Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nyt studie frikender antidepressiv medicin til gravide

En ny, stor undersøgelse punkterer mistanken om en sammenhæng mellem antidepressiv medicin under graviditeten og medfødt hjertefejl. Man bør tænke mere på moderens psykiske sundhed under graviditeten, mener forsker bag studiet.

27.01.2016 | Lise Wendel Eriksen

Der er ingen sammenhæng mellem antidepressiv medicin under graviditet og medfødt hjertefejl

Flere undersøgelser har tidligere peget på mulige sammenhænge mellem antidepressiv medicin under graviditeten og børn født med hjertefejl. Enkelte har dog også vist det modsatte. En af de største og mest detaljerede undersøgelser frikender nu antidepressiv medicin eller de såkaldte SSRI-præparater.

”Der er mange meninger om antidepressiv medicin til gravide, så der er et stort behov for solid viden på dette område. Derfor er vores undersøgelse, der viser, at SSRI-præparater ikke øger risikoen for medfødt hjertefejl, selvfølgelig også en utrolig god nyhed til gravide kvinder, der tager antidepressiv medicin,” siger forfatteren bag studiet professor, dr. Irene Petersen fra Aarhus Universitet og University College London (UCL).

Studiet, der er lavet i samarbejde med forskere fra University College London og London School of Hygiene and Tropical Medicine, offentliggøres i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Journal of Clinical Psychiatry den 27. januar 2016.

Et af de største studier
I undersøgelsen har forskerne set nærmere på mere end 200.000 par af kvinder og nyfødte i Storbritannien i perioden 1990-2011. Undersøgelsen er dermed den hidtil mest omfattende undersøgelse på området.

I modsætning til tidligere studier inkluderede forskerne viden om kvindernes almene sundhedstilstand som rygning, overvægt samt alkohol- og stofmisbrug. De sammenlignede også forskellige grupper af kvinder, der tog eller ikke tog SSRI-præparater før og under graviditeten, samt kvinder, der tog andre typer antidepressiv medicin under graviditeten. 

”Ved at grave et spadestik dybere end tidligere undersøgelser kan vi se, at risikoen for medfødt hjertefejl ikke har nogen sammenhæng med brug af antidepressiv medicin, men derimod skyldes faktorer som diabetes, overvægt, alkohol- og stofmisbrug,” siger Irene Petersen og tilføjer:

”Den viden er selvfølgelig vigtig at være bevidst om, når man skal tage stilling til, om man skal fortsætte med antidepressiv medicin under graviditet”.

Tidligere undersøgelser fra Irene Petersens forskergruppe har vist, at fire ud af fem kvinder lægger antidepressiv medicin på hylden, når de bliver gravide. Hun understreger, at fravalg af antidepressiv medicin under graviditet kan risikere at gøre mere skade end gavn:

”Vi ved fra en amerikansk undersøgelse, at op mod 70 procent af gravide kvinder, der stopper med antidepressiv medicin, får tilbagefald til depression, hvilket også kan have store konsekvenser.  Så det er vigtigt at overveje både fordele og ulemper, inden man stopper med antidepressiv medicin under graviditeten,” siger Irene Petersen.


Om undersøgelsen

· Studiet er udført på baggrund af data fra almen praksis i Storbritannien fra børn født i perioden 1. januar 1990 til 31. januar 2011.

· I alt 209.135 par af britiske kvinder og børn indgik i studiet.

· Under 1 procent af børnene fik konstateret medfødte hjertefejl inden for de første fem leveår.

· Der var ingen signifikant forskel i forekomsten af børn med medfødt hjertefejl hos hhv. kvinder, der fik antidepressiv medicin under graviditeten og kvinder, der ikke fik antidepressiv medicin under graviditeten.

· Der var øget risiko for børn med medfødt hjertefejl hos gravide kvinder med diabetes og kvinder, der tidligere havde haft alkohol- og stofmisbrug, der var overvægtige (BMI>30).  


Yderligere information

Professor, Dr. Irene Petersen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
University College London, England.
Telefon: +44 7904367887
E-mail: Irene.Petersen@clin.au.dk

Forskning, Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Health, Sundhed og sygdom, Teknisk/administrativ medarbejder, Offentligheden/Pressen