Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Pubertetsalderen hos danske børn ser ud til fortsat at falde

Piger får i gennemsnit deres første menstruation tre måneder tidligere end deres mor. Det viser en ny dansk undersøgelse fra Aarhus Universitet, der bekræfter, at danske børn går tidligere i puberteten end deres forældre.

23.11.2018 | Helle Horskjær Hansen

Alle tidligere danske undersøgelser og den netop offentliggjorte  undersøgelse peger i samme retning – både drenge og piger går tidligere i puberteten.

Alle tidligere danske undersøgelser og den netop offentliggjorte undersøgelse peger i samme retning – både drenge og piger går tidligere i puberteten.

Alderen for, hvornår børn går i puberteten, er faldet i en lang række vestlige lande, herunder også i Danmark. Nyt dansk studie fra Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet peger på, at pubertetsalderen fortsat falder. 

”Undersøgelsen viste, at døtre fik deres første menstruation tre måneder tidligere end deres mødre,” fortæller ph.d.-studerende, Nis Brix, som er en af forskerne bag studiet, som netop er blevet offentliggjort i det internationale tidsskrift, Paediatric and Perinatal Epidemiology.

Alderen ved første menstruation er en af de hyppigst undersøgte milepæle for puberteten hos piger. Også drengene opnåede flere milepæle for puberteten seks måneder til et år tidligere end for bare 15 år siden. Eksempelvis gik stemmen i overgang et år tidligere end rapporteret i seneste danske undersøgelse.

I undersøgelsen benyttede forskerne sig af pubertetsoplysninger fra 14.759 børn fra undersøgelsen ”Bedre sundhed i generationer” fra Statens Serum Institut. Børnene besvarede i alt 73.160 halvårlige spørgeskemaer om deres pubertetsudvikling, fra de var 11,5 år gamle.

Sædafgang og hår under armene

Pigerne blev spurgt om brystudvikling, kønsbehåring, deres første menstruation, uren hud og hår under armene, drengene blev spurgt om deres stemme var gået i overgang, deres første sædafgang, kønsbehåring, uren hud og hår under armene. Ud fra disse oplysninger kunne forskerne udregne alderen for, hvornår milepælene var opnået.

Nis Brix understreger, at resultaterne ikke kan stå alene, men at de skal ses i lyset af tidligere danske undersøgelser.

”Specielt for drengenes vedkommende er faldet på seks måneder til et år usikkert, da de tidligere danske undersøgelser har indsamlet pubertetsoplysninger anderledes end i vores undersøgelse. Men hvis vi samlet betragter alle tidligere danske undersøgelser og vores nye undersøgelse, så peger de alle i samme retning – mod tidligere pubertetsudvikling for både drengene og pigerne, fortæller Nis Brix. 

Forskerne bag undersøgelsen forsøger nu at finde ud af om forklaringen på, at pubertetsalderen falder, ligger allerede i fosterlivet. Hvis dét lykkes, kan man målrettet forsøge at forebygge tidlig pubertet og måske også være med til at forebygge følgesygdommene senere i livet.

”En faldende pubertetsalder er bekymrende, da tidlig pubertet kan være forbundet med en øget risiko for en række sygdomme som voksen som fedme, sukkersyge, hjertekarsygdomme og visse kræftformer,” fortæller Nis Brix.

Bag om forskningsresultatet:

Studietype: Epidemiologisk studie

Ekstern finansiering: Den Frie Forskningsfond.

Samarbejdspartnere: Andreas Ernst, Lea Lykke Braskhøj Lauridsen, Erik Parner, Henrik Støvring, Jørn Olsen, Tine Brink Henriksen, Cecilia Høst Ramlau-Hansen.

Læs hele den videnskabelige artikel ”Timing of Puberty in Boys and Girls: A Population-Based Cohort Study” i Paediatric and Perinatal Epidemiology.

Kontakt

Læge, ph.d.-studerende, Nis Brix
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
M: 30 23 25 48
nis.brix@ph.au.dk

Forskning, Offentligheden/Pressen, Health, Health, Ph.d.-studerende, Institut for Folkesundhed, Videnskabelig medarbejder, Teknisk/administrativ medarbejder