Et højt fagligt niveau er en udbredt årsag til frafaldet blandt de studerende på landets universiteter. Sådan lyder det i en ny analyse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, som blev offentliggjort den 7. marts 2018.
09.03.2018 |
45 procent af de frafaldne studerende angiver, at uddannelsens faglige niveau i nogen eller høj grad var medvirkende årsag til at afbryde studiet.
Af de studerende, der har svaret, at uddannelsens faglige niveau i nogen eller høj grad havde betydning for at afbryde uddannelsen, har 81 procent af de studerende på universitetsuddannelserne angivet, at niveauet er for højt.
Prorektor for uddannelse på Aarhus Universitet, Berit Eika, ser tallene som et udtryk for, at universiteterne står vagt om kvaliteten og et højt fagligt niveau.
”Det faglige niveau er og skal være højt på universitetet – det må gerne være udfordrende at studere hos os. Når det så er sagt, arbejder vi hele tiden på at blive bedre til at sikre, at kommende studerende ved, hvad de går ind til, når de søger optagelse på universitetet. Denne forventningsafstemning er meget afgørende for at mindske frafaldet”, siger Berit Eika.
Både i rekrutteringen, vejledningen og mødet med potentielle ansøgere har AU stor opmærksomhed på at give kommende studerende en god fornemmelse af, hvad det kræver fagligt og personligt at gennemføre en universitetsuddannelse. Ansøgningsfristen for kvote 2-ansøgere nærmer sig, og prorektor opfordrer potentielle ansøgere til at sætte sig grundigt ind i studievalget og gerne benytte sig af AU’s vejledning.
UFM’s undersøgelse fokuserer på det faglige niveau. Men ifølge Berit Eika er det vigtigt at have for øje, at spørgsmålet om frafald er mere komplekst, og at der ofte er flere faktorer i spil, når man stopper på en uddannelse.
Hun fremhæver ligeledes, at universitetet bærer et stort ansvar for at sikre en undervisning, der støtter de studerende bedst muligt i læringen.
”De studerende har krav på undervisning af høj kvalitet. Vi søger hele tiden at udvikle den pædagogiske tilgang, så læringsformerne følger med tiden. Senest har vi eksempelvis lanceret en satsning inden for educational it, som skal medvirke til at fastholde studerende gennem øget feedback og interaktion forud og efter undervisningen”, siger prorektor.
UFM’s undersøgelse er gennemført blandt 3.965 studerende, der er stoppet på en uddannelse.