I dag åbner et nyt forskningscenter ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Det skal finde svaret på, hvorfor op mod halvdelen af alle diabetikere udvikler nervebetændelse.
22.05.2015 |
I Danmark lider 320.000 personer af diabetes, og hvert år får yderligere 30.000 danskere en diabetesdiagnose. Op mod halvdelen af alle diabetikere rammes af nervebetændelse, der i værste fald kan føre til amputation. Et nyt danskledet center, The International Diabetic Neuropathy Consortium (INDC) ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, vil finde ud af, hvordan man kan forhindre nervebetændelse som følge af diabetes, også kaldet diabetisk nervesygdom.
”Diabetisk nervesygdom er smertefuldt for den enkelte patient, og det rammer alt for mange patienter. Det er en snigende sygdom, som for mange først opdages, når alt for store skader er sket. Der er store menneskelige og samfundsøkonomiske perspektiver ved at hjælpe denne patientgruppe,” siger professor Troels Staehelin fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.
Han står i spidsen for IDNC, der bliver et tværvidenskabeligt forskningssamarbejde, som involverer danske, engelske og amerikanske forskere. De skal undersøge årsager til nervebetændelse og håber at finde nye metoder til at behandle og forebygge udviklingen af følgesygdommen.
Novo Nordisk Fonden har bevilget 60 millioner kroner til forskningssamarbejdet.
”Vi er Novo Nordisk Fonden taknemmelige for den store donation, og glade på vegne af de mange diabetespatienter, der dagligt kæmper med følgerne af diabetisk nervebetændelse. Forskning i årsagerne til og behandling af sygdommen har ikke tidligere haft et så forskningsmæssigt skarpt fokus, som bevillingen giver mulighed for,” siger Allan Flyvbjerg, dekan på Health, Aarhus Universitet.
Antallet af patienter med type 2 diabetes er stærkt stigende i vores del af verden og også i udviklingslande. Forekomsten af diabetisk nervesygdom er derfor også i vækst.
Symptomerne er blandt andet følelsen af at gå på glasskår, smerter i fødderne, sår på fødderne, der ikke vil hele, og gangbesvær. Sygdommen er derfor også en af de primære årsager til diabetesrelaterede hospitalsindlæggelser og amputationer.
”I projektet vil vi koble data fra relevante patientregistre med prøver fra mere end 6000 danske diabetespatienter for at blive klogere på, hvorfor og hos hvem sygdommen opstår,” siger Troels Staehelin Jensen.
Ved at koble viden fra kliniske studier, grundforskning og registerundersøgelser håber forskerne, at det i fremtiden både bliver lettere at vurdere den enkelte patients risiko for at udvikle nervebetændelse, og at behandlingen af sygdommen bliver mere effektiv.
Centeret blev i dag officielt åbnet ved en åbningsceremoni på Aarhus Universitetshospital.
Professor Troels Staehelin Jensen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin, Dansk Smerteforskningscenter og
Aarhus Universitetshospital
Telefon: 2616 7042
tsjensen@ki.au.dk