Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nyhedsbrev 32 fra Institutlederen

Kære alle, så nåede vi frem til påsken, og for mange af jer betyder det en tiltrængt og velfortjent ferie. Jeg håber, I kan nyde den også i disse corona-tider.

04.04.2020 | Siri Beier Jensen

Netop corona-epidemien og alt, hvad den har ført med sig, har fyldt næsten alt hos os alle de sidste uger. Men der sker og er også sket mange andre ting på instituttet. Her får I et (næsten) helt almindeligt nyhedsbrev fra min hånd. Dele af det har ligget klar siden før verden blev vendt på hovedet, så derfor er der også nogle nyheder med, som har et par uger på bagen.

INTERNT PÅ INSTITUTTET

Handleplanerne som opfølgning på vores arbejdspladsvurdering (APV) 2019 ligger på hjemmesiden

I 2019 gennemførte vi og resten af universitetet en arbejdspladsvurdering. På baggrund af IOOS-resultatet og processen med de lokale dialogmøder har APV-følgegruppen udarbejdet handleplaner for alle de rapporterede fysiske problemstillinger – for eksempel lugtgener og belysning. På institutniveau er der også udarbejdet handleplaner for det psykiske arbejdsmiljø.

APV-handleplanerne ligger nu på vores hjemmeside. Handleplanerne indeholder en løsningsbeskrivelse og status på opfølgningsarbejdet for hver af de indrapporterede problemstillinger. Alle indmeldte fysiske problemer er identificeret med et ID-nummer, og vil I gerne vide mere om processen eller det specifikke emne, I selv har meldt ind, skal I tage fat i den relevante arbejdsmiljøgruppe eller den daglige arbejdsmiljøleder David Kraft. Er der spørgsmål til handleplanerne for det psykiske arbejdsmiljø, så er det også David Kraft, der kan svare, mens nærmeste leder kan hjælpe med opdateringer på aftaler indgået i enhederne.

Bedre brug af mail på instituttet
God e-mailkultur var et af de rapporterede emner i APV-undersøgelsen. Brugen af e-mail har vi drøftet i den tværgående ledelse, fordi det spiller ind i det fortsatte arbejde med at bedre instituttets interne kommunikation. E-mails fylder efterhånden en stor del af vores (almindelige) arbejdsdag, så for at sikre at mailen og indbakken forbliver et redskab og ikke en opgave i sig selv, har sekretariatet i samarbejde med vores kommunikationspartner Lise Wendel Eriksen udarbejdet retningslinjer for god mailkultur og ti tommelfingerregler til bedre brug af e-mail på instituttet.

Noget af det vil sikkert være velkendt viden for mange af jer, men et kig på retningslinjer og tommelfingerregler kan være en god anledning til at blive mere bevidst om, hvordan vi rent faktisk skriver og bruger mails, så det bliver en hjælp og ikke en belastning for os alle sammen.

Retningslinjer og tommelfingerregler ligger på vores hjemmeside

Valg til institutfora er udskudt
På grund af coronavirus og de afledte udfordringer har fakultetet besluttet at udsætte valg til institutfora. I denne omgang var det de studerende og ph.d.-studerende, der kunne stille op til valget og stemme. Det er planen, at processen starter op igen efter sommerferien, så valget kan gennemføres i november. I hører nærmere, så snart vi ved mere.

Processen om lønforbedring er i gang
Trods corona og den fysiske nedlukning af universitetet fortsætter processen om lønforbedring. Første fase, hvor medarbejdere kan søge om lønforbedring, er slut, og vi går nu ind i forhandlingsfasen. Alle lønforhandlinger er som udgangspunkt afsluttet 30. juni, og vi forventer, at alle medarbejdere får besked om resultatet inden sommerferien.

Informationer om lønforhandlingerne på Health ligger på medarbejderservice. Her kan de lokale tillidsrepræsentanter også søges frem, hvis I er i tvivl. Og skulle der alligevel være ubesvarede spørgsmål, er I velkomne til at kontakte vores HR-partner Annett Bülow Aagaard på aba@au.dk.

Indblik fra IOOS tværgående ledelses virtuelle møde
Hele den tværgående ledelse er gået virtuelt og mødtes i mandags på Skype for Business for at vi kunne orientere hinanden på tværs af alle fagområder og uddannelser. Læs vedhæftede referat for et opmuntrende indblik i hvilken kæmpeopgave vi har løst på fornemste vis på hele IOOS – takket være alle medarbejderes indsatser er hele IOOS velfungerende - online!

FORSKNING, UDDANNELSE OG UNDERVISNING

Tre bevillinger fra Healths EDU IT-pulje

Tre IOOS-ansøgninger om midler til digitale undervisningsprojekter fra Healths EDU IT-pulje gik igennem – lige inden hele verden blev forceret ind i educational IT – det er spændende pædagogiske og didaktiske udviklingsprojekter – mere relevant end nogensinde:

  • Tandplejer og underviser på tandplejeruddannelsen Sara Nybo får 25.360 kr. Sara skal undersøge muligheder og effekter af at give de studerende feedback ved brug af digitale aktiviteter.
  • Lektor David Kraft modtager 30.000 kr. til at etablere et netværk på Health, der skal undersøge ønsker og behov til en fælles teknologisk og pædagogisk platform for undervisning i digital mikroskopi og afdække mulige løsninger.
  • Tandlæge og underviser på tandplejeruddannelsen Anne B. Christensen får 34.680 kr. til at undersøge anvendelse af det digitale rum i et kollektivt vejledningsforløb.

 

IOOS akademi- og diplomuddannelse
Det er glædeligt, at der har været god søgning til vores videreuddannelser – akademiuddannelsen i odontologisk praksis for tandklinikassistenter (AOP) og diplomuddannelsen i oral helse for tandplejere – i forårssemestret 2020 med i alt 68 studerende fordelt på seks moduler. Der har været størst ansøgning til modulet ’Tandpleje for 0-6 årige og non-operativ behandling’ med 25 ansøgere – og vi er nu selvfølgelig i fuld gang med at omlægge alt hvad der kan lade sig gøre til fjernundervisning, og der er allerede afholdt online moduler med stor succes.

Redelig forskningskultur – spørg Steffen Thiel
Fra 1. januar i år har vi på Health fået endnu en rådgiver inden for ansvarlig forskningspraksis. Professor Steffen Thiel fra Institut for Biomedicin står sammen med professor emerita Ebba Nexø til rådighed som fortrolig samtale- og sparringspartner, hvis I oplever, at forskningsfriheden kommer under pres. I kan også bruge Steffen Thiel, hvis I havner i en gråzone, hvor det er svært at sige nej – eksempelvis i forhold til at kreditere en medforfatter, som ikke reelt har været inde over jeres publikation. Læs mere i artiklen Biomediciner bliver rådgiver for ansvarlig forskningspraksis.

Find inspiration til undervisningen på nyt fælles AU-site
Når vi igen kan undervise i fysisk nærhed af vores studerende og elever, er der inspiration at hente på en ny AU-hjemmeside. De fire fakulteter er gået sammen om at skabe en fælles hjemmeside om undervisning og pædagogik. Hjemmesiden hedder AU Educate og indeholder inspiration til undervisningen inden for forskellige undervisningsformer som forelæsning, holdundervisning, klinikundervisning eller vejledning, og inden for fokusområder som peer feedback, blended learning eller eksamen. Der er inspiration til konkrete aktiviteter, lige som man kan få vist en række praksiseksempler, der alle er gennemført af undervisere på universitetet – bl.a. kan vi være stolte af eksemplerne på entreprenøriel undervisning fra vores undervisere på tandklinikassistentuddannelsen.

Husk fordelene ved vores ADEE-medlemskab som gælder alle IOOS medarbejdere
Alle medarbejdere på instituttet har fælles medlemskab af Association for Dental Education in Europe (ADEE) og kan bruge de services og fordele, der følger med – bl.a. fri online adgang til tidsskriftet European Journal of Dental Education.

ADEE har oprettet en særlig COVID-19-sektion på deres hjemmeside, hvor målet er at samle så meget som muligt valideret, videnskabelig information. Særligt interessant er måske deres General, Clinical, Academic and Discussion Forum Resources.

 Gør endelig brug af medlemskabet, men bemærk at ADEE har skiftet hjemmesideudbyder, hvilket betyder, at alle medlemmer grundet GDPR-reglerne er nødt til at oprette en ny brugerprofil: https://adee.org/user/register. Under ”Affiliation” skriv: Aarhus University.

Husk det, hvis I vil tilgå hjemmesiden og fordelene ved medlemskabet: https://adee.org/

 IOOS undervisere med styrkede kompetencer i studenteraktiverende undervisning
40 af vores undervisere på tværs af alle vores uddannelser har på frivillig basis tilmeldt sig kompetenceudvikling inden for ’entreprenørskabsorienteret didaktik’, som ambassadør for undervisning på IOOS, Dorte Lindelof, har stået for. Formålet med kurset var at inspirere vores undervisere til at udvikle studenteraktivering for at sikre vores studerende et bedre læringsudbytte. Man må sige, at timingen har været optimal, da mange af de opnåede kompetencer lige nu har kunnet bruges i omlægningen af vores normale undervisning til fjernundervisning. Nye undervisningsformer og mere studenterinvolverende undervisning kommer også til at fylde mere i vores nye studieordninger - The Aarhus Model of Dental Education – så jeg er rigtig glad for, at vi nu har mange undervisere, der har afprøvet det både i teori og i praksis. Jeg var inviteret med til afslutningsdagen på kurset, og blev meget inspireret af de spændende projektfremlæggelser.

 

NYT OM NAVNE

Anne B. Christensen går på pension
D. 30. juni 2020 er sidste arbejdsdag for tidligere konstitueret skolechef for Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere (SKT) Anne B. Christensen, der har valgt at gå på pension. Med 42 år i faget og 14 år på SKT og IOOS har hun været en fast del og en tydelig stemme i det tandfaglige miljø og hos os, og vi kommer til at savne hende. Vi siger naturligvis ordentligt farvel til Anne. Tid og sted melder vi ud, når vi ved mere om, hvornår og hvordan vi må samles igen.

Gustavo Nascimento modtager ’Emerging Leaders Award’  Lektor Gustavo Nascimento, Sektion for Parodontologi, har som den eneste i Skandinavien fået tildelt prisen ’Emerging Leaders Award’. The International Association for Dental Research (IADR) uddeler prisen i anledning af deres 100-års jubilæum, som en anerkendelse af modtagerens resultater og bidrag til den internationale forskning. Med prisen følger 5.000 USD. Det er en velfortjent og ærefuld anerkendelse.

Rubens Spin-Neto får 30.000 kr. fra Dansk Endodontiforening
Dansk Endodontiforenings årlige forskningsbevilling går denne gang til lektor Rubens Spin-Neto fra Sektion for Oral Radiologi. Rubens skal bruge bevillingen til at undersøge – og potentielt udvikle – en metode til at lave 3D-billeddannelse uden brug af røntgen. Det vil sige en metode, hvor man kan diagnosticere periapikal inflammation ved hjælp af MRI-scanning. Forskningsteamet består også af professor Ann Wenzel, lektor Lise-Lotte Kirkevang og postdoc Casper Kruse fra IOOS og lektor Brian Hansen fra Center of Functionally Integrative Neuroscience (CFIN-AU). Innovativ og spændende forskning.

Bente Nyvads seneste forskningsresultat har skabt genlyd
I begyndelsen af februar skabte professor Bente Nyvads seneste forskningsresultat kæmpe opmærksomhed – forskningsresultatet blev bragt i 58 danske og 11 internationale medier, og der har været over 1000 opslag af forskningsartiklen på tidsskriftet Journal of Oral Microbiology’s hjemmeside – fremragende forskning og videndeling. Forskningsresultatet peger i retning af, at sukkerholdig kost ikke ’kun’ giver huller i tænderne, men også kan fremme sygdomme i tandkødet – læs artiklen ’Dit tandkød sladrer om din kost’ på fakultetets hjemmeside.

Medieinteressen er en stærk indikator for, at vores forskning er interessant for fagfæller og for den bredere befolkning. Har I et forskningsresultat på trapperne, som kunne egne sig til formidling i medierne, så tag fat i Health Kommunikation via vores kommunikationspartner Lise Wendel Eriksen lwe@au.dk.

Pankaj Taneja kæmpede om Fogh-Nielsen-prisen
Da fakultetets årlige PhD Day løb af stablen d. 24. januar var ph.d.-studerende Pankaj Taneja fra Sektion for Orofacial Smerte og Kæbefunktion udvalgt som en af de tre modtagere af forskningslegatet, Fogh-Nielsen-prisen. Med legatet følger 140.000 kr., som fordeles mellem tre af fakultetets talentfulde ph.d.-studerende, efter de har præsenteret deres forskning ved Healths PhD Day. Det hele foregår som en form for ’forsker-fight’, hvor Fogh-Nielsen-kandidaterne bedømmes på både forskning og præsentationsevne. Pankaj Taneja løb med 40.000 kr., og han forsker i, hvordan stimuleringen af særlige nervefibre i huden påvirker vores opfattelse af smerte.

Hør Pankaj Taneja fortælle om forskningsprojektet i videoen her og læs mere om de øvrige Fogh-Nielsen-modtagere i artiklen ’Tre talentfulde forskere deler prestigefyldt forskningslegat’.  Flot – tillykke. 

Retsodontolog Dorthe Bindslev medvirker i ’true crime’-podcast
Adjungeret professor og retsodontolog Dorthe Bindslev er hovedpersonen i et afsnit af podcastserien ’Tæt på Retsmedicin’, som er produceret af Institut for Retsmedicin. I podcasten fortæller Dorthe Bindslev fagligt og sagligt om sit arbejde med at identificere afdøde på baggrund af tandsættet. ’Tæt på Retsmedicin’ kan aflyttes på de sædvanlige podcast-platforme og på Retsmedicins hjemmeside.

Dorthe Bindslev fortalte også om sit retsodontologiske arbejde i Radio4-programmet ’Tæt på’ d. 5. marts. Programmet kan bl.a. høres på Radio4s hjemmeside

….og til slut en lille appetizer til vi ”ses” igen efter påskeferien - flere inspirerende eksempler på omlagt undervisning på IOOS

Undervisere i pædodonti på tandplejeruddannelsen Sara Nybo og Sabine Zielke har udviklet online studenteraktiverende øvelser om småbørn og tilvænningsmetoder, hvor de studerende på Blackboard ser en video af et barn på besøg på en tandklinik og efterfølgende deltager i et diskussionsforum med fokus på tilvænningsteknikkerne.

På klinisk tandteknikeruddannelsen har Helle Hornhaver gennemført valgfag i kvalitetssikring af klinisk tandteknikerpraksis, hvor arbejdet med instrukser til delegation og undervisningen i hygiejne er omlagt til Zoom-forelæsninger, suppleret af en Wiki på Blackboard, hvor de studerende lægger procedurebeskrivelser op og giver hinanden feedback og får feedback af underviseren.

Sektion for Parodontologi har lavet et kæmpearbejde med omlægning af parodontologi-modulet på Diplomuddannelsen i Oral Helse for tandplejere. Her havde de studerende nået 5 ud af 10 undervisningsdage, da landet lukkede ned. Metoder: Speakede powerpoints, kliniske videoer, diskussionsforum med case-arbejde, og træning i videopræsentationen, som skal bruges til eksamen,

samt mulighed for feedback og svar fra underviserne. De eksterne studerende melder tilbage, at det er virkelig flot arbejde og fungerer godt.

Og lidt mere inspiration inden for det parodontologiske, Uwe Vestergaard Henriksen har gentænkt formen for forelæsning om parodontal kirurgi for tandplejerstuderende:

Målene for undervisningen ligger tilgængelige på Blackboard.

  • De studerende blev via Blackboard bedt om at læse kapitlet i deres lærebog hørende til undervisningsseancen.
  • Powerpointpræsentation blev lagt ud til gennemlæsning fire dage i forvejen.
  • Dagen før undervisningen blev et link til en Kahoot-quiz lagt ud omhandlende emnet.
  • På selve undervisningsdagen blev et Google-docs Word-dokument gjort tilgængeligt via link på Blackboard. Dokumentet var lagt ud, så det var redigérbart for alle deltagere.
  • Der er seks hold med ca. 12 studerende pr. hold. Hvert hold blev bedt om at gå ind på dokumentet ½ time ad gangen i tidsrummet fra kl 13-16, hvor undervisningen ellers skulle være foregået.
  • Dokumentet blev brugt til en online-chat med de studerende omkring emnet, hvor de stillede spørgsmål og fik svar på de ting, som de var i tvivl om. Der blev brug for både at indsætte billeder og links til YouTube-videoer undervejs for at illustrere svære begreber.
  • Når et nyt hold gik på startede de med at læse de andre holds spørgsmål og svar igennem, og så først derefter startede de med at stille nye spørgsmål.
  • Svarene til Kahoot-quizen blev efter dagen lagt ud som Powerpoint-dias.

De studerende var glade for ”formen” og synes, at det var rart, at de kunne se alles spørgsmål og Uwes svar på skrift, og at de kunne kopiere dokumentet og beholde det som noter.

Imponerende indsats!

Bedste hilsener Siri

Administrativt, Sundhed og sygdom, Teknisk/administrativ medarbejder, IOOS, IOOS, Arrangement, Videnskabelig medarbejder, Bevillinger og priser, Ph.d.-studerende, Forskning