Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nyt økonomisk rygstød fra Grundfos til iværksætterne på Aarhus Universitet

Grundfos styrker igen iværksættermiljøet på Aarhus Universitet med tre års støtte til lovende unge startups i form af mikrolegater og mentorprogram.

10.12.2020 | Lonni Klitgaard

Iværksætterne i The Kitchen har også de næste tre år mulighed for at søge EarlyCash.

Iværksætterne på Aarhus Universitet kan godt glæde sig. De næste tre år vil mange af de mest lovende ideer og produkter blive støttet med mikrolegater og mentorprogrammer. Det er Grundfos, der efter et testår har valgt at donere i alt 1,5 mio kr. i 2021-2023 til de lovende unge startups’ iværksætterrejse.

Grundfos havde en åbningsgave med til The Kitchen, da Aarhus Universitets iværksætterhub åbnede i februar 2020. Derfor har i alt 21 unge, lovende AU-iværksættere i den tidlige fase fået tildelt mikrolegatet Earlycash på 15.000 kr. samtidig med, at de har fået råd, vejledning og sparring af en iværksættermentor via programmet Ignite. Denne donation ønsker Grundfos nu at fortsætte de næste tre år.

”For Grundfos er det helt naturligt at tage aktiv del i at støtte, styrke og udvikle et stærkt innovationsmiljø. Vores virksomhed er bygget på en fantastisk idé og evnen og drivkraften til at føre den ud i livet. Gennem vores samarbejde med Aarhus Universitet kan vi hjælpe flere gode idéer frem, lige som vi kan sikre, at der er et innovationsmiljø af den højeste kvalitet præget af de skarpeste hjerner. Vi har store forventninger til de ambitiøse startups fra iværksættermiljøet i The Kitchen, som vi ser frem til at følge i deres udvikling,” siger Henrik Ørskov Pedersen, Senior R&D Director hos Grundfos.

Glæde over støtte til århusianske iværksættere
På Aarhus Universitet har man bl.a. via åbningen af The Kitchen sat skub i en langsigtet indsats, der skal styrke erhvervssamarbejde og innovation, og erhvervsdirektør Lone Ryg Olsen glæder sig over støtten til de århusianske iværksættere: ”Vi er stolte over, at Grundfos har valgt at støtte iværksættermiljøet på Aarhus Universitet med denne flotte donation. Det er gennem stærke partnerskaber som dette mellem universitet og virksomheder, at vi kan få omsat de gode og bæredygtige forretningsideer, der udspringer af inkubationsmiljøet på universitetet. Den viden, der skabes af dygtige studerende og forskere skal bringes i spil og skabe værdi i samfundet, og det er donationen fra Grundfos med til at sikre.

Earlycash: fra frivillig til virksomhed med omsætning
Over de næste tre år vil 23 lovende startups pr. år kunne ansøge om mikrolegatet Earlycash på 15.000 kr.  Det økonomiske skulderklap fra Grundfos har for tidligere modtager Blend in været en særdeles kærkommen håndsrækning, der har sat skub i deres forretningsudvikling:

”Early cash havde en kæmpe betydning for vores forretning. Uden legatet og den prototype til web, som vi fik lavet for pengene, havde vi aldrig landet aftaler med vores første betalende kunder. Og dét at vi havde landet de første kunder, var en af hovedårsagerne til, at vi også efterfølgende lykkedes med at få tildelt flere midler, som vi så brugte til at lave det egentlige website. I dag er vi derfor ikke længere et frivilligt projekt men en hurtigt voksende virksomhed med omsætning. Det kan vi takke Earlycash for,” udtaler Anne Ejlerskov, stifter og partner i iværksættervirksomheden Blend In Aps, der digitalt formidler insidertips fra frivillige lokale tippere om Aarhus’ skjulte skatte.

Earlycash-legatet kan søges fire gange årligt de næste tre år, ligesom der årligt skal afholdes et Earlycash Award-show med uddeling af priser til de bedste iværksættere.

 

Læs mere om Earlycash her og mentorprogrammet Ignite her 

Læs mere om The Kitchen her 

Samarbejde, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Ekstern målgruppe