Den 21. august skifter Aarhus Universitet rejseafregningssystem. Det nye system, RejsUd, kan bl.a. selv beregne afstande via Google Maps og kan bruges både fra mobil og tablet. Alle uafsluttede rejseafregninger i AURUS skal så vidt muligt håndteres inden sommerferien.
29.05.2018 |
RejsUd er et rejseafregningssystem, som har flere af de funktioner, der har været efterspurgt i AURUS. Udover at oprette udlæg, kørsler i egen bil, rejseafregninger m.m., som du også kunne i AURUS, kan RejsUd fx selv beregne afstande ved hjælp af Google Maps. Herudover virker RejsUd også på mobil og tablet, så du kan lave rejseafregningen, mens du er på farten. Du kan fx tage et billede af dine kvitteringer med mobiltelefonen og oprette afregningen på stedet. Rent administrativt har RejsUd også den fordel, at systemet er integreret i IndFak.
På grund af statens rejsecirkulære og AU’s rejseregler vil du dog fortsat skulle registrere en række oplysninger og vedhæfte bilag/kvitteringer i forbindelse med afregningen.
Det nye system, RejsUd, er valgt af Moderniseringsstyrelsen på baggrund af et udbud af det fælles statslige rejse- og udgiftssystem. RejsUd er ligeledes på vej til at blive implementeret på Københavns Universitet, og systemet er i velfungerende drift i 85 statslige institutioner under Moderniseringsstyrelsen.
Der oprettes en informationsside om RejsUd med vejledninger, FAQ og oversigt over kurser i RejsUd. Vejledninger m.m. vil selvfølgelig være tilgængelig både på dansk og engelsk.
Har du brug for hjælp til afregning af rejser, kan du fortsat kontakte rejsegruppen i AU regnskab, som yder support både til AURUS og RejsUd.
Vil du vide mere om RejsUd, kan du kontakte Projektleder Merete Foged, AU Økonomi og Bygninger.