Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nyt samarbejde mellem AU og P1 går bag om forskningen

Et nyt samarbejde mellem Aarhus Universitet og P1 bringer lytterne helt tæt på forskerne, deres undren og fascination af forskningen. ’SuperTanker’ bliver sendt som indslag i ’Eksistens på P1’, og et længere interview med de enkelte forskere kan lyttes og downloades som podcast ved at abonnere på Aarhus Universitet på iTunes eller SoundCloud.

25.09.2014 | Hans Plauborg

Professor Tobias Wang er en af de forskere fra Aarhus Universitet, som under overskriften "SuperTanker" fortæller om undren og fascination i deres forskning. Supertanker sendes på P1 og kan også downloades via Aarhus Universitet. Foto: Anders Trærup, AU Kommunikation.

I ’SuperTanker’ fortæller en række forskere fra Aarhus Universitet om deres forskning, deres undren, nysgerrighed, fascination og drivkraft og deres personlige tilgang til det emne, de forsker i. ’SuperTanker’ giver på den måde et andet billede af forskere og deres forskning end det sædvanlige i medierne, hvor historien ofte er ’En ny undersøgelse ...’ eller ’Ny forskning viser ...’

’SuperTanker’, der sendes i ’Eksistens på P1’ mandage klokken 10.03-11.00, giver lytterne et nyt billede af de overvejelser og veje ind i forskningen – ofte også af eksistentiel karakter – som mange forskere er drevet af.

”Udsendelserne tager sig tid til at gå bag om forskningens resultater og interesserer sig for selve drivkraften bag forskningen. Her får forskeren mulighed for at sætte ord på den grundlæggende nysgerrighed og det livtag med virkeligheden, som forskningen også er,” siger chef for ekstern kommunikation ved Aarhus Universitet Bjørg Tulinius.

Danmarks Radios P1 ser også frem til samarbejdet:
”Al forskning begynder næsten altid med en nysgerrighed og en undersøgelsestrang hos det enkelte menneske. På P1 interesserer vi os mindst lige så meget for den undren og fascination som for hårde facts og forskningsresultater. Derfor er vi glade for at være en del af ’SuperTanker’, som videregiver forskernes motivation og drivkraft til P1’s lyttere,” siger P1-redaktør Hanne Barslund.

’SuperTanker’ udkommer i to versioner:

  • Som indslag i ’Eksistens på P1’, der sendes mandage klokken 10.03-11.00 på P1.
  • Som en ca. 20 minutters podcast fra Aarhus Universitet, der kan lyttes til og downloades fra iTunes podcasts Aarhus University eller på SoundCloud.

Kontaktpersoner:
Bjørg Tulinius, chef for ekstern kommunikation ved Aarhus Universitet, btu@au.dk eller tlf. 2962 4872

Mette Willumsen, redaktør på ’Eksistens på P1’, mmw@dr.dk eller tlf. 2426 7435

P1-redaktør Hanne Barslund, hbl@dr.dk eller tlf. 2372 2367

Samarbejde, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe, Aarhus Universitet