Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nyt samarbejde skal styrke dansk hjerneforskning

Danske forskere i psykologi, neurobiologi, neurologi, filosofi og ingeniørvidenskab vil sammen øge forståelsen af hjernen. Initiativet skal bringe dansk neuroforskning i verdenseliten.

01.07.2013 | Lotte Fisker Jørgensen

”Dansk neuroforskning har for længe haft en tradition for at grave grøfter og at isolere sig i mindre grupper. Men skal vi i fremtiden se store landevindinger i hjerneforskning, er det nødvendigt at samle forskning fra traditionelle discipliner og universiteter”.

Det mener professor Morten Overgaard fra Aarhus Universitet. Sammen med professor Jesper Mogensen fra Københavns Universitet har han taget initiativ til forskningssamarbejdet DINEA, Danish Integrative Neuroscience Alliance, der skal samle danske forskere på tværs af faglige og geografiske grænser.

DINEA består i første omgang af tre forskningsgrupper fra Aarhus, København og Aalborg Universitet, men flere forventes at slutte sig til.

”Samarbejdet betyder, at stærke kræfter, der ellers har været spredte, bliver samlet i én og samme struktur. Dermed bliver DINEA på linje med nogle af de stærkeste forskningsgrupper i verden inden for dette felt,” siger Morten Overgaard.

Brug for nye modeller til at forstå hjernen

Forskerne vil arbejde på at udvikle tværfaglige neurovidenskabelige modeller til at forstå hjernen og andre emner, som man i dag ved ganske lidt om. Det kan for eksempel være koma og bestemte typer hjerneskader.

Professor Jesper Mogensen understreger, at initiativet er nødvendigt for at udvikle bedre behandlingsmetoder i psykiatrien.

”Hjerneforskningen har gjort store fremskridt inden for de seneste årtier. Men mange af de største spørgsmål er fortsat ubesvarede. Og netop de spørgsmål – for eksempel om hjernens organisering, og hvordan hjernen danner grundlag for bevidsthed og andre dele af vort mentale liv – er også afgørende for at udvikle bedre behandlingsmetoder inden for neurologi og psykiatri,” siger han og uddyber:

”For at finde bedre svar på disse store spørgsmål skal mange forskningsgrene arbejde tæt sammen og se på de samme emner fra mange sider. Og ikke mindst skal forskere fra mange områder også i det daglige arbejde udveksle tanker og resultater. Det giver DINEA helt nye muligheder for at opnå.”

DINEA er blevet til på initiativ af de to forskere, der også leder centeret:

  • Professor Morten Overgaard, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet
    (ansvarlig for den primært kognitionsbaserede forskning).
  • Professor Jesper Mogensen, Københavns Universitet
    (ansvarlig for den primært neurovidenskabelige forskning).

Læs mere

Læs mere på DINEA’s hjemmeside.

Yderligere oplysninger

Professor Morten Overgaard
Aarhus Universitet, Institut for Kliniske Medicin, Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab og
Aalborg Universitet
Direkte telefon: 2078 3154
mortover@rm.dk

Professor Jesper Mogensen
Københavns Universitet
Direkte telefon: 2166 6308
jesper.mogensen@psy.ku

Forskning, Alle grupper, Alle AU-enheder