Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Problemanalysen fører nu til ændringer

På et medarbejdermøde onsdag den 22. oktober informerede dekan Allan Flyvbjerg om de ændringer, der træder i kraft på Health som følge af den interne problemanalyse. Samtidig starter nu en proces, hvor det skal diskuteres, hvordan beslutningerne skal udmønte sig helt konkret.

23.10.2014 | Mette Louise Ohana

Aulaen var knap fyldt op med medarbejdere fra Health, som var kommet for at høre om den interne problemanalyses konsekvenser på fakultetet.

Aulaen var knap fyldt op med medarbejdere fra Health, som var kommet for at høre om den interne problemanalyses konsekvenser på fakultetet.

For knap et år siden blev den interne problemanalyse igangsat, og onsdag eftermiddag blev der så sat et længe ventet punktum på et møde for fakultetets medarbejdere i aulaen. Her blev resultatet ovenpå Universitetsledelsens forslag og den efterfølgende høringsfase meldt ud til de fremmødte medarbejdere.

”Der har været stor opbakning til de overordnede linjer i ledelsens forslag. Beslutningsdokumentet ligner derfor langt hen ad vejen det forslag, men er blevet rettet til ud fra høringssvarene. Alle 168 høringssvar er blevet læst og overvejet, så man skal ikke tro, at der blot er ændret et par kommaer. Der ligger meget mere bag. Det her skitserer kun rammerne – det rigtige arbejde starter først nu, hvor beslutningerne skal konkretiseres og implementeres,” sagde dekan Allan Flyvbjerg under gennemgangen.

Mere indsigt og dialog skal sikre indflydelse

Processen resulterer nu i øget uddelegering af ansvar til prodekaner og institutledere, særligt i forhold til økonomi, ansættelser og afskedigelser. Økonomien og den manglende gennemsigtighed har især været årsag til utilfredshed i forbindelse med forårets besparelse og fyringsrunde.  Derfor har Health nu vedtaget principper om fuld transparens omkring fakultetets og institutternes indtægter og udgifter. Fakultetet vil fortsat fungere som en solidarisk økonomisk enhed.

Et andet centralt punkt i problemanalysen er medinddragelse, og her vil både medarbejdere, studerende og ph.d.- studerende fremover blive inddraget mere i beslutninger bl.a. via samarbejdsfora og det akademiske råd. Og som endnu et resultat af problemanalysen får den organisatoriske indretning et eftersyn både institutstrukturen og den interne organisering på institutterne.

På kommunikationsområdet vil praksis blive revideret i samarbejde med medarbejdere og studerende, og der vil fremover være et større fokus på også at profilere de faglige miljøer i institutter og centre.

Administrationen skal stadig gå i takt

Den største ændring sker på det administrative område. De tidligere ’front offices’ bliver til administrative centre med reference til fakultetets administrationschef. ’Back office’ bliver omdøbt til fællesadministration, og vicedirektørområderne bliver reduceret fra ni til fem.  

”Vi har modtaget flest høringssvar fra de administrative medarbejdere og også set den største bekymring her. Her har man fremsat frygt for manglende sammenhæng på tværs af administrationen og tab af kvalitet. Vi er meget opmærksomme på, at fakulteterne ikke må blive som fire isolerede øer, der gør tingene på hver sin måde. Det er helt nødvendigt, at vi fortsat arbejder sammen på tværs og har fælles standarder,” slog Allan Flyvbjerg fast.

På Health vil man først og fremmest fokusere på at få den administrative opgaveløsning til at fungere bedre og dermed have et stort fokus på opgaveløsninger frem for et fokus på den fysiske placering af medarbejderne. Bliver der tale om fysiske omplaceringer vil medarbejderen og funktionschefen være involveret i beslutningen.

Nye midlertidige lokale samarbejdsudvalg

De administrative medarbejderes referenceforhold ændres øjeblikkeligt, mens implementeringen af de øvrige beslutningspunkter først skal drøftes lokalt. Der er udarbejdet en plan for den kommende proces, og målet er, at hovedparten af beslutningerne ligger fast i løbet af januar 2015.

Fra salen var der derfor interesse for, hvordan samarbejdsudvalgene vil fungere nu.

”De lokale samarbejdsudvalg spiller en vigtig rolle i processen for at få medarbejderne medinddraget. Pga. omorganiseringen vil de nuværende samarbejdsudvalg blive nedlagt og erstattet af midlertidige udvalg, som afspejler den nye organisering. Det vil ske inden for de kommende uger,” siger Allan Flyvbjerg.

Beslutningerne blev hverken modtaget med klapsalver eller det modsatte af salen. ”Nu må vi se”, var reaktionen fra en medarbejder, da dekanen efterspurgte en holdning til ændringerne.

Den videre proces på Health går nu i gang.

Se præsentationen fra mødet og tidsplanen for processen.


Yderligere oplysninger

Dekan Allan Flyvbjerg, Aarhus Universitet, Health
Mobil: 5177 9548
dean.health@au.dk

Administrativt, Teknisk/administrativ medarbejder, Health, Health, Administrativt, Videnskabelig medarbejder