Simpelt laboratorieudstyr kan være svært at skaffe, mundbindet kommer kun af i frokostpausen, og folk bliver i egen boble både fagligt og socialt. Som postdoc i New York må Rasmus Pihl acceptere, at COVID19 påvirker både forskning og fritid.

08.02.2021 | Line Rønn

Rasmus Pihl har 20 minutters gåtur fra laboratoriet til sin lille lejlighed på Upper East Side, Manhattan.

Han går direkte hjem, når han er færdig med arbejdet på Memorial Sloan Kettering Cancer Center, hvor han forsker i biomedicin, og han bliver hjemme resten af døgnet, så vidt det er muligt. For den 31-årige forsker har lige fået første del af vaccinen mod COVID19 – og det samme har hans kæreste.

”Vi får anden dosis i næste uge. Så lige nu laver vi ingenting, fordi det vil være så irriterende at blive smittet lige på grænsen til immunitet. Det bliver en god dag, når vi har andet skud i armen,” siger Rasmus Pihl, der lige som mange andre forskere i byen er klassificeret som essentiel arbejdskraft.

i New York er pandemien alvor på en anden måde, end den er på Aarhus Universitet, hvor Rasmus Pihl kommer fra. Og det har lært ham noget om proportioner og tålmodighed.

Han flyttede til New York i november 2019 sammen med sin kæreste, Anne Tranberg Madsen, der lige som ham er tilknyttet Aarhus Universitet og har fået en postdoc-stilling inden for biomedicin i den folkerigeste by i USA.

Kort efter ankomsten ramte COVID19. Det danske forskerpar blev spærret inde af en lock-down i tre måneder.

”Jeg er super-afhængig af laboratoriet, og jeg nåede ikke ret langt, før det hele lukkede ned,” fortæller Rasmus Pihl. Han arbejder med epigenetik og brystkræft, og studiet i New York går – meget forenklet – ud på at forsøge at dræbe kræftceller ved at hæmme enzymet DJ-1.

Han har fået et fireårigt postdoc-stipendium på knap fire millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden, og de tre første år skal bruges i udlandet. I det fjerde år vender modtagerne tilbage til Danmark med en masse ny viden og etablerer resten af forskningskarrieren.

Tomme supermarkeder og fyldte kølevogne

Selv om Rasmus Pihl var fuld af faglige ambitioner, gik forårets lock-down med papirarbejde og en del Netflix.

”Andre, der var nået længere, kunne begynde at skrive artikler. Men jeg var i så tidlig en fase, at jeg ikke kunne gøre meget hjemme fra stuen,” fortæller han.

Samtidig kunne den danske forsker iagttage en by, der kæmpede med at få pandemien og et eksploderende antal dødsfald under kontrol. Lighusene i New York kunne slet ikke følge med, og forfærdede newyorkere begyndte at dele videoer af lig, som blev læsset på kølevogne med gaffeltrucks.

”Det ramlede ret meget i New York i foråret. Det var selvfølgelig frustrerende for mit personlige projekt, men der var en stemning af bekymring og generel panik i byen – og det fyldte mest,” fortæller han.

De praktiske gøremål blev pludselig vigtige. At få handlet ind blev et projekt i sig selv, fordi parret i begyndelsen boede i student housing på en lille ø i East River og skulle med subway for at komme væk. I supermarkederne var alt revet ned i panik, og det var en sejr at finde en hylde med mel, flåede tomater eller andet, der kan holde længe.

Og så var det vigtigt at komme hjem om aftenen, inden byens udgangsforbud trådte i kraft. Uroligheder, vold og plyndringer i forbindelse med demonstrationerne for Black Lives Matter-bevægelsen fik i begyndelsen af sommeren myndighederne til at forbyde newyorkerne at gå ud efter kl.23.

”Antallet af hjemløse steg lynhurtigt på gaden, fordi folk mistede arbejde og sygesikring under lock-down. Selvfølgelig var det træls for mit projekt, men der skete så mange voldsomme ting, at jeg også fik noget perspektiv på tingene,” siger Rasmus Pihl.

Efter en periode med optrapningsfaser og skiftehold i laboratoriet, er han nu tilbage på en arbejdsuge på 50 timer. Men det er under skrappe regler om afstand og med maske på hele dagen.

”Vi har stadig supply chain issues - fx kan man ikke få pipettespidser, som er efterspurgt i test. Det er den største hæmsko lige nu, og der er ved at opstå en intern bytteøkonomi, hvor de forskellige laboratorier handler i reagensglas eller forskellige plastikdele. Alt er mere bøvlet. Men det begynder helt sikkert at ligne mere normale og produktive tilstande,” siger Rasmus Pihl, som vurderer, at hans projekt er sat et halvt år tilbage på grund af COVID19.

Men han har stadig knap to år tilbage i New York, og han er opsat på at få så meget ud af tiden som muligt. Og han håber, at han snart kan udbrede sit faglige og sociale netværk til andre end laboratoriets 11 ansatte, som kommer fra Kina, New Zealand og forskellige dele af USA.

En accept af tingenes tilstand

Selv om det seneste år har udspillet sig markant anderledes, end Rasmus Pihl og hans kæreste forestillede sig, da de besluttede sig for at flytte til USA, har COVID19 dog også medført positiv udvikling.

”Ens selvstændighed når nye højder. Når man i lange perioder er så få mennesker i laboratoriet som muligt, stiller det nye krav til, i hvor høj grad man må løse opgaverne selv,” siger han.

Rasmus Pihl forklarer, at skifteholdsarbejdet i laboratoriet faktisk skærper projektstyringsværktøjerne, fordi man har kortere tid til at opnå noget produktivt. Han understreger også, at det hele vejen igennem har været et privilegium at arbejde på et af verdens mest velrenommerede steder inden for cancerforskning.

”Jeg er i den del af biomedicin, der laver meget grundforskning. Det er spændende at se, hvordan biologien virker helt ned i detaljen, og opdage, hvor sindssygt smart og sofistikeret, vi er indrettet. Jeg får lov til at bruge den forståelse til at arbejde kreativt og i sidste ende hjælpe med at bekæmpe sygdomme,” siger han.

”På det personlige plan har jeg lært at acceptere tingenes tilstand og ikke stresse for meget over ting, der er uden for min kontrol.”

 

TRE TIPS TIL AT FORSKE I UDLANDET

Hvordan kommer man afsted?

”Networking hjælper. Da jeg skulle beslutte mig for, hvad jeg ville fokusere på, og hvor i verden jeg ville hen, sendte jeg mails til mange personer, som jeg aldrig hørte fra. Hvis man har et netværk at trække på, bliver det nemmere.

Under mit speciale var jeg et halvt år på Princeton University, og min kontakt til det ophold gik gennem min daværende vejleder. Man skal ikke undervurdere det superstore netværk, som mange professorer har, og man skal endelig bare spørge, om man må bruge det.

Hende, der nu er min vejleder, var postdoc i det samme laboratorium som mig, da jeg var på Princeton University. Hun blev min indgang til stillingen i New York.”

Hvilke forberedelser er vigtige?

”Jeg var sindssygt glad for, at jeg var til interviews herovre, før jeg tog beslutningen, så jeg kunne se folk i øjnene og fornemme atmosfæren.

Jeg var til interviews to forskellige steder, og det var tydeligt, at det ene laboratorium var meget mere velfungerende end det andet. Sådan noget er svært at fornemme på afstand. Så tag dig tid til at besøge stedet, det er godt givet ud.”

Hvorfor skal man forske uden for Danmark?

”Jeg tog af sted, fordi jeg syntes, det kunne være sjovt at komme ud - men det var også karrierestrategisk. Hvis jeg vil blive på universitetet, tror jeg, at det mere eller mindre er et krav, at jeg kommer ud nu.

Strukturen på mit stipendium er bygget op, så jeg har løn til et år hjemme i Danmark, og så må jeg bruge det år på at finde ud af, hvad jeg vil. Men der er ingen tvivl om, at opholdet giver udfordringer, som man lærer af personligt og fagligt. Det giver også – når der ikke lige er COVID19 – et uvurderligt netværk.”

 

BLÅ BOG: Rasmus Pihl

31 år.

Fra Hjørring.

Postdoc på Aarhus Universitet. Research fellow på Memorial Sloan Kettering Cancer Center, New York, USA. Her arbejder han på et studie med titlen ”Investigating the histone-protective role of DJ-1 in breast cancer as a novel therapeutic target”.

Om studiet:
Brystkræft medfører årligt mere end 600.000 dødsfald på verdensplan. Kræftcellerne producerer energi på en anden måde end raske celler, og det medfører, at der dannes en øget mængde giftige reaktive molekyler i cellen. De kan reagere med proteiner og danne ikke-enzymatiske kemiske modifikationer (NECMs), der beskadiger proteinerne og fører til celledød.

For nyligt blev det vist, at cellulære proteiner, der kaldes histoner, er særligt udsatte for NECMs, og niveauet af histon NECMs er forhøjet i tumorprøver fra brystkræftpatienter. Ligeledes så man, at der findes et enzym kaldet DJ-1, som kan beskytte histonerne mod NECMs ved at fjerne modifikationerne igen, og niveauet af DJ-1 var også forhøjet i brystkræftceller.

Rasmus Pihls hypotese er, at brystkræftceller overudtrykker DJ-1 for at begrænse NECMs på histoner til et niveau, der tillader kræftcellerne at overleve på trods af deres unormale energiproduktion.
Hvis hypotesen er rigtig, vil det åbne op for, at man kan ramme kræftcellerne specifikt ved at hæmme DJ-1, da cellerne ikke længere vil kunne holde niveauet af NECMs i skak. Studiet vil derfor undersøge potentialet i en terapeutisk strategi, hvor man specifikt forsøger at dræbe kræftceller ved at hæmme DJ-1’s enzymatiske funktion.

Kontakt:

Postdoc Rasmus Pihl

Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet / Memorial Sloan Kettering Cancer Center, New York, USA.

Email: pihl@biomed.au.dk

Telefon: +45 28 34 59 09