Forsinkelse eller ej, Mads Dam Lyhne har taget orlov fra sit ph.d.-studie på Institut for Klinisk Medicin for at træde ind i nødberedskabet på sygehuset. Her fortæller han fra sin første uge som læge i corona-teltet, hvor tankerne om afhandlingen dog stadig fylder.

13.05.2020 | Mads Dam Lyhne

Mandag d. 4. maj: Første dag i de hvide telte

I midten af marts stillede jeg mig til rådighed for nødberedskabet under corona-krisen. Jeg er egentlig i gang med sidste del af min ph.d., men da jeg i fjernsynet så, hvordan sygehusvæsenet kollapsede i Sydeuropa, og alle frygtede, at det samme kunne ske her, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle træde til. Det giver ikke mening at sidde bag computeren, hvis mine kolleger i kitler ikke kan følge med. Lægegerningen og lægeløftet sidder dybt i mig.

Nu er jeg blevet indkaldt. Jeg har fået to måneders orlov fra universitetet, og i dag er min første dag i de hvide corona-telte foran sygehuset. Vi fungerer som en slags lægevagt og skal vurdere, om patienterne skal podes, indlægges eller sendes hjem igen. Alle med de mindste corona-mistænkelige symptomer kommer forbi os, også selv om de sandsynligvis fejler alt muligt andet eller intet. I dag har jeg fx set en gravid med hovedpine og en midaldrende mand med mavesmerter. Vilkårene og rammerne stiller store krav til lægefagligheden. Vi står på en parkeringsplads med ganske få remedier ved hånden. Patienterne sidder i bilen, og vi må ikke en gang røre dem for at undersøge dem nærmere.

 

Tirsdag d. 5. maj: Hallo, er der nogen?

Det er anden dag i teltet, og jeg føler mig allerede mere hjemme i rutinerne. Min kollega og jeg har brugt lang tid på opspore de relativt mange patienter, der ikke mødte op til deres aftalte test-tid i går. Alle vores patienter er henvist af egen læge eller vagtlæge, så vi ved, at de behøver en lægevurdering. Når de så udebliver, er vi nødt til at sikre os, at patienterne ikke er blevet dårligere eller i værste fald døde derhjemme i mellemtiden. Vi fik fat i dem alle. Én havde ikke kørekort, og familien turde ikke køre ham af frygt for selv at blive smittet. Vi sendte en ambulance, som kan pode hjemme hos patienten. Jeg havde ikke regnet med, at den opsøgende del også var en del af arbejdet, men det er relevant. Ingen skal tabes på gulvet.

 

Onsdag d. 6. maj: Stuegang og blodpropramte grise

Jeg har gået stuegang på sygehusets corona-afsnit i dag. Det er også en del af at være læge i beredskabet. Vi har ikke ret mange patienter. Fordi vi er et beredskab, er bemandingen god, og vi er mange på arbejde. Det er uvant, for sundhedsvæsenet har været rundbarberet og underlagt store besparelser længe. Men vi bruger også meget lang tid på at tage værnemidler af og på mellem hver patient. Det er omstændeligt og kan godt tage 10 min. På den måde når jeg heller ikke at tilse så mange patienter, som jeg normalt ville.

Selv om jeg har orlov, tænker jeg på mit ph.d.-projekt hver eneste dag, og jeg tjekker min mail flere gange dagligt. Jeg er normalt ansat på kardiologisk afdeling og skriver ph.d. om blodpropper i lungerne. Vi laver dyreforsøg på grise og tester forskellige behandlingsmuligheder. Det er mit helt eget forskningsprojekt, mit lille barn, så det er umuligt at slippe helt.

 

Torsdag d. 7. maj: Hjertestop, værnemidler og dyrebare minutter

En af funktionerne i nødberedskabet er også at være mellemvagt på sygehuset. Som mellemvagt tager man sig af de akutte patienter og bliver bl.a. tilkaldt til hjertestop alle steder i huset. I dag havde jeg følgevagt før min første mellemvagt næste uge.

Der var tilfældigvis hjertestoptræning i dag. Teknikken kan vi godt, men det var fint at møde mange af de andre ansatte og få trænet samarbejde og kommunikation. Vi fik også afklaret, hvad vi gør, hvis en corona-patient får hjertestop. Hjertestoppatienter kan per definition ikke blive dårligere, så de skal naturligvis modtage den bedste hjælp, først og lynhurtigt. Men de er principielt døde, og derfor er det besluttet, at førsteprioritet i den situation er at passe på personalet. Vi skal derfor iføre os alle værnemidler, før vi går ind på stuen og starter genoplivningsforsøget. Det tager tid, og det er dyrebare minutter at bruge, når det handler om at redde liv. På den anden side er COVID-19 jo en luftvejsinfektion, og man kan godt forestille sig, hvordan virus vælter ud af luftvejene, når vi på nært hold presser på den syges brystkasse.

 

Fredag d. 8. maj: Studiedag med børn på sidelinjen

I dag er studiedag. Det er St. Bededag, så børnene på tre og fem år er også hjemme. Det er min kone ikke. Hun er læge på kræftafdelingen. Det bliver derfor ikke til meget sammenhængende arbejdstid. Min hovedvejleder er godt tilfreds med det artikeludkast, jeg har skrevet. Det er altid en stor lettelse. Jeg er heldigvis færdig med alle mine forsøg og har ’kun’ selve analyse- og skrivearbejdet tilbage. Det er en privilegeret position at være i under corona-nedlukningen. Det er en lang proces at få artiklerne gennemlæst og få inkorporeret kommentarer fra vejledere og tidsskrifter. Jeg prøver derfor at få opgaverne ekspederet over på andres skriveborde, så der stadig er fremdrift i projektet, mens jeg er på orlov.

 

Weekenden d. 9. og 10. maj: Er det indsatsen værd?

Lørdag har jeg fri, men søndag er jeg tilbage i teltet. Det er en meget stille dag. Man kan overveje, om det er indsatsen værd at sætte sin ph.d. på pause, nu vi alligevel ikke fik italienske tilstande. Det synes jeg. Beredskabet havde nok også klaret det uden min hjælp, men jeg blev jo indkaldt, så de har vurderet, at jeg var nødvendig. Jeg er heller ikke bekymret for min afhandling eller min forskerkarriere. Der sker ikke noget ved, at min ph.d.-periode bliver forlænget en smule. De fleste ph.d.er bliver forsinket i deres forløb af den ene eller anden grund. Og når vi trods alt står midt i en verdensomspændende sundhedskrise, er mine blodpropramte grise heller ikke vigtigere, og mine kræfter er bedre brugt i de hvide telte frem for bag en computerskærm. I hvert fald i en periode.

 

Læs også dagbøger fra:

• Uddannelseschef på Health, Anna Bak Maigaard
• Institutleder på Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Siri Beier Jensen
• Den tekniske chef på Health, Conor Leerhøy
• Lektor og afdelingslæge Christian Wejse