Overlæge Lars Christian Gormsen er ny professor på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Han forsker i anvendelsen af radioaktive sporstoffer, som kan forbedre diagnostik af kræft- og hjertepatienter.
21.06.2021 |
De færreste forbinder nok radioaktive stoffer med en helbredsundersøgelse, men for professor Lars Christian Gormsen fra Aarhus Universitet er det vejen til bedre diagnostik af kræft- og hjertepatienter. Han forsker i scanninger med nuklearmedicin og PET, hvor meget små mængder radioaktivitet bundet til forskellige sporstoffer sprøjtes ind i patientens blodårer. Herefter kan eksempelvis hjertets blodforsyning eller aktiviteten af en kræftsvulst bestemmes meget præcist ved en kombineret PET/CT-scanning.
Selvom nuklearmedicinske metoder er forbundet med en lille mængde stråling, har de den store fordel, at selv meget små ændringer i indre organers funktion kan bestemmes uden operationer eller vævsprøver. Nuklearmedicinske metoder er derfor velegnede til både basal forskning, kræftdiagnostik og patientundersøgelser, hvor effektiviteten af medicinsk behandling skal overvåges gennem en længere periode.
I et igangværende forskningsprojekt anvender den nyudnævnte professor fx scanning med radioaktive sporstoffer til at måle effekten af langtidsfaste og særlige diæter på hjertets ydeevne og iltforbrug.
Professor, overlæge og dr.med. Lars Christian Gormsen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Afdelingen for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin
Mobil: 22 81 16 31
Mail: lars.christian.gormsen@clin.au.dk