Nogle migrænepatienter kan skære ned på medicinen eller droppe den helt ved at bruge en nyudviklet inhalator, der ændrer sammensætningen af den luft, vi indånder. Det er resultatet af et pilotstudie lavet på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital med 11 patienter.
24.09.2018 |
Ved at få flyttet lidt rundt på kroppens egne molekyler gennem en lille inhalator kan visse migrænepatienter enten skære ned på medicinen eller undlade den helt. Det viser et pilotstudie, der er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Cephalalgia.
Det er patienter, der lider af migræne med aura, altså hvor man får føle- eller synsforstyrrelser inden den smertefulde hovedpine sætter ind, der er blevet undersøgt i studiet. 11 patienter deltog i pilotstudiet, der nu skal følges op af et stort klinisk forsøg.
En af forfatterne er civilingeniør og ph.d. Troels Johansen, der lavede forsøget som en del af sin ph.d hos Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og Hovedpineklinikken på Aarhus Universitetshospital.
Han forklarer, at migræne opstår som led i en kædereaktion, hvor hjernens blodårer trækker sig sammen, og blodet derfor ikke kan forsyne hjernen med nok ilt.
”Vi bruger CO2 og ilt, som er kroppens naturlige molekyler til at mobilisere kroppens eget forsvar mod migræneanfald. Inhalatoren udvider de blodårer, der forsyner hjernen med ilt med op til 70 procent og stopper dermed den destruktive kædereaktion,” siger Troels Johansen og tilføjer, at virkningen af behandlingen begynder efter få sekunder.
Vil gerne nå alle migrænepatienter
Pilotstudiet er udført fra 2016-2017 på 11 patienter med migræne med aura. Blandt resultaterne var, at effekten på smertelindring steg markant for hver brug af inhalatoren. 45 procent fik effekt første gang, og det tal steg til 78 procent anden gang.
”Forsøget viser nogle meget markante fysiologiske effekter i kroppen,” siger Troels Johansen, der i dag underviser på Ingeniørhøjskolen, Aarhus Universitet, og sammen med et team har sat inhalatoren i produktion gennem firmaet BalancAir.
Eftersom pilotforsøget begrænser sig til migræne med aura og kun er udført på 11 patienter, planlægger Troels Johansen nu at gennemføre et stort klinisk forsøg, der også omfatter migræne uden aura og kronisk migræne.
Bag om forskningsresultatet
Studietype: randomiseret, kontrolleret, dobbelt-blindet forsøg.
Samarbejdspartnere: Professor Flemming W. Bach fra Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, og læge Cecilia H. Fuglsang, der var Hovedpineklinikkens forsøgsmedarbejder under pilotstudiet.
Ekstern finansiering: Migræneinhalatoren er udviklet af den danske virksomhed BalancAir, der blev grundlagt i 2009 af Troels Johansen og i dag drives af et team på ni ansatte. Virksomheden har lanceret inhalatoren på det danske marked under navnet Rehaler. BalancAir har finansieret pilotstudiet.
Den videnskabelige artikel kan findes her.
http://journals.sagepub.com/doi/10.1177/0333102418797285
Kontakt
Civilingeniør og ph.d. Troels Johansen
Ingeniørhøjskolen, Aarhus Universitet
Mobil: 40 97 73 13
Mail: troels.johansen@ase.au.dk