Hvis vækstlag og konkurrenceevne skal fastholdes og styrkes, skal flere profiler – også fra udlandet - søge forskerstillinger på Health. Fakultetsledelsen skal derfor diskutere, hvordan man konkret kan tiltrække flere internationale VIP’er.
10.04.2017 |
Flere internationale navne skal være at finde i ansøgningsbunkerne, når en ledig VIP-stilling på Health skal besættes.
Dermed følger Health i det spor, som Udvalget for Forskning og Eksternt Samarbejde (UFFE) har lagt for, hvordan Aarhus Universitet kan styrke rekrutteringen af internationale juniortalenter og topforskere.
Formålet er at fastholde og styrke AU’s vækstlag og konkurrenceevne – det sidste bl.a. målt på ekstern finansiering.
Rekruttering, og herunder international rekruttering, vil være tema for ledelsesseminaret i maj, hvor AU’s øverste ledelse samles på Sandbjerg, og på den baggrund har fakultetsledelsen på Health diskuteret, hvilke spørgsmål det kan være en god idé, at institutlederne overvejer inden da.
”Det kan bl.a. være relevant at se på, hvilke VIP-profiler, der ser ud til at kunne skaffe midler til forskningen på Health. Er det vores danske eller internationale VIP’er, der tiltrækker penge i dag? Kan man sige noget om, hvilken stillingskategori de tilhører? Bruger vi vores internationale netværk optimalt i rekrutterings- øjemed? Og har vi viden, der kan bruges som hjælp til at gøre stillingsopslag synlige de rigtige steder”, siger prodekan for talentudvikling på Health, Lise Wogensen Bach.
De tilgængelige tal fra AU HR tegner lige nu et billede af, at ganske få stillinger på Health trækker mange ansøgere, herunder internationale navne, mens mange stillinger kun trækker få – helt ned til én - ansøger.
Fakultetsledelsen peger på, at data fra området skal anvendes og tolkes med stor forsigtighed, idet Health har nogle helt særlige forhold, der influerer på tallene – herunder at kliniske stillinger skal besættes af ansøgere, der taler dansk.
Prodekan for talentudvikling Lise Wogensen Bach
Aarhus Universitet, Health
Mobil: 2548 8522
lwb@au.dk