Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nyuddannet læge: Vi er en del af et særligt fællesskab

585 mennesker var samlet i Aulaen onsdag den 24. juni for at fejre de nye læger.

25.06.2015 | Christina Lund Højfeldt og Anders Trærup (foto)

585 mennesker var samlet i Aulaen onsdag den 24. juni for at fejre de nye læger fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

142 nye læger afslutter deres tid som studerende og går en ny hverdag i møde som nyuddannede læger. Vært og dekan Allan Flyvbjerg bød lægerne og deres familier velkommen.

Aarhus Universitetskor og tonerne fra de 585 deltagere sørgede for en blød, men også højtidelig stemning i salen.

Cand. med. Dennis Fristrup Simonsen havde fået æren af at holde dette års dimittendtale som repræsentant for eksamensholdet. Han indledet sin tale med at slå fast at være medicinstuderende er ensbetydende med at være en del af et helt særligt fællesskab. Talen blev afsluttet med et citat af Søren Kierkegaard, ”Livet leves forlæns, men forstås baglæns”. Dette var en opfordring til de nye læger, at de også i fremtiden skulle tage sig tid til pauser og eftertænksomhed.

Cand. med. Rune Stevnhøj Sørensen sætter sin underskrift på lægeløftet.

Dekanen gav alle de nye læger et stort tillykke med på vejen.

Glæden ved at være nået i mål med studiet og nu kunne kalde sig Cand. med var stor hos de nye læger.

Salen summede af lettelse og stolthed, og lægeløftet satte det endelige punktum for tiden som medicinstuderende.

Cand. med. Marie Maagaard Sørensen trykker dekan Allan Flyvbjergs hånd. Nu venter en ny hverdag, hvor teorien skal omsættes til praksis.

Arrangementet bød også på overrækkelse af doktorbreve til Henrik Jensen (t.v.) og Sune Nørhøj Jespersen (t.h.). Dekan Allan Flyvbjerg ses i midten.

Uddannelse, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Health, Ekstern målgruppe, Studerende, Arrangement, Videnskabelig medarbejder