Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Rejs ud og styrk din forskning

Health udbyder hvert år mobilitets- og sabbatical-stipendier til fakultetets etablerede forskere, der ønsker at komme til udlandet og forske. Stipendierne kan søges nu.

19.09.2017 | Sabina Bjerre Hansen

Healths ledelse opfordrer forskerne til at søge fakultetets mobilitets- og sabbatical-stipendier til forskningsophold i udlandet. Foto: Colourbox.

”Formålet med stipendierne er at udvikle medarbejderne fagligt og personligt, at give dem international erfaring og at udvide deres netværk. Det er vigtigt – for deres egen karriere og for fakultetet. Solide internationale netværk er fx vigtige for forskerens egne EU-ansøgninger og for Healths rekruttering. Og jeg kan kun opfordre alle interesserede til at søge,” siger prodekan for talentudvikling Lise Wogensen.

Stort udbytte – fagligt og personligt

Martin Roelsgaard Jakobsen er lektor og forskningsleder på Institut for Biomedicin. Han var afsted på et tre-måneders sabbaticalophold som visiting scientist på J. David Gladstone Institute i San Francisco, USA i 2016.

”Jeg fik meget ud af mit ophold i San Francisco. Jeg havde bl.a. fokus på at netværke og på at fasttømre nye samarbejdsprojekter, og det gav pote. Jeg har etableret samarbejde med flere grupper på både Berkeley, Stanford og Gladstone. Og i forhold til Gladstone har mit ophold også åbnet døre for at en af mine ph.d.-studerende kan udføre en del af hendes projekt hos dem,” siger Martin Roelsgaard Jakobsen. 

Han fortæller desuden, at samarbejdet med forskningsgrupperne ved Gladstone har ført til flere fælles manuskripter og besøg. I løbet af 2017 har flere af hans nye amerikanske kollegaer således besøgt Aarhus Universitet og præsenteret deres forskning. 

Bente Lomholt Langdahl er professor på Institut for Klinisk Medicin og Institut for Biomedicin. Hun var i 2016 tilknyttet Edinburgh University og Centre for Genomic and Experimental Medicine og MRC Institute of Genetics and Molecular Medicine i tre måneder. Hun er enig med Martin Roelsgaard Jakobsen i, at et udlandsophold er givende. 

”Jeg oplevede i løbet af mit ophold i Edinburgh at få ro til den fordybelse, som er nødvendig for forskningen, men som også er svær at finde i en travl hverdag, hvor både klinik og forskning skal tilgodeses. Hovedformålet med mit ophold var at analysere prøver, jeg tidligere har indsamlet fra 180 raske, unge personer. Jeg fik i løbet af mit ophold lavet forskellige typer af sekventering, og herudover fik jeg et værdifuldt indblik i, hvordan man behandler patienter med osteoporose og metaboliske knoglesygdomme i Edinburgh,” fortæller Bente Lomholt Langdahl.

Stipendierne er slået op – og de kan søges løbende

Tidligere var der ansøgningsfrist en gang årligt. Nu kan fakultetets forskere løbende sende ansøgninger, og der kan søges, indtil puljen er tom. Prodekanerne for hhv. forskning og talent gennemgår de indsendte ansøgninger og vurderer, hvem der skal tildeles stipendier. Når beslutningen er truffet, får både ansøger og den relevante institutleder en mail med besked om beslutningen.

Læs mere om stipendierne og find link til ansøgningsskemaet via Healths hjemmeside.

Hvis du har spørgsmål til stipendierne eller ansøgningsprocessen, kan du kontakte rådgiver i fakultetssekretariatet Henry Andreasen på ha@au.dk.


Fakta om mobilitets- og sabbatical-stipendier på Health

Fakultetet har en rammebevilling fra Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF) til mobilitetsstipendier og kan derfor udbyde mobilitets- og sabbatical-stipendier.

Hvem kan søge?

Alle forskere og undervisere med ansættelse på Health på mindst lektorniveau (ordinære og kliniske stillinger) kan søge stipendierne. Ansøgningen skal være godkendt af institutleder.

Hvad kan der søges om?

Der kan søges om op til 200.000 kroner til medfinansiering af ophold på relevante udenlandske topinstitutter i mindst 3 måneder og højst 9 måneder. 

Hvad kan der fx ydes støtte til?

  • Rejse- og opholdsudgifter
  • Frikøb fra undervisning eller den kliniske del af ansættelsen
  • Andre dokumenterede ekstraudgifter for instituttet i forbindelse med udlandsopholdet

Hvad skal man være opmærksom på?

  • Der kan maks. søges 200.000 kr.
  • Der kan bevilges midler til en eller flere af instituttets kerneaktiviteter: forskning, uddannelse, talentudvikling og videnudveksling
  • Der kan ikke bevilges midler til deltagelse i internationale konferencer eller kongresse
  • Der kan ikke bevilges midler til medfølgende familiemedlemmers rejse og ophold
Administrativt, Ph.d.-studerende, IOOS, Health, Videnskabelig medarbejder, Institut for Retsmedicin, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Odontologi, Institut for Klinisk Medicin, Institut for Folkesundhed