Traditionen tro samledes fakultetets ph.d.-studerende til fagligt topmøde for at præsentere deres forskning, udveksle idéer og møde hinanden på tværs af fagområder. Fogh-Nielsen-vinderen blev fundet, årets vejleder kåret, og i år blev også to nystiftede priser overrakt. Se billederne og alle vinderne fra dette års PhD Day.
30.01.2020 |
Humøret var højt og programmet tætpakket fredag d. 24. januar, da årets PhD Day løb af stablen på Health. Under temaet ’Innovate and Initiate – from Academia to Business!’ holdt de to inviterede keynote-speakere, Paul J. Zak og John Haurum oplæg, og de godt 400 ph.d.-studerende, vejledere og forskningsårstuderende fik Søauditoriet og Bartholin-bygningen til at summe med poster-præsentationer, flashtalks og uformelt get-together.
Dagen byggede op til den prestigefyldte Fogh-Nielsen-konkurrence, som kulminerede spændingsmæssigt ved aftenens gallamiddag, hvor vinderen blev fundet. Se her, hvem der løb med årets Fogh-Nielsen-pris.
Ved gallamiddagen blev også årets vejleder kåret med JDC-prisen, og de to nystiftede priser, 3R-prisen og Healths studenterforskningspris, blev uddelt for første gang. PhD Day 2020 havde det hele. Lidt til. Og meget mere. Se billederne her:
Årets ph.d.-vejleder får JCD-prisen, der er opkaldt efter professor og tidligere institutleder på IKM Jens Christian Djurhuus. I år går den store ære til lektor Christian Kanstrup Holm fra Institut for Biomedicin. Se interviewet med Christian Kanstrup Holm og hør om hans tilgang til god vejledning. Det er de ph.d.-studerende, der indstiller til JDC-prisen, og det er en komite med repræsentanter fra bl.a. Ph.d.-foreningen og Ph.d.-skolen, der vælger en vinder. Årets vejleder får ud over titlen også 25.000 kr.
3R-prisen, der skal tilskynde bedre velfærd for forsøgsdyr, er en af de nye priser på ph.d.-dagen. Den er indstiftet af Health og går til en ph.d.-studerende, som gør en særlig indsats for enten at reducere, forfine eller erstatte dyreforsøg i sin forskning.
Den første 3R-pris går til ph.d.-studerende Stine Lohmann fra Institut for Klinisk Medicin. Hun forsker i at forbedre prognosen for nyretransplanterede patienter, og i sin forskning gør hun brug af grise. 3R-prisen får hun, fordi hun gør en ekstraordinær indsats for at indtænke dyrevelfærd som en forudsætning for at opnå forskning af høj kvalitet, der overbevisende kan overføres til klinikken.
De tre R’er står for replacement, refinement og reduction og med prisen følger 10.000 kr. Læs mere om 3R-prisen i artiklen ’Ny pris hylder forskning, der øger dyrevelfærd’.
Akademisk Råd indstiftede sidste år ’Healths studenterforskningspris’. Det er første gang, prisen uddeles, og den uddeles til studerende, som har leveret særligt gode specialeopgaver eller opgaver fra talentsporet, lige som forskningsårsstuderende og kandidat-ph.d.-studerende kan komme i betragtning. Det er forskere og undervisere, der indstiller de studerende og deres opgaver til studenterforskningsprisen i modsætning til de gamle guldmedaljeopgaver, hvor det var de studerende selv.
I år er der tre modtagere af Healths studenterforskningspris:
Derudover blev der uddelt diplomer til de bedste præsentationer, flash-talks og posters.