Langt de fleste politikere har taget en omvej, før de ender i Europa-Parlamentet. Eksempelvis har NATOs parlamentariske forsamling fungeret som oplæringsanstalt for politikere fra næsten alle danske partier.

13.05.2014 | Nina Hermansen

Europarådets parlamentariske forsamling er et af de oversete internationale parlamenter, hvor en plads kan blive startskuddet på en politikers senere karriere i EU-parlamentet.

Jeppe Kofod sidder i NATOs parlamentariske forsamling og stiller ved valget i maj op som Socialdemokraternes spidskandidat til Europa-Parlamentet. Stifteren af Centrum Demokraterne, Erhard Jacobsen, sad i Europarådet, før han blev valgt til parlamentet, og tidligere statsminister Poul Schlüter var ligeledes at finde i både Europarådet og Nordisk Råd, inden han afsluttede sin politiske karriere i Bruxelles.

Det er tilsyneladende ikke helt tilfældigt. Ifølge lektor ved Europastudier på Aarhus Universitet Ann-Christina Lauring Knudsen afprøver mange politikere deres evner i internationale parlamenter, inden de kaster sig over eksempelvis det europæiske lovgivningsarbejde. Hun har netop afsluttet et flerårigt forskningsprojekt, hvor hun har undersøgt, hvad der sker med demokratiets institutioner, når politikere og embedsmænd agerer internationalt.

”Det er interessant, at man aldrig har studeret Europa-Parlamentet ud fra præmissen om, hvordan den parlamentariske verden ser ud,” siger Ann-Christina Lauring Knudsen og forklarer, at det at sidde i et parlament er med til at skabe ens forståelse af, hvad det vil sige at repræsentere.

”Der findes en overstruktur af internationale parlamenter, som er blevet internaliseret i den politiske verden, og blevet en del af karrierevejen. Men mange af dem hører vi slet ikke om. Det er netværksområder – steder hvor man oplærer folk. Her får politikerne erfaring og muligvis en international løbebane. NATO har eksempelvis været en oplæringsanstalt for politikere fra næsten alle partier.”

Kaffeklubber uden magt
På verdensplan er der siden 1889 dannet mere end 30 overnationale parlamenter, men ifølge den aarhusianske lektor har de hverken den akademiske verdens eller offentlighedens interesse, da de færreste af disse parlamenter har reel magt. Nordisk Råd er eksempelvis stemplet som en kaffeklub, og Europarådet har kun rådgivende status.

”Men når de er så systematisk inkorporeret i det politiske landskab, bør vi interessere os mere for dem. For det handler også om demokratisk ansvarlighed. Der er en stor del af den politiske verden, som vi ikke fokuserer nok på,” siger Ann-Christina Lauring Knudsen og fortsætter:

”Vi kommer ikke til at forstå verden ved kun at fokusere på de steder, hvor man har magt. Hvis man kun leder efter bilnøglerne under gadelygten, afsøger man kun det område.”

Et kæmpe puslespil
På spørgsmålet om, hvorvidt politikerne lægger en konkret karriereplan og vælger at lade sig repræsentere i bestemte parlamenter for på et senere tidspunkt at kunne komme i Europa-Parlamentet, er Ann-Christina Lauring Knudsen mere tøvende.

”Det er svært at planlægge en politisk karriere. For politikere og partiledelsen er det et kæmpe puslespil, der skal gå op. Men når man systematisk kan se, hvordan visse parlamentarikere er blevet inkorporeret i en karrierestruktur over tid, så er det ikke tilfældigt. Det giver også kandidaterne en vished om, at de ikke er blevet delegeret hen i et hjørne, hvis de eksempelvis skal til Nordisk Råd. Det er snarere et udtryk for, at partiet på længere sigt vil bruge deres internationale erfaring.”

Kontakt

Ann-Christina Lauring Knudsen
Lektor, Institut for Kultur og Samfund - Europastudier, fag
alknudsen@hum.au.dk
Telefon: 8716 2234