Aarhus Universitets online studiestartsforløb Study@AU skal i 2021 byde velkommen til både nye bachelorstuderende, nye kandidatstuderende og nye internationale studerende. De tre versioner af Study@AU bygger på de gode erfaringer fra studiestarten 2020.
21.06.2021 |
Online-forløbet Study@AU, som ved forrige studiestart bød alle nye bachelorstuderende velkommen til Aarhus Universitet i ugerne før studiestart, kommer i år endnu flere studerende til gode. I august lancerer AU nemlig en ny udgave af forløbet i tre versioner rettet mod hhv. bachelor-, kandidat- og internationale studerende.
Alle tre versioner af Study@AU har fokus på at give de studerende en samlet introduktion til livet som universitetsstuderende. Her bliver man klogere på, hvad universitetet er, hvordan éns uddannelse er opbygget, de mest relevante IT-platforme, og hvad studielivet i øvrigt indebærer. Der henvises løbende til praktiske informationer og til AU’s online ressourcer målrettet de studerende. Formålet med Study@AU er at introducere de studerende til deres tid på AU allerede inden de møder op på campus første gang. På den måde er forløbet tænkt som et indledende supplement til den øvrige studiestart.
De tre forløb er i 2021:
Study@AU til danske bachelorstuderende - særligt fokus på overgangen fra ungdomsuddannelse
Study@AU til danske kandidatstuderende - særligt fokus på diversitet i studenterskaren
Study@AU til internationale bachelor- og kandidatstuderende (engelsk) - særligt fokus på dansk undervisningskultur
Studerende får adgang via AU’s nye læringsplatform
De nye studerende får adgang til Study@AU gennem Aarhus Universitets nye læringsplatform Brightspace. Opbygningen af de tre forløb har været fokuseret på at udnytte platformens brugervenlighed og mulighederne for interaktivitet.
De studerende tilmeldes den udgave af Study@AU, som er relevant for dem. De vil kunne tilgå forløbet via deres kursusoversigt i Brightspace i starten af august, efter at de er blevet indskrevet på AU. De studerende bliver gjort opmærksom på, at de kan tilgå et Study@AU-forløb dels via et velkomstbrev og dels via studiestartssiderne på de enkelte uddannelser.
Bygger på gode erfaringer
I 2020 valgte godt en tredjedel af de nye studerende at gennemføre Study@AU. Efterfølgende gav de udtryk for, at forløbet motiverede dem til at lære universitetet at kende og gav dem en oplevelse af tryghed forud for studiestarten. Derfor har universitetet valgt at udvikle forløbet yderligere frem mod denne studiestart.
Foruden udvidelsen af målgruppen har man bl.a. udskiftet noget af teksten med interaktive elementer, ligesom man – på baggrund af erfaringerne fra 2020 – har øget fokus på praktiske informationer med link til relevante AU-ressourcer til studerende.