De fleste tilfælde af kræft i tyktarmen diagnosticeres hos den praktiserende læge. En af de store udfordringer er, at cirka halvdelen af patienterne kommer med vage og ikke-specifikke symptomer, som gør det svært for lægen at opdage kræften i tide. En afføringsprøve, som afslører spor af blod i afføringen, kan være et værdifuldt diagnostisk redskab i udredningen af tyktarmskræft i almen praksis. Det viser et nyt CaP-studie, som forsker Jakob Søgaard Juul har stået i spidsen for.
29.08.2018 |
Screening for tarmkræft og hurtig henvisning til kræftpakke for patienter, der kommer med tydelige symptomer på tarmkræft, er to vigtige strategier i tidlig diagnostik af tarmkræft. De fleste tilfælde af tarmkræft bliver diagnosticeret ved den praktiserende læge og halvdelen af disse patienter udviser ikke symptomer, som får lægen til at mistænke kræft.
Afføringsprøven Faecal Immunochemical Test (FIT), som også bruges i screening for tarmkræft, kan være et værdifuldt redskab for den praktiserende læge i diagnosticeringen af tarmkræft ved patienter med vage og ikke-specifikke symptomer. Det viser resultaterne fra et nyt CaP-studie. De nye forskningsresultater er netop publiceret i det internationale videnskabelige tidsskrift British Journal of Cancer.
FIT er et nyttigt værktøj til at opdage kræft i et tidligt stadie
I forsøget blev praktiserende læger i Region Midt tilbudt muligheden for at teste blod i afføringen hos patienter med vage og ikke-specifikke symptomer. Af de 3.462 rekvirerede FIT tests i almen praksis viste næsten 16% sig at være positive. Tre måneder efter var cirka 10% blevet diagnosticeret med tyktarmskræft, og cirka 14% havde fået en anden alvorlig tarmdiagnose. Det betyder, at i alt blev næsten 25% diagnosticeret med en tarmsygdom, når den praktiserende læge valgte at benytte FIT testen og den var positiv. Til sammenligning er det to-tre gange mere, end når testen bruges til screening.
Resultaterne tyder altså på, at FIT testen kan bruges i diagnostik af tyktarmskræft i almen praksis hos lavrisiko patienter. Studiet er det første til at undersøge testen specifikt på denne population, og forskerne bag studiet håber på, at det kommer til at være en trædesten i den videre forskning inden for dette felt.