteknikeruddannelserne, hvis erfaringer vi andre kan drage nytte af, og jeg har straks bragt mine indtryk videre til vores dekan, da det er højt prioriteret med kontinuerlig udvikling af underviserkompetencer på Health med særlig fokus på entreprenørskab i uddannelserne.
Update på studieordningsrevisionerne
Delprojektgruppen for udvikling af studieordningsrevision på odontologi har arbejdet med formulering af en ny kompetenceprofil for bachelor- og kandidatuddannelsen, som har været i høring ved de fagansvarlige. Denne kan findes på O-drevet: HE_IOOS-Aarhus-Model.
Den 24. maj blev der afholdt en workshop i samarbejde med CESU (Center for Sundhedsvidenskabelige Uddannelser), hvor der blev arbejdet med strukturen for vores nye studieordninger på tandlægeuddannelsen. Der kom mange gode input, som bidrager til delprojektgruppens videre proces med udvikling af de nye studieordninger.
Nye kliniske retningslinjer inden for oral radiologi udarbejdet på IOOS
Der er kommet nye kliniske retningslinjer vedrørende fosforplader til intraorale røntgenoptagelser. De er frit tilgængelige for alle og kan læses på hjemmesiden.
Ledige studiepladser på tandklinikassistentuddannelsen
Der er ledige studiepladser på vores tandklinikassistentuddannelse, og samtidig mangler erhvervet dygtige tandklinikassistenter, som de gerne vil have uddannet fra IOOS. Vi har derfor fået lavet en kort video, der kan hjælpe med at udbrede kendskabet. Hvis I har lyst og mulighed, så del endelig videoen i jeres netværk, så vi kan få åbnet de uddannelsessøgendes øjne for vores uddannelse, som er excellence i faglighed inden for tandklinikassistentfaget. Videoen ligger øverst her på siden.
NYT OM NAVNE
Ny adjungeret lektor på IOOS, Sektion for Orofacial Smerte og Kæbefunktion
Lektor Kelun Wang, Aalborg Universitet, er blevet tildelt titlen adjungeret lektor på Health, Aarhus Universitet i en femårig periode fra 1. april 2019. En af Kelun Wangs opgaver bliver at styrke samarbejdet mellem instituttet og vores kinesiske samarbejdspartnere, særligt inden for forskning i ansigtssmerter. Kelun Wang forsker selv blandt andet i brugen af akupunktur som smertebehandling og kan bidrage med ny viden og undervisning på dette område. Kelun Wang repræsenterer et stort netværk i den kinesiske universitetsverden, hvor han bl.a. kan hjælpe os med at etablere udvekslingsaftaler med relevante kinesiske gæsteforskere. Et vigtigt og spændende samarbejde mellem øst og vest er i gang.
IOOS-artikel om børnegigt fremhæves af internationalt tidsskrift
Lektor Peter Bangsgaard Stoustrup, Sektion for Ortodonti, har stået i spidsen for et interdisciplinært forskningsprojekt som omhandler terminologi og orofaciale undersøgelsesmetoder inden for børnegigtområdet. Projektet har involveret børnereumatologer, kæbekirurger, radiologer og ortodontister fra 22 europæiske og nordamerikanske centre. I maj 2019 har redaktøren fra et af de store gigttidsskrifter, Journal of Rheumatology valgt at fremhæve artiklen på tidsskriftets hjemmeside og i deres Editor’s Pick Podcast. Artiklen finder du her: http://www.jrheum.org/content/46/5/518 og podcasten kan høres her: www.jrheum.org/audiorheum
International smerteforskningsorganisation uddeler legat til ung forsker
Postdoc Simple Futarmal Kothari fra Sektion for Orofacial Smerte og Kæbefunktion har modtaget 20.000 USD fra The International Association for the Study of Pain. Simple er udvalgt pga. sin forskning inden for ”perceptual distortion”, der er en forstyrrelse i ansigtsopfattelsen, som kan ses hos patienter med kroniske ansigtssmerter. Målet er at forstå mekanismerne bag forstyrrelsen og undersøge nye former for smertebehandling. Det er et projekt, der kan blive en vigtig brik i forskningen inden for smertelindring - tillykke med legatet.
IOOS-vinder af Dentsply Sironas forskningskonkurrence
Tidligere forskningsårsstuderende og tandlægestuderende Louise Hermann Poulsen fra Sektion for Oral Radiologi vandt Dentsply Sirona Student Clinician Research Program på Tandlægeforeningens Tandfaglige Dage blandt 13 deltagere fra nordiske og baltiske lande. Emnet var: “Does CBCT change the treatment of impacted maxillary third molars?”. Louise vandt både for forskningsindholdet af sin præsentation, men også for sin forbilledlige evne til at formidle det, og skal nu repræsentere os på International Association of Dental Research-konferencen i Washington marts 2020. Stort tillykke herfra.
Mere om vores ”Radiology Star”
Og her til allersidst vil jeg opfordre jer til at se denne video om professor Ann Wenzel. Den kommer man i godt humør af: https://youtu.be/5bFHDg7gqKo ”Forskeren er en tand bedre end de fleste” i Aarhus Stiftstidende er også opløftende læsning. I kan få adgang til Infomedia denne vej.
Sommerhilsen Siri