For de uindviede er cykelsport bare tynde, brune mænd på dope, der tramper i pedalerne for at komme først. Vi andre ser noget mere. Vi ser forpinte mænds kamp for at udtrykke deres personlighed og fortælle deres historie på vej mod målstregen. Lyder det højtravende og latterligt? Sikkert. Men det er sådan, det er. Og Marco Pantani var den bedste til det.

08.07.2013 | Hans Plauborg

Af Hans Plauborg,
chefkonsulent, AU Kommunikation
og redaktør, Cykelmagasinet

Det var udtrykket, stilen, fysionogmien. Den skaldede isse, flyveørerne, den lange næse og de spektakulære angreb hver gang det gik opad. Marco Pantani var ikke bare en cykelrytter, men en kunstner der iscenesatte sit værk i de høje bjerge. I hvert fald for mig.

For de uindviede er cykelsport bare tynde, brune mænd på dope, der tramper i pedalerne for at komme først. Vi andre ser noget mere. Vi ser forpinte mænds kamp for at udtrykke deres personlighed og fortælle deres historie på vej mod målstregen. Lyder det højtravende og latterligt? Sikkert. Men det er sådan, det er. Og Marco Pantani var den bedste til det.

Når Elefantino smed kasketten

Jeg havde fulgt ham i hans første sæson som professionel cykelrytter i 1994, hvor han var blevet nummer to i Giro d’Italia og nummer tre i Tour de France. Som var han besat af bjergets ånd, havde han angrebet og angrebet, hver gang det gik opad.

Det var som om, han med sine angreb ville flygte fra et eller andet.

Kort før han lancerede sine ryk på cyklen, smed han altid sin cykelkasket ud til tilskuerne og blottede sit skaldede hoved med de store ører, der gav ham øgenavnet Elefantino.

Så vidste både tilskuere og konkurrenter, hvad der var i vente. Jeg elskede det. Og selv om jeg allerede dengang var en voksen ung mand, der for længst burde være vokset fra barndommens idolunivers, forestillede jeg mig tit, at jeg var ham og trådte i pedalerne som ham, når jeg selv sad på racercyklen. Den skaldede isse og de store ører havde vi endda til fælles.

Da bjerget skælvende

Jeg nåede at opleve Pantani - eller Piraten som han også blev kaldt på grund af sit udseende – to gange på l’Alpe d’Huez. Den første gang var i 1995, hvor jeg stod i sving to på toppen af det legendariske Tour-bjerg. Vi hørte fra tilskuere med radio, at Pantani havde smidt kasketten og angrebet allerede i bunden af bjerget.

Atmosfæren dirrede af spænding oppe i sving to, mens lyden af helikoptere langsomt kom nærmere, og pludselig skælvede bjerget i et orgasmisk inferno af larm og vildskab. Den lille mand i Carrera-tøjet kom susende i ensom majestæt skiftevis siddende og stående på cyklen, præcist som jeg kendte hans stil fra fjernsynsbillederne.

Sveden, de blodsprængte øjne og det forpinte ansigt husker jeg, og brølet fra bjerget der langsomt fortonede sig, mens Piraten kørte i mål som sikker vinder på toppen.

L’Alpe d’Huez 1997

To år efter var jeg tilbage på bjerget igen på præcis samme sted. Cykelentusiaster elsker det tilbagevendende, for netop gentagelsen er det smukke, som Jørgen Leth siger.

Jeg var cyklet op til sving to tidligere på dagen, og overalt havde folk skrevet “Pantani” på vejen. Jeg havde købt solbriller magen til Piratens, og det var velsagtens dét sammen med manglen på hår og de store ører, der fik flere tilskuere i vejkanten til at råbe hans navn – efter mig. Større kunne det ikke blive.

Denne gang stod vi samlet omkring en hollænder, der havde et lille bærbart tv på sig. Vi så, hvordan Festina-holdet trak hårdt i bunden af bjerget, hvordan Jan Ullrich i den gule trøje forsøgte at forcere og mørne konkurrenterne sammen med Richard Virenque. Til sidst var der kun Ullrich, Virenque, den langlemmede ørn fra Herning og så Piraten tilbage.

Pantani smed kasketten og rejste sig i en lang serie af accelerationer. Først røg Riis, lidt efter Virenque og i et af de 21 hårnålesving midt på bjerget måtte også den gule trøje slippe. Alle var sat. Den lille klatrekunstner havde skabt præcis det værk, han havde sat sig for den dag. Hans tid på 36.50 minutter fra bund til top står stadig i dag som den hurtigste cykeltid på l’Alpe d’Huez.

Pantani var en kunstner

Pantani døde ikke langt fra sit hjem i Cesenatico den 14. februar 2004. På et hotelværelse fyldt med nervemedicin og kokain. Hans alvorlige psykiske problemer og personlige deroute var begyndt allerede i 1999, da han iført den lyserøde førertrøje blev pillet ud af Giro d’Italia med for høj hæmatokritværdi.

De følgende år så jeg, hvordan hans liv og karriere som cykelrytter blev smadret af doping og ikke mindst jagten på dopingsyndere, som myndigheder og medier indledte efter Festina-skandalen i 1998. 

Karrieren var forbi, men jeg håbede til det sidste, at der fandtes en redning for ham som menneske. Men Pantani var en kunstner. At udtrykke sig på cyklen i de høje bjerge var hele hans liv. Da han ikke længere kunne det, mistede han sin identitet, og livet var ikke længere noget værd.

Heldigvis kan jeg stadig gå på youtube og genopleve Piratens største mesterværker.

Se Pantanis sejr på l’Alpe d’Huez 1997

Mit bedste Tour de France

Det er selvfølgelig 1996. Jeg sad på et kollegieværelse i Gellerup og så Bjarne Riis køre sig i gult på den forkortede Sestriere-etape. TV-billederne kom og gik pga. det dårlige vejr i Frankrig, mens jeg skiftevis bandede og svovlede og stod op og klappede med næsten lige så høj puls som Riis.

Mit værste Tour de France

Så afgjort 1989. Laurent Fignon var min første store Tour-helt. Jeg elskede professoren, som han blev kaldt på grund af sine briller og hestehalen, og så kom denne her skide amerikaner med en sjov hjelm på hovedet og en underlig bøjle på styret og slog ham med kun 8 sekunder i Paris. Forfærdeligt. Jeg var næsten lige så ked af det som Fignon.