Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nyhedsbrev juli 2016

Nyheder og informationer fra instituttet

06.12.2016 | Kristjar Skajaa

Kære alle

Her er et sommernyhedsbrev med ønsket om en god sommer til jer alle.

Det har været et noget barsk forår med besparelsesrunden. Jeg beklager den uro, det har skabt. Mest af alt er jeg utrolig ked af, at det har været nødvendigt at afskedige medarbejdere, og jeg er meget ked af det på vegne af de medarbejdere, det er gået ud over.  LSU bliver indkaldt til en ekstraordinært møde lige efter sommerferien, hvor LSU vil blive orienteret om det endelige udfald af processen.  

Herudover kan jeg oplyse om følgende:

Læs om de ledelsesmæssige arbejdsgange, delegation, strategi, implementering og opfølgning på Institut for Klinisk Medicin: http://clin.medarbejdere.au.dk/organisation/

CTU – clinical trial unit

Der har været afholdt et første møde i Advisory Board. Finansiering af IKM’s forskerstøtte var mødets hovedtema. I øjeblikket er rådgivningsopgaver i vid udstrækning betalt af IKM. Da alle i regionen gør brug af rådgivningen overvejes, om den mest retfærdige måde at dele udgifterne på er en afgift på firmakontrakter i størrelsesordenen kr. 5.000 pr kontrakt.

Fysisk forskningsenhed: Status på den fysiske enhed er, at der indtil udflytning til DNU kan lejes forskningssenge i forskningsenheden ved Medicinsk Endokrinologisk Afdeling, AUH  http://en-indgang.dk/da/sengeudlejning/  Efter udflytning vil disse senge overgå til den fælles CTU og blive suppleret med 2 senge på Intensiv Nord. IKM og Region Midtjylland er blevet enige om at dele udgifterne til bestykning af stuerne. På sigt skal driften af afsnittet, inklusiv aflønning af personale, finansieres af brugerne af afsnittet.

Rådgivning biostatistik: Stigende aktivitet i BIAS. Langt de fleste opgaver kommer fra IKM. Instituttet finansierer fortsat de første 2 timer, hvorefter der er tale om egenbetaling. Statistikerne kommer gerne ud i forskningsmiljøerne, hvis det kan lette logistikken omkring rådgivningen.

Rådgivning datamanagement: REDCap anvendes nu på en lang række afdelinger i regionen og der er fortsat tilslutning til både kurser og workshops. Lægemiddelstyrelsen kommer på inspektion primo 2017 og har allerede nu meddelt, at man forventer, at der foreligger underskrevne kontrakter, hvorfor brugerne i løbet af efteråret vil modtage en kontrakt, som præciserer ansvarsfordelingen.

Rådgivning budget: Der tilbydes sparring ved budgetlægning i forbindelse med firmasponsorerede projekter - både industridrevne og investigator initierede. Se nærmere her  http://clin.medarbejdere.au.dk/auh-ctu-clinical-trial-unit/gode-raad-til-budgettet/ 

Opfølgning på APV-undersøgelsen

Generelt er tallene for IKM pæne, men der er områder, som kræver handling. Instituttet vil derfor i samarbejde med Ph.d.-skolen have fokus på hård/dårlig omgangstone/mobning, hvor der bør være nultolerance. Det kan dog være vanskeligt at afdække, hvor dette foregår, hvis ikke de pågældende medarbejdere selv henvender sig til leder, tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant eller anden person, de måtte have tillid til. Berørte medarbejdere opfordres derfor til at rette henvendelse som anført.

Instituttet vil ligeledes understrege vigtigheden af at afholde MUS som redskab ifm.  kompetenceudviklng, karriereplanlægning, mål og retning for arbejdet.

Medicin uddannelsen - både  bachelor- og kandidatdelen - er blevet positiv akkrediteret

Akkrediteringsrådet har 22. juni 2016 akkrediteret kandidatuddannelsen i medicin positivt, jf. akkrediteringslovens § 14, stk.1.1 Rådet har truffet afgørelsen på baggrund af akkrediteringsrapporten fra Danmarks Akkrediteringsinstitution, herunder Aarhus Universitets høringssvar, redegørelse og øvrig dokumentation. Det er rådets faglige helhedsvurdering, at uddannelsen opfylder kriterierne for relevans og kvalitet på tilfredsstillende vis.

Hurra for det, og tillykke og tak  til jer alle, der gør et stort arbejde for at kandidatuddannelsen til stadighed er af høj kvalitet på trods af de vanskelige vilkår med mange studerende og det øgede pres i den kliniske hverdag.  

Eksterne bevillinger

Instituttet afholdte den 30.juni en workshop for lærestolsprofessorerne med henblik på nye ideer til at fremme mulighederne for at opnå ekstern funding. Det er jo som bekendt strategisk vigtigt for Health og hele AU, at øge indtægten fra eksterne kilder. Lige efter sommerferien vil resultaterne fra workshoppen og efterfølgende drøftelser i lederforum blive fremlagt. Så I hører nærmere.

Når vi er ved snakken om eksterne bevillinger, så har jeg et hjertesuk: Overhead på de bevillinger, der har et sådant, udløses i takt med og i forhold til forbruget på bevillingen.  Instituttets budgettering af overhead midlerne tager udgangspunkt i bevillingens budget. Det er derfor vigtigt, at I sørger for at forbruget af bevillingen rent tidsmæssigt sker i overensstemmelse med den tidsmæssige budgettering af bevillingen.  Jeg ved godt, at der kan være gode grunde til, at man ikke kan holde tids kadencen, men prøv så godt som muligt, idet det ellers får en negativ indvirkning på instituttets økonomi.    

God sommer !

Venlig hilsen

Kristjar Skajaa
Institutleder, speciallæge, PhD
Direkte tlf.: 7845 9000
E-mail: kristjar.skajaa@clin.au.dk

 

 

Politik og strategi, Alle grupper, Institut for Klinisk Medicin, Institut for Klinisk Medicin