Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Rejsestipendium sender to ph.d.-studerende fra AU og AUH ud i verden

Med et EliteForsk-rejsestipendium på 200.000 kroner bliver forskningsophold i USA og Holland en realitet for to unge sundhedsvidenskabelige forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.

27.02.2018 | Helle Horskjær Hansen

Læge og ph.d.-studerende Ole Köhler-Forsberg fra Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, og Forskningsenheden for Psykoser, Aarhus Universitetshospital, er en af årets modtagere af EliteForsk-rejsestipendium. Ole Köhler-Forsbergs ph.d.-projekt undersøger, om der er en sammenhæng mellem immunsystemet og depression, og om dette kan bruges til at forbedre behandlingen af samme.

Nogle af hans studier peger  på, at immunsystemet og en systemisk betændelsesreaktion er medansvarlige for udviklingen af depression hos nogle patienter, og at anti-inflammatorisk medicin i så fald kan have antidepressive effekter. Ole Köhler-Forsberg skal, med rejsestipendiet, til Massachusetts General Hospital og Harvard University i Boston, USA.

Læge og ph.d.-studerende Stine Andersen fra Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, og Afdeling for Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital, er den anden aarhusianske modtager af EliteForsk-rejsestipendiet. Stine Andersens ph.d.-projekt handler om, hvad der sker, når højre hjertekammer svigter. Svigt af højre hjertekammer er den hyppigste dødsårsag hos patienter med forhøjet blodtryk i lungekredsløbet. På trods af dette findes der aktuelt ingen behandlingsstrategier rettet mod at understøtte det svigtende højre hjertekammer.

Stine Andersens ph.d.-projekt undersøger, hvordan arvævet påvirker hjertet, og om man medicinsk kan støtte højre hjertekammer ved at hæmme dannelsen af arvæv. Stine Andersens EliteForsk-rejsestipendium skal bruges til et seks måneders ophold ved Department of Physiology and Pulmonology ved VU University Medical Center i Amsterdam.

Kontakt

Læge og ph.d.-studerende, Ole Köhler-Forsberg
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Forskningsenheden for Psykoser
Mobil: 23 42 06 61
karkoe@rm.dk

Læge og ph.d.-studerende, Stine Andersen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Hjertesygdomme
Tlf.: 78 45 22 54
stineandersen@clin.au.dk

Navnenyt, Offentligheden/Pressen, Health, Health, Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Teknisk/administrativ medarbejder, Ph.d.-studerende